På tide at gøre op med overstyring

Professor Ove Kaj Pedersen satte i sin tid sindene i bevægelse med sin bog ’Konkurrencestaten’. Bjarne Corydon ophøjede som finansminister konkurrencestatsbegrebet til regeringspolitik, og det blev læst som et opgør med velfærdssamfundet, som det var defineret i al traditionel socialdemokratisk samfundsopfattelse.

Nu er der udkommet en murstensbog på over 500 sider, ’Konkurrencestaten og dens kritikere’. Det er en samling tolkninger af begrebet fra tilhængere og modstandere – afsluttet med et filosofisk indlæg af debattens fader. Bogen er værd at fordybe sig i.

Benævnelsen konkurrencestat er ny, men begrebet er det ikke. Det har altid været afgørende, at den førte politik fremmede samfundets, virksomhedernes og det enkelte menneskes konkurrencekraft i et internationalt marked, som vi var dømt til at klare os i.

Den danske samfundsudvikling gennem de seneste hundrede år er et stærkt argument for, at konkurrencekraft og velfærd ikke er hinandens modsætninger, men tværtimod hinandens forudsætninger.

Til gengæld er mange af de reformer, der i debatten er defineret som led i transformationen til konkurrencestat, hverken uomgængelige eller uigenkaldelige.

Væk fra neoliberalismen

Den internationale debat blandt økonomer og andre samfundsforskere er heldigvis på vej væk fra den primitive neoliberalisme, der blev fremherskende i verden siden Reagan og Thatcher, og som er blevet synonym med de mere dramatiske udlægninger af begrebet konkurrencestat:

I debatten om verdensmål og klimaindsats findes afsæt til en langt mere social og miljømæssigt bæredygtig udvikling. Der er brug for nye og anderledes rammer for markedsøkonomien, hvis produktion og forbrug skal styres i bæredygtig retning, inden det er for sent.

DI’s direktør, Karsten Dybvad, tolker konkurrencestaten som det internationalt samarbejdende samfund, hvor alle får gavn af globaliseringen. Og han erkender, at det kræver mere fokus på fair fordeling af gevinsterne af den globale arbejdsdeling.

Flere frygter fremtiden

Globaliseringen har imidlertid hidtil medført større ulighed og utryghed. Flere og flere er blevet grebet af frygt for egen fremtid som følge af konkurrencen fra udlandet, fra tilvandrende arbejdskraft og fra udbredelsen af robotter. Austerity-politikkens sociale nedskæringer er det politisk dårligst mulige svar på denne frygt og utryghed. Uligheden, som neoliberalisterne har dyrket som motor for fremskridt og pisk/gulerod for større indsats, er blevet en trussel mod politisk stabilitet. 

’Nødvendighedens politik’ ser derfor anderledes ud, end magthaverne mente for få år siden. Drivkraften til, at vi som samfund og borgere kan klare os godt i den internationale konkurrence, er ikke en fortsat neoliberalisering, hvor skatterne lettes i toppen, mens det sociale sikkerhedsnet bliver lavere og tyndere, og flere og flere samfundsfunktioner privatiseres både i ejerskab og med hensyn til betalingsmåde.

Der er mange nye udviklingstræk, der kræver omtanke og kursændring: 

Var det klogt, at statsmagten opgav trepartsforhandlinger og dermed en løbende medvirken fra arbejdsmarkedets parter i reformarbejdet? 

Hvordan organiserer og finansierer vi den massivt nødvendige opgradering af kvalifikationer, når stadig flere gamle jobfunktioner forsvinder i voksende tempo?

Hvordan skaber vi de ændringer i vores erhvervs- og skattepolitik og de reguleringer af markedet, der sikrer vores virksomheders fortsatte førerpositioner for de nye teknologier og produkter, som skal drive den bæredygtige verdensudvikling? 

Og hvordan fornyr og forbedrer vi vores offentlige sektor og de offentlige servicetilbud uden at drive omkostningerne vildt i vejret?

Mange peger på opgøret med New Public Management. Jeg noterer mig med en vis undren, at jeg anklages for at have indført dette koncept i min tid som finansminister. Det opdagede jeg slet ikke! Jo, det er rigtigt, at vi dengang lavede forsøg på udviklingskontrakter for at udmønte den nødvendige budgetdisciplin mere begavet og overvejede, om vi kunne lære noget af nye ledelsesidéer i det private erhvervsliv.

Men der er siden hen blev drevet vild rovdrift på disse idéer, som i øvrigt ikke alle var lige gode. Det er endt som en karikatur af dét, der oprindeligt var meningen. Vi har fået alt for megen topstyring med flere ledere og færre frontmedarbejdere. For lidt frihed for frontmedarbejderne til at sætte fagligheden i højsædet. For vilde og tidsrøvende dokumentationskrav. Det er på høje tid at få gjort op med den overstyring, som mange har opfattet som en vigtig del af konkurrencestatens ideologi. •

Om anmelderen: