Flere udflytninger i vente?

’Opfør jer ordentligt – det er mennesker, det handler om!’ Den sætning kastede en oplægsholder op som powerpoint, da Folketingets Udvalg for Landdistrikter i december holdt høring på Christiansborg om statslige udflytninger.

Alle forventede, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ville sende endnu flere statslige arbejdspladser ud af hovedstaden i december: Udflytningsbølge II. Udtænkt i en mørklagt beslutningsproces omfattende formentlig kun en enkelt håndfuld personer i og omkring regeringens top. En proces så mørklagt, at selv styrelsesdirektører i styrelser, der ligger åbenlyst i sigtekornet, ikke ved mere end deres medarbejdere. I -skrivende stund er planen stadig ikke offentliggjort.

Men powerpointen i december ramte skiven helt godt. Høringen handlede ikke om, om vi skal have udflytninger, men om at gøre det bedst muligt både denne gang og næste gang.

Bed sig fast

For at forstå den kontekst må vi skrue tiden tilbage: Thorning-regeringen 2011-15 kom aldrig på idéen. Men op til folketingsvalget juni 2015 ramte Yderdanmarks følelse af at være hægtet af og forfordelt for alvor Christiansborg. En udflytningsdagsorden bed sig for første gang politisk fast.

Det var en mærkesag for DF, og der blev givet løfter. Venstre var martret af truslen om en alternativ ’jysk’ liste. Ved kommunalreformen i 2007 havde small town-Venstre uden at kny afleveret deres borgmesterkæder og rådhuse til daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussens reform. Nu var det tid til payback.

Da Løkke som ny statsminister 1. oktober 2015 kl. 12 på TV2 News afslørende planen ’Bedre balance’ om at flytte 3.900 statslige arbejdspladser ud, proppede selv socialdemokratiske borgmestre champagnen op. I dag er der kun én socialdemokrat – ja, vel nærmest kun én politiker – der taler imod -udflytninger: Københavns overborgmester Frank Jensen.

Symbolpolitik

Struktur- og kommunalreform og statslig jobvækst i København får skyld for yderområdernes oprør mod Christiansborg, men kan dog også ses som en syndebuk for det uafvendelige: Urbaniseringen (de unge flytter) og globaliseringen (private produktionsarbejdspladser udflager eller konkurrenceudsættes fra østarbejdere). Hos tænketankene AE Rådet og Kraka er man ikke bange for at kalde udflytningerne symbolpolitik.

Nogle få tusinde udflyttede statslige arbejdspladser, som får en enorm politisk opmærksomhed, men som ligger derude som øde øer og ændrer meget lidt på yderområdernes reelle problem.

Djøfere, nyuddannede som erfarne, øvrige akademikere og hk´ere får nye karrieremuligheder ude i landet. Men bundlinjen er bare, lyder det fra bl.a. Krakas cheføkonom Jens Hauch, at man ikke skaber et nyt lokalt erhvervsliv ved at flytte administrative, statslige arbejdspladser ud, hvad engelske erfaringer også viser. Tværtimod trækkes der – fordi de ansatte ikke flytter med – kompetencer ud af de lokale private erhverv.

Hvis de nyansatte da ikke bare kommer pendlende fra større byer. I fx Nævnenes Hus i Viborg pendler flertallet af de nyansatte jurister ind fra Aarhus og Aalborg til det, der nu kaldes juraens jyske højborg.

Har positiv effekt

Hvis man vil andet end symbolpolitik, skal man tænke i erhvervsstruktur, infrastruktur og ikke mindst i uddannelsespladser til de unge, og det har man ikke gjort, tværtimod centraliserer man uddannelserne, siger AE Rådets direktør, Lars E. Andersen.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser samtidig, at antallet af statsjob uden for hovedstaden ikke er vokset siden 2015, men faldet med 40 styk. Andre tal viser, at kommunerne sparer ligeså mange stillinger væk, som der udflyttes statslige.

Regionalforsker Klaus Lindegaard har fulgt udflytningerne, siden han i 2008 af Fogh III-regeringen blev bedt om at analysere placeringen af bl.a. Sikkerhedsstyrelsen i Esbjerg i 00´erne.

Udflytninger har en positiv økonomisk og kompetencemæssig effekt på mod-tagerområdet, fastslår han. Men man kan få meget mere ud af det, end man gør nu. For det kommer ikke af sig selv. Opfølgningen er blevet totalt forsømt politisk.

“Man skal sætte kræfter ind på at skabe synergien. Men det er der ikke fulgt penge med til.”

’Sagsfabrikkerne’ flyttes ud

Cepos´ forskningschef Henrik Christoffersen peger på en forståelig logik i udflytningerne. De følger samme mønster, som vi har set i de private industribrancher: En geografisk omlokering med de videntunge jobs i hovedstaden og produktionen i provinsen, tag fx Novo.

Den samme logik for, hvem der laver hvad hvor – center contra udkant – sker nu for de statslige arbejdspladser, siger han.

“Man udflytter de institutioner, som står for ’produktionen’ – sagsbehandling, drift, kontrol osv., mens de strategiske opgaver trækkes ind og centraliseres yderligere i departementerne på Slotsholmen.

Hensynet til vælgertække har dog fyldt mere end godt er i beslutningsprocessen, erkender han.

“Der har været et betydeligt mål af kortsigtet fordelingspolitik i det. Men beslutningerne må bygge på en ’markedsindsigt’ ligesom i de private brancher. Det er ikke statens opgave at presse ineffektive organiseringer igennem af fordelingspolitiske hensyn.”

Udskiftning af medarbejdere

Professor Jørgen Grønnegaard Christensen pointerer, at udflytningerne rammer en normalt fredet gruppe - akademikere i styrelserne.

“De smider effektivitetskortet på bordet, som man altid gør, når det drejer sig om beslutninger med organisatorisk sigte,” siger han, men ser samtidig et dobbelt problem:

“At politikerne sjældent ærligt siger, at dette er en politisk beslutning, ikke en effektivitetsbegrundet beslutning. Og at der sikkert er et vist tab på kort sigt – men hvorfor, der skulle være det på længere sigt, er til gengæld uvist.”

Alle fordomme om, at man ikke kan skaffe arbejdskraften i provinsen, er blevet gjort til skamme, mener Klaus Lindegaard.

“Spørgsmålet er, om det overhovedet bør kaldes udflytning. Efter min mening bør man kalde det oprettelse af arbejdspladser uden for hovedstaden. For i realiteten er der tale om udskiftning af medarbejdere.”

To-delt djøf-arbejdsmarked

Den udskiftning understøtter Henrik Christoffersens syn på en mere rendyrket arbejdsdeling i ministerierne mellem center og periferi. Han ser også et to-delt djøf-arbejdsmarked for sig og dermed også, at et enhedslønsystem bliver mindre indlysende i fremtiden.

Samlet set er der da også flere hk'ere og blandt djøferne langt flere nyuddannede og langt færre med specialist-erfaring i de udflyttede styrelser end i centraladministrationen i København.

Klaus Lindegaard kan se et nærmest modsat scenarium for sig. Man kan udmærket flytte hele ministerier ud.

“Vi tænker slet ikke i fremtidens teknologiske muligheder. Hvis vi tør, kan Danmark blive én stor omvandrende hovedstad, hvor alt kan ligge hvor som helst.”

Myten, der lever

En af de politikere, der tidligt registrerede rystelserne i den politiske undergrund, var Kaare Dybvad (S), valgt i Holbæk. Han sparkede i marts 2005 som ung geograf og projektchef i Væksthus Sjælland åbne døre ind med bogen ’Udkantsmyten’ om den stærke og driftige, men svigtede provins. Han siger, at vi skal fortsætte med udflytningerne. Men ikke kun af administration. Uddannelse fx er oplagt.

’De har givet mit job til nogle andre’, sagde en jurist i efteråret 2015 til Djøfbladet, da hendes arbejdsplads røg til Hjørring. Hun var i båd med 1.500 andre Djøf-medlemmer, som nu gik på jagt efter et nyt job eller indstillede sig på et pendlerkort til DSB. Når Løkke har meldt den nye udflytningsbølge ud, vil det mønster formentlig gentage sig.

Rigsrevisionen undersøger i løbet af i år, hvordan det er gået med økonomien, sagsbehandlingen og medarbejderne i den første runde udflytninger. Se Djøfbladets artikel

Djøf, DM og IDA har ved Rambøll Management Consultings hjælp gennemført en evaluering af fire af udflytningerne: Se Djøfbladets artikel