Man må dog huske på, at djøf-kritikernes intention er god. De ønsker at udøve omsorg for børn, ældre og patienter samt de mange offentligt ansatte, der ganske givet lider under tungt bureaukrati og dårligt arbejdsmiljø, hvilket djøferne delvist har ansvaret for at have introduceret. Men hvad angår hovedparten af kritikken, formår djøf-kritikerne ikke at adressere den rette modtager. De glemmer, at det var politikerne, der i sin tid valgte at tildele økonomerne opgaven at rette op på det offentliges skrantende økonomi. Vel at mærke fordi velfærdsarbejderne ikke selv kunne holde styr på deres institutioner. Magtskiftet mellem djøferne og velfærdsarbejderne opstod ikke gennem et akademiker-kup, men fordi velfærdsarbejderne lod udgifterne løbe ud af kontrol, og politikerne måtte skride til handling. I den optik er djøferne velfærdsstatens helte, men et regulært ’tak for hjælpen’ fra velfærdsarbejderne har nok lange udsigter.