Svend Jensen
7 år siden
Perfekt :)
Giv hende et kæmpe kram og stor is fra mig
Med på kontoret
12.1.2018
af
Per Helge Sørensen
Foto: Djøf
Per Helge har taget sin datter med på arbejdet. Og det kommer der nogle sandheder ud af. Læs hans klumme.
”Far? Faaar?”
“Ja, skat?” Jeg vendte mig mod den femårige stemme for enden af hæve-sænkebordet. “Er pony-filmen slut?”
Jeg rakte ud efter iPad’en, mens jeg forsøgte at vende irritationen over kommunens lukkedage til noget positivt. Måske var det sundt, at hun så, hvad far lavede på kontoret.
“Det er ikke filmen.” Min datter satte ponyerne på pause. “Det er bare…”
“Ja?”
“Skal du bare sidde foran computeren hele dagen?”
“Hvad? Nej!” Jeg smilede afvisende, som om en hel dag foran computeren var et utænkeligt fænomen. “På et tidspunkt skal jeg også til møde med …” Jeg nikkede ned mod styrelsesdirektørens kontor. “Ham der nogen gange ringer til os i weekenden.”
“Når du siger det der bandeord, jeg ikke må sige.”
“Bandeord?” Jeg forsøgte at grine afvisende. Det lød ikke helt ægte. “Hvorfor spørger du, skat?”
“Det er bare…” Hun kiggede frem og tilbage mellem mig og computeren. “Du siger altid, at dit arbejde er at lave bedre hospitaler for dem, der er syge.”
“Ja?” Jeg fornemmede uroligt, hvor vi var på vej hen.
“Men du sidder bare her og taster på dit tastatur.”
“Jo, men det er jo fordi …”
Fordi hvad? Hvordan skulle jeg forklare, hvad mit arbejde gik ud på til et femårigt barn? Det var svært nok at forklare til en voksen.
“Det er fordi, far hjælper hospitalerne med at …” Jeg ledte forgæves efter en femårig version af … koordinere og procesunderstøtte vidensdeling af innovative patientstrategier.
“Altså hvis et hospital får en rigtig god idé,” sagde jeg i stedet. “Så hjælper far de andre hospitaler med også at få glæde af den.”
“Med computeren?” Hun kiggede skeptisk på skærmen.
“Ja. Det kan man godt,” sagde jeg overbevisende.
Jeg skævede til dokumentet på skærmen, hvor far så godt nok var i fuld gang med at “hjælpe” et hospital til ikke at få glæde af en – ellers virkelig spændende – big-data-idé. Fordi ham, der nogle gange ringede i weekenden, var blevet fornærmet over, at hospitalet havde sat projektet i gang på egen hånd i stedet for at afvente den fællesstats-lige big-data-platform, som styrelsen på fjerde år ikke havde nosset sig sammen til at få færdig.
“Jeg tror godt, jeg forstår det nu,” sagde min datter. Hun sendte mig et lettet smil. “Du hjælper de syge med computeren.”
“Det er rigtigt,” sagde jeg og forsøgte at lade være med at kigge på dokumentet på skærmen, hvor far bankede hospitalet på plads og temmelig sikkert hjalp de syge med ikke at få gavn af big-data de næste 10-15 år.
Ved siden af mig vendte min datter tilbage til ponyerne – beroliget over, at hendes far så alligevel lavede noget vigtigt.
Jeg vendte mig mod dokumentet. Der var ingen vej udenom. Styrelsesdirektøren skulle have det inden mødet.
Et øjeblik efter hørte jeg min datters stemme på ny:
“Far?” Hun kiggede op: “Nu sagde du altså bandeordet, igen.”
Artiklen fortsætter efter annoncen
Ledige stillinger
ANNONCE
Kommentarer
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER