Nytteløse netværk

Hvem har ikke hørt en og anden prale med sine fire-fem hundrede forbindelser?

’Mit netværk’ siger de med mafiøs selvhøjtidelighed. Et vidt forgrenet system, skal man forstå. De slår blot forsigtigt på det, får spindelvævet til at dirre og frem dukker en eller anden, der engang var rundhåndet med visitkortene og stadig husker receptionen og de gensidige, joviale tilbud om at skabe kontakt til hinandens forbindelsers forbindelser dybt inde i magtens cirkler. 

Eller bare til en god slagter eller tandlæge.

Er der ikke noget slesk ved det hele? Idéen om at man forbinder sig til succes eller fordele i kraft af systematiseret og målrettet emsighed, som går under betegnelsen – undskyld det forfærdelige ord – netværkskompetencer. Nogle tager kurser i det: ”Få styrket dine...” Jeg kommer let til at føle mig yderligere konservativ eller bare udenfor, når jeg ikke gider gå til noget med det formål at netværke. Hvis man ikke engang må blive snalret, diskutere og være uenig, hvad er der så ved det?

Forleden fangede mit blik en overskrift til en artikel af Adam Grant fra the Wharton School: ”Networking is overrated” stod der til min store glæde. Han fortæller om kollegaen, der i årevis forsøgte at klatre op ad karrierestigen udelukkende ved at netværke. I lang tid lykkedes det ham rent faktisk at møde indflydelsesrige mennesker og introducere dem til hinanden, men da det gik op for folk, at kollegaen ikke havde nogen meningsfuld relation til nogle af dem, faldt det hele sammen. Forbindelser holder kun, når de bygger på noget substantielt: Man skal have noget reelt at tilbyde hinanden. En undersøgelse viser i øvrigt, at folk føler sig beskidte alene ved at forestille sig situationen: Et cocktailparty, hvor de gør sig til og skal forsøge at skabe en masse kontakter. Så meget at de bedømmer tandpasta- og sæbeprodukter 19 procent højere umiddelbart efter visualiseringen.