Vi, der blev tilbage

Derfor har Jeppe skrevet dagbog

Jeppe Juul Petersens job i Land-brugs- og Fiskeristyrelsen blev udflyttet til Augustenborg Slot på Als. Her er hans personlige beretning om forløbet på arbejdspladsen, indtil han selv fik et nyt job – og hans refleksioner over, hvordan vi kaster et mere nuanceret lys på udflytningerne.

”De personlige oplevede erfaringer har oftest været fraværende i debatten, fordi der fokuseres på det økonomisk kvantificerbare. Mine erfaringer er ikke nødvendigvis unikke, men skal ses som en del af fortællingen om, hvordan medarbejderne har oplevet deres arbejdssituation. Ikke mindst dét, at kolleger gennem mange år forsvinder, samtidig med at kravene til effektivitet og sagsbehandlingsmål står fast eller kun justeres marginalt, så presset bliver maksi-malt i en situation, hvor motivationen er i bund,” fortæller han.

---

Torsdag 1. oktober 2015

Oplevelsen virker stadig allestedsnærværende fra den skæbnesvangre dag, torsdag 1. oktober 2015. På vej til arbejde på cyklen fulgtes jeg med en kollega, og vi talte om regeringens planer om udflytninger. Dén morgen havde vi ingen forestilling om omfang såvel som den kollektive nedslidning, der var i vente.

Ofte har man hørt om udflytning af forskellige mindre statslige enheder. Miljø- og Fødevareministeriet var jo allerede bredt repræsenteret i hele landet. Desto større var overraskelsen, da vi alle sidst på formiddagen blev kaldt sammen for at få meddelelsen om, at halvdelen – næsten 400 medarbejdere – af vores nyetablerede styrelse skulle flyttes til Augustenborg på Als.

En umiddelbart uoverskuelig situation for både ledere og medarbejdere, da vores styrelse netop var begyndt at ’trække vejret’ igen efter en sammenlægning af flere styrelser, reorganisering og fyringsrunder i 2012. Direktionen havde administrativt bestemt, hvilke stillinger det drejede sig om. Halvdelen af min enhed skulle flytte – den del af enhedens portefølje, som stod for sagsbehandling af EU-tilskudsordningerne til landbrugs- og fiskerierhvervet.

Et svært, men paradoksalt valg, da regeringens officielle udmelding var at flytte styrelsen ud i landet for at opnå bedre kontakt med dens interessenter. Men det er jo primært erhvervenes interesseorganisationer og tilsvarende instanser. Ikke desto mindre forblev størstedelen af de af styrelsens medarbejdere, som havde kontakt til netop disse interessenter, i København.

Ledelsen mister interessen

Når éns arbejde forsvinder under éns fødder, befinder man sig i en choktilstand.

Men dagligdagen indtræffer hurtigt igen. Udflytningen blev hurtigt forsøgt italesat som blot ’flytning’ for at give det en positiv ordlyd. Det blev nemlig snart klart, at de fleste af de berørte specialiserede og erfarne medarbejdere ikke havde tænkt sig at flytte til provinsen. Dermed var halvdelen af styrelsens medarbejdere ved at miste deres indtægtsgrundlag.

I begyndelsen af udflytningsforløbet oplevede vi som medarbejdere, at ledelsen forsøgte at besvare de naturligt opståede spørgsmål. Vi blev også opfordret til at kontakte vores chef eller HR med vores spørgsmål.

Men gradvist mistede ledelsen interessen for os i København og rettede fokus mod det nye og spændende i at opbygge den nye styrelse i Augustenborg.

Da ledelsen på et tidspunkt deltog i et møde i min enhed – som jo skulle flytte til Als – skulle vi dengang ca. 70 medarbejdere rykke stolene sammen i en firkant. Det skulle vel signalere, at vi alle var i samme båd, og dialogen var ligeværdig. Det var den naturligvis ikke. Det blev ikke sagt, men vi forstod hurtigt, at vores ledelse heller ikke flyttede med til Als.

Jeg husker, at jeg spurgte vores vicedirektør, om hun så også flyttede med til Als. Det store antal medarbejdere, som skulle flytte, gav vel berettigelse til en vicedirektør i Augustenborg. Alle kendte jo svaret, men vi fik det først endeligt bekræftet med stillingsopslaget efter en ny vicedirektør i Augustenborg. Som i øvrigt gik til en flink og virkefuld en af slagsen.

Sjovere at bygge op at end afvikle

Det er et enormt arbejde at opbygge en ny styrelse, og ledelsens opmærksomhed syntes da også hurtigt at rette sig mod Augustenborg.

Ud fra en professionel betragtning kan jeg godt forstå, at det er sjovere at opbygge end at afvikle. Gradvist ændredes direktionens fokus fra samlingerne i de store mødelokaler til næsten ingenting. Fokus blev i stedet udarbejdelse af manualer, instrukser og sikring af, at viden ikke gik tabt. Arbejdet blev udført af erfarne medarbejdere, der ud over øgede arbejdsopgaver qua den kontinuerlige medarbejderflugt også stod for den praktiske undervisning af de nyansatte i Augustenborg.

Ledelsen udviste stor begejstring og fortalte ivrigt om de nyansattes fortræffelighed. Det skabte en enormt dårlig trivsel. De nyansatte var da sikkert flinke og ordentlige folk, men de havde jo ufrivilligt fået tildelt vores jobfunktion og skulle nu oplæres af os, som havde mistet vores job.

Samtidig manglede ledelsen fokus på mulig fastholdelse af de tilbageblivende medarbejdere – hvilket var lig med manglende indfrielse af officielle meldinger om fastholdelse og konkret handling. Der var ikke en synlig daglig eller vedblivende omtanke for de udflytterramte medarbejdere. Det skabte følelsen af at være taberen og glemt af den arbejdsplads, som mange kolleger havde haft i årtier.

Os versus dem

Rent fagligt skabte udflytningen et ukonstruktivt ’os’ versus ’dem’ mellem de tilbageblevne i København og de nye i Augustenborg.
Efterhånden som udflytningen og det begyndende fælles samarbejde mellem ’København’ og ’Augustenborg’ skred frem, blev det tydeligt, at der manglede klarhed om og identifikation af de nye roller. Uklarheden skabte øget sygefravær blandt de ansatte i Augustenborg, hvilket vi i København til tider havde svært ved fuldt ud at have forståelse for. Tilsvarende – men markant højere – øgedes sygefraværet i København, også blandt blivende medarbejdere, for fravær af klare arbejdsrammer og så markante forandringer skaber en øget sygdomsforekomst i form af stress.
I takt med opsigelserne blev der også i København ansat et stort antal nye, uerfarne medarbejdere. Det påvirkede og vil fremadrettet påvirke den samlede kapacitet.

De udskældte embedsmænd

Udflytningen har givet anledning til sensitivitet og sorg. Også over offentlighedens manglende forståelse for dem, der har mistet deres arbejde. Følelsen er, at man mener, at de dér embedsmænd sgu ikke er rigtige mennesker.

Jeg kan eksemplificere det med revynummeret ”Kommer københavnerne” i Als Revyen i 2016. Revyen fremstillede københavnere som arrogante, selvoptagede, bedrevidende personer, der ikke ville flytte til Sønderjylland, fordi de ikke kunne undvære Den lille Havfrue, Rådhuspladsen og caféerne.

Tror man, at det handler om det, har man ikke forstået den reelle udfordring.

Mange – inklusiv mig selv – kunne godt se det spændende i at bygge noget nyt op ude i landet. Men det kræver, at éns ægtefælle også kan få et arbejde. Skal man rive sine børn op? Flytte langt væk fra sine gamle forældre og sine venner? Det er jo banalt. Men nogle mener øjensynligt, det bare handler om kræsne københavnere, der for enhver pris vil beholde storbylivet.

Pres når kollegaerne forsvinder

Man kan ikke undgå at mistænke, at udflytningen også er en politisk spareøvelse: Man udskifter dyr husleje i København med billigere husleje i provinsen og andre vilkår – måske også billigere medarbejdere?

I de politiske udmeldinger har det været et vigtigt tema, at udflytningerne ikke må medføre kvalitetsforringelse. Men hvad betyder det i praksis og særligt på det personlige plan blandt de medarbejdere, der konkret skal udføre selve kerneydelsen?

I Landbrugs- og Fiskeristyrelsen vil en kvalitetsforringelse betyde, at landmænd og fiskere ikke får de EU-tilskud, de har brug for som en vigtig finansieringskilde, til tiden. Styrelsen oplyste fra start af på hjemmesiden, at der i perioder ville være tab af kompetencer og viden, som påvirkede sagsbehandlingen.

I starten, hvor vi var det samme antal medarbejdere, om end motivationen faldt enormt, talte vi løbende om, hvordan vi skulle løse arbejdsopgaverne i flyttefasen, men gradvist begyndte folk jo at få nyt job.

I begyndelsen blev man glad på andres vegne, men som tiden skred frem, kom frustrationen. Når kollegerne forsvinder – hver uge sagde vi farvel til en eller flere – og når sagsbehandlingstiderne samtidig skal overholdes, må de, som er tilbage, løbe hurtigere. Uden at det nødvendigvis anerkendes. Det skal bare gøres, da det er en del af arbejdet. I et job, som man reelt var fyret fra.

Ledelsens fokus var på sagsbehandlingstiderne, men manglede overblik, og kvaliteten i styrelsens produkter blev stadigt ringere.

Og de nye i Augustenborg var- uerfarne. De var under uddannelse i et institutionelt tomrum eller føl hos tilbageværende, erfarne medarbejdere. Til tider kunne vi tilbageværende grine i håbløshed, men fortsat udvise loyalitet. Man havde sendt os ud i kulden, men bad os samtidig om at løbe hurtigere.

Argumenterne halter

Regeringen og størstedelen af Folketingets partier ønsker fortsat bedre balance med yderligere geografisk fordeling af statslige arbejdspladser. Der skal naturligvis være gode arbejdsmuligheder for alle uanset geografisk placering. Selvfølgelig skal der det.

Desværre er jeg ofte blevet mødt af holdninger som ”det er nemmere at finde beskæftigelse i hovedstadsområdet” eller ”det er samme vilkår for privatansatte, som når danske virksomheder udflager deres produktion”. Jeg er uenig i præmissen for begge argumenter.

Det må ikke være et mål at skabe ledighed blandt statsansatte – specielt de ældre med mange års anciennitet på samme statslige arbejdsplads er i farezonen – alene fordi de bor i hovedstadsområdet.

Og sammenligningen med den private sektor er skudt forbi skiven, da man glemmer den offentlige sektors virkebetingelser. Dens kerneydelser skal løse politisk besluttede opgaver, hvorfor den ikke skal være et udtryk for umiddelbar politisk symbolpolitik.

Der er noget i hele den politiske argu-mentation for udflytningerne, som halter.

Selvom man flytter en styrelse til et slot – i øvrigt et særdeles flot barokanlæg med udsigt til vand og grønne enge – betyder det ikke, at den bureaukratiske afstand til landmænd, fiskere og føde-
varevirksomheder nødvendigvis mindskes.

Argumentet om, at dét, at éns arbejdsplads pludselig flytter langt væk, er et vilkår i en globaliseret, konkurrencepræget verden, holder heller ikke. Den offentlige og den private sektor er i denne sammenhæng tiltænkt to forskellige samfundsfunktioner.

Sæt tempoet ned

Statslige institutioner skal kunne levere deres politisk fastsatte kerneydelser. Derfor må politikerne tænke over tempoet, jævnfør bedre balance. Det nuværende tempo for udflytning er ude af trit med virkeligheden. Dels fordi man ikke kan finde de specialister, som på dele af kerneopgaven er nødvendige for at løse opgaven på samme niveau som før, i de nye geografiske omgivelser. Dels fordi den institutionelle erfaring først om adskillige år vil komme på niveau med tidligere. Derfor vil vi et langt stykke tid frem se langsommelig sagsbehandling og kvalitetstab på kerneydelser til borgerne.

Man må heller ikke se bort fra, at manglende institutionel erfaring også vil kunne skabe udfordringer i forhold til EU.

Så selvom der skal være arbejds-mulig-heder for alle uanset geografi, må tem-poet i udflytningerne – set i lyset af mine erfaringer i Landbrugs- og Fiskeristyrelsen – ikke tage overhånd. Klap hesten og giv processen den nødvendige tid og den balance, som en så vanskelig øvelse kræver. Ellers får vi et utilsigtet kvalitetstab og negative følgevirkninger blandt lønmodtagere bosiddende i hovedstadsområdet, nemlig dem, som var ansat på en udflyttet arbejdsplads, og som nu står permanent uden job, og som mangler statslige jobs at søge.

Utryghed blandt statsansatte

Hvad mig selv angår, var jeg hurtigt klar over, at jeg ingen mulighed havde for at følge med mit job til Als. Jeg har familie og et skolebarn i København. Jeg har imidlertid været så heldig, at jeg kunne udnytte mine kompetencer i Miljøstyrelsen. Det er en stor tilfredsstillelse.

Udflytningen figurerer dog stadig i min bevidsthed, for politikernes kommende planer om nye udflytninger kender vi jo ikke. Det skaber fortsat utryghed hos mange ansatte i centraladministrationen. Det må ikke medvirke til et kvalitetstab.

Ifølge regeringsgrundlaget vil regeringen i 2018 ”fremlægge forslag til yderligere udflytning af statslige arbejdspladser – baseret på erfaringerne med de allerede besluttede udflytninger”. Det er endnu uvist, hvordan disse erfaringer bliver indsamlet.