”De mørke personlighedstræk, som jeg måler, er ikke diagnoser, så man skal passe lidt på med terminologien. Psykopati – eller det, vi i dag kalder dyssocial personlighedsforstyrrelse – er en reel psykiatrisk diagnose, og den kan først stilles efter en grundig udredning i psykiatrien. Godt nok vil der generelt i grupper med høje scorer på de ’mørke træk’ være flere, der ville kunne få stillet en diagnose – men man kan sagtens score højt på trækkene, uden at man har en dyssocial personlighedsforstyrrelse. Så der er ikke et 1:1-forhold. Og så skal man huske, at det her er gennemsnitsscorer – der er store variationer inden for grupperne."