Som læsere af Djøfbladet vil vide, er regeringens Ledelseskommission fløjtet i gang, og kommissionens medlemmer har forhåbentlig snøret løbeskoene, for der er ikke lang tid til afrapporteringen ved årsskiftet – når vi også tager emnets komplicerede karakter i betragtning.
Så hvad mon vi kan læse i kommissionsrapporten om otte måneder fra nu? Ja, det er jo som bekendt svært at spå om fremtiden, men jeg sætter nu alligevel min lid til, at en tillidsbaseret ledelse og styring af den offentlige sektor er blandt kommissionens anbefalinger. Og det skal vel at mærke være en tillid, der starter helt øverst i styringskæden hos de folkevalgte, der af vælgerne har fået mandatet til overordnet set at indrette den offentlige sektor.
Det siger jeg ikke for at fritage hverken offentlige ledere eller medarbejdere for ansvaret for noget af det overflødige bureaukrati, som desværre stadig plager dele af den offentlige sektor. Men når alt kommer til alt, handler det om delegering af tillid og frirum helt fra toppen af.
Den tillid skal vi som ansatte i den offentlige sektor forvalte med tilsvarende ansvarlighed. Vi skal omsætte tilliden til øget innovation og afprøvning af nye metoder – og dermed tage endnu et livtag med nulfejlskulturen – og vi skal også bruge tilliden til at gøre driften så enkel som mulig, så borgerne og virksomhederne oplever et bedre, enklere og mere effektivt møde med den offentlige sektor.
I den forbindelse er det for mig utroligt vigtigt at understrege, at vi i den sammenhæng ikke må skære alle offentlige institutioner over én kam.
Både i regeringens ”Sammenhængsreform” og på en høring på Christiansborg for en god måneds tid siden blev sammenligninger mellem offentlige institutioner fremhævet som et stærkt styringsredskab. Her vil jeg gerne lige hejse det gule advarselsflag. Vi skal passe på, at vi ikke ad bagvejen introducerer et nyt styringsinstrument, som grundlæggende går kontra på selve tanken om tillidsfuldt at give plads til ledelse og udvikling af den offentlige sektor, dér hvor den er: På de enkelte arbejdspladser, der hver især er meget forskellige.
For ellers risikerer vi, at sådanne målesystemer og benchmarks skævvrider fokus og ikke får fat i det, der er væsentligt for at skabe kvalitet. Der er også en risiko for, at de misser ikke uvæsentlige forskellige rammevilkår. Når det så er sagt, er det Djøfs klare holdning, at en kompleks størrelse som den offentlige sektor ikke kan klare sig på tillid og kildevand alene. Styring skal gå hånd i hånd med tillidsbaseret ledelse.
Djøf er repræsenteret i følgegruppen til Ledelseskommissionen. Vi har derfor gode muligheder for at påvirke den endelige rapport og undervejs tale lederne i den offentlige sektor op.
For de gør, sammen med tusindvis af dygtige medarbejdere, en kæmpe indsats for at drive samfundsinstitutionerne til gavn for virksomheder og borgere.
