Alle har råd til en smartphone

Diskussionen om ulighed er først og fremmest politisk, men tages også op i den økonomiske faglitteratur, fordi det ikke er ligegyldigt for den økonomiske vækst, hvordan goderne er fordelt. De mest velstående har en lavere forbrugskvote, og det betyder, at det kan være til skade for den økonomiske vækst, hvis indkomstfremgangen er meget ulige fordelt. Og ud fra en sociologisk synsvinkel kan man argumentere for, at høj ulighed svækker sammenhængskraften og dermed baner vejen for ekstremer som Donald Trump, Nigel Farage og Marine Le Pen.

I lande som USA, England og Frankrig har man over de seneste år oplevet en markant stigning i uligheden, og navnlig i USA har den brede befolkning ikke oplevet nogen væsentlig fremgang i deres indkomst i modsætning til den rigeste ene procent. Blandt de grupper, der har fået den største indtægtsfremgang, er topchefer, og det gælder ikke blot i USA, men også i det øvrige OECD.

Derfor gav det god mening, at topøkonomen Thomas Piketty i 2013 udgav sit hovedværk, ’Kapitalen i det 21. århundrede’. Pikettys hovedpointe var, at væksten i kapitalafkastet over tid er højere end den økonomiske vækst, og det betyder, at de, der ejer produktionsmidlerne, systematisk bliver rigere end alle andre. Det er ikke svært at vinde genklang for denne argumentation, når nu aktier og boligpriser er steget nærmest uafbrudt siden finanskrisen, men spørgsmålet er så, om Pikettys argumentation også gælder for Danmark.

Det har Niels Ploug, der er direktør for personstatistik ved Danmarks Statistik, sat sig for at finde ud af i samarbejde med en række eksperter, som bl.a. omfatter professorholdet Peder J. Pedersen, Torben M. Andersen og Gösta Esping-Andersen. Desværre med en del gentagelser af Pikettys pointer til følge, som godt kunne have tålt yderligere redigering.

Men Danmark er ikke noget dårligt sted at efterprøve Pikettys hypoteser. Vi har måske verdens mest omfattende personstatistik og ved alt om danskernes løn, uddannelse, job, arbejdssted, sygdom osv. over et helt livsforløb. Det skaber grobund for en grundigere analyse, end Piketty havde mulighed for, og det får vi også langt hen ad vejen.

Uddannelse bryder ikke uligheden 

Resultatet af de mange analyser kan siges meget kort: Uligheden er også steget i Danmark, men fra et meget lavt niveau, og derfor er vi fortsat et af de lande i verden med den laveste ulighed. Uddannelse bryder ikke uligheden

Bogen er inddelt i forskellige temaer, og blandt de mere interessante er kapitlet om ulighed og uddannelse. Uddannelse er nemlig en indlysende vej til at bryde den sociale arv, men bogen viser, at uddannelsessystemet ikke ændrer ulighedsmønstret i noget videre omfang, for det er i høj grad middel- og overklassens børn, der fylder op på de videregående uddannelser.

Et andet interessant kapitel handler om ulighed og pension. I Danmark har vi siden 1990’erne udviklet et unikt arbejdsmarkedspensionssystem, og i forhold til Pikettys pointe om, at væksten i kapitalafkastet er højere end den økonomiske vækst, er det interessant, at vi har akkumuleret næsten 4.000 mia. kr. i vores pensionssystem. Derfor får den almindelige arbejder også del i kapitalafkastet, og det medvirker til at reducere uligheden.

Gösta Esping Andersens kapitel om omfordeling viser, at Danmark ikke blot omfordeler via indkomstoverførsler, men også via universelle serviceydelser. Det har eksempel­­vis stor betydning for børnehavebørn, hvor navnlig de svagest stillede oplever de største relative fremskridt som følge af pædagogisk stimulans. Det er kapitler som dette, der gør bogen original.

Er der mangler? Jeg ville gerne have haft mere at vide om, hvad den bagvedliggende årsag til uligheden er i Danmark, og hvordan vores institutioner har modvirket det, vi har set i de fleste andre lande. Eksempelvis har vi næsten ingen ungdomsarbejdsløshed. Og man har i de sidste 30 år ment, at globalisering og ny teknologi har overflødiggjort navnlig mange ufaglærte jobs, men disse faktorer har også gjort os rigere. Alle har råd til en smartphone, der kan det samme som et fjernsyn, en computer, et stereoanlæg osv. kunne tidligere. Det nærmer sig den ultimative lighed, at direktøren og fabriksarbejderen kigger ned i den samme skærm – og i øvrigt bruger stadig mere tid på det. Og hvad med den stigende indvandring? Den må også bidrage til ulighed, da ikke-vestlige indvandreres beskæftigelsesgrad desværre ligger alt for lavt.

Ved læsning af Pikettys bog er man aldrig i tvivl om det ideologiske udgangspunkt. Han er oprigtigt indigneret, men det kan man ikke sige om denne bogs forfattere, som klædeligt holder sig fri for polemik. Heri ligger også udfordringen ved bogen, som er en kende tør, selv om der er tale om et af de varmeste politiske debatemner både her og internationalt. 

Om anmelderen