Ikke en branche, man har lyst at se sit barn i

Det gælder ikke alligevel, for jeg er ikke myndig!”

Når Lisbeth Gabrielsen som barn tabte til sin storebror i kortspil, og de på forhånd havde aftalt, hvad indsatsen var, kunne hun finde på at henvise til lovgivningen som en udvej. Hun var tidligt fascineret af juraen, og det blev kun forstærket med alderen.

”Der er aldrig rigtig andet, jeg har haft lyst til. Min far var meget god til at fortælle pædagogisk om aktuelle emner. Fx kan jeg huske, at han forklarede mig om selskabstømning, da jeg var omkring 10 år. Det er ikke, fordi han er advokat, at jeg også vil være det – interessen har simpelthen ført mig det samme sted hen,” fortæller den 28-årige advokatfuldmægtig hos SIRIUS advokater.

Det udløste ikke de store følelses­udbrud hos Bo Vadt Christensen, da datteren i sin tid annoncerede sit studievalg:

”Min kommentar var, at det havde været bedre og mere brugbart, om hun havde valgt at blive blikkenslager. For hvad skulle familien dog med endnu en jurist?”

Lisbeth Gabrielsen indskyder vel­oplagt, at hun senere har kompenseret ved at blive kæreste med netop en blikkenslager. Og egentlig synes Bo Vadt Christensen, at det har sine fordele at dele branche med datteren:

”Det er meget sjovt at have fælles faglig interesse, og når vi mødes over en middag, taler vi en del jura. Det kom ikke som den store overraskelse, at hun endte med gå den vej, og det er fint nok, at hun læste jura – men stod det til mig, behøvede hun ikke også at blive advokat. Det er blevet en hård branche med voldsom konkurrence. Ikke én, man har lyst at se sit barn i,” siger Bo Vadt Christensen ligeud.

For mange arbejdstimer

Djøfbladet møder far og datter på Østerbro i København, hvor han sidste år blev partner i advokatvirksomheden Elmann efter syv år som partner i det væsentligt større Delacour.

”Jeg blev træt af arbejdspresset, som jeg synes virker meget udtalt i mange af de store advokatvirksomheder efter­hånden. Det konstante pres for at bogføre timer er belastende i det lange løb. Beslutter ledelsen, at der skal tjenes flere penge, bliver der bare skruet en tak op for kravet til de debiterbare timer, så der skal knokles endnu hårdere. De matematiske modeller får lov til at styre uden hensyn til arbejdsmiljøet,” siger Bo Vadt Christensen.

Han medgiver, at han som partner selv er med til at sætte rammen for kravene, men:

”Når man er 25 partnere, er det ikke let at skabe et modtræk og komme igennem. Jeg fik nok og skiftede til Elmann, som er en mindre advokatvirksomhed, hvor man kender hinanden bedre og vægt­er arbejdsmiljøet højere. Vi har også travlt her, men ikke på samme slidende måde. Nu glæder jeg mig til at komme på arbejde igen, selv om skiftet selvfølgelig betyde en lavere indtægt.”

Hans oplevelse er, at branchen generelt bevæger sig i den forkerte retning:

”Der er gang i en skæv og skidt udvikling, hvor kollegialiteten er blevet mindre. Tidligere kunne man hjælpe hinanden, selv om man var modparter. Nu kan man ikke længere være sikker på, at en aftale er en aftale kolleger imellem. Og opstår den mindste gnidning, kan man ligefrem forvente at få et brev med trusler om at blive gjort erstatningsansvarlig.”

Brydningstid i branchen

Lisbeth Gabrielsen er ikke blind for, at arbejdsmiljøet er under pres, og at der er spidse albuer i branchen:

”Der er mange, der gerne vil rykke hurtigt frem i karrieren. Det undgår man ikke at mærke indimellem – men det børster jeg af mig, det giver hår på brystet.”

Hun er klar over, at hun er gået ind til et arbejdsliv, hvor hun ikke skal forvente et 8-16 job. Det blev hun allerede bevidst om fra 13-års alderen, da hun efter sine forældres skilsmisse flyttede ind hos sin far. I den periode oplevede hun jævnligt, at hun måtte klare sig selv med kort varsel, fordi han pludselig måtte til Jylland for at hjælpe en klient.

”Det kunne nogle dage være hårdt, men jeg har aldrig følt, at jeg har manglet min far. Han var der for mig, og jeg kunne altid få fat på ham, hvis der var noget. Samtidig betyder det, at jeg er realistisk i forhold til den branche, jeg har valgt – jeg er gået ind i det med åbne øjne og er ikke i tvivl om, at et vist arbejdspres er uundgåeligt. Men det skræmmer mig ikke,” siger Lisbeth Gabrielsen, som tror på, at en positiv forandring er undervejs i faget.

”Jeg ser tegn på, at vi er i en brydningstid, hvor mange er ved at have fået nok og siger fra over for krav, der bliver skruet op og er blevet det i en årrække. For mig at se kan det ende med noget godt – med at man som branche ikke vil acceptere det længere.”

Lisbeth Gabrielsen peger på, at der allerede er mange små og mellemstore advokatvirksomheder, der bevæger sig den vej:

”På min arbejdsplads  er man bevidst anderledes, og der lægges ikke så voldsom vægt på debiterbare timer.  Vi får at vide, at der også skal være plads til andet i livet, og jeg ser superdygtige advokater og ledere omkring mig, som også efterlever det og har en hel tilværelse, samtidig med at de gør karriere.”

Samarbejde – nej tak

Hvad hun vil med sin egen karriere, har hun ikke faste forestillinger om, men hverken hun eller faren kan forestille sig, at de kommer til at arbejde i samme virksomhed. Det har de allerede prøvet, da hun som studerende var ansat under ham.

”Det var lærerigt for mig, og jeg var glad for muligheden. Men ingen af os ville gøre det om. Hvis du var stresset, gik det mere ud over mig. Der var ikke det samme filter som over for de andre,” konstaterer Lisbeth Gabrielsen, og Bo Vadt Christensen giver hende ret:

”Jeg var tilbøjelig til at være for hård ved Lisbeth, så ingen skulle tro, at hun blev positivt særbehandlet.”

Længere inde i studiet skaffede hun sig arbejde i en anden advokatvirksomhed uden at trække på hans netværk:

”Når man er på vej ind i samme branche som sin far, bliver det meget vigtigt at vise, at man kan selv. Det er i hvert fald vigtigt for mig.”

Arbejdsglæde

Hun er ved at være specialiseret i arbejds- og ansættelsesret og kan i øjeblikket ikke forestille sig noget mere spændende.

”Arbejdsretten er utrolig interessant at dykke ned i. Det giver mig en intens arbejdsglæde. Den passion håber jeg, at jeg kan bevare, for efter at have oplevet den bliver den meget svær at undvære.”

Bo Vadt Christensen har som nævnt på sin side fået arbejdsglæden tilbage efter skiftet til Elmann og har også haft den langt størstedelen af sin karriere. Noget af det, han sætter allerstørst pris på i sit arbejde, er, når han er med til at vinde en sag, der har stor betydning for almindelige mennesker.

”Et eksempel var en sag med et ægtepar, som stod til at miste hele deres pension og livsgrundlag. En vekselerer havde anbefalet dem at investere alle pengene i højrisikable papirer, og hele formuen blev tabt i forbindelse med finanskrisen. At vinde sagen og kunne sige til ægteparret, at de fik det hele retur, var en helt særlig tilfredsstillelse. Det betød virkelig noget for de mennesker.”

Fascineret på livstid

Arbejdsglæden ligger for ham også i at følge med på det juridiske område, læse skelsættende domme og holde sig orienteret om nye tendenser. Og sådan har det altid været.

Det var fascinationen af juraen som værktøj, der i sin tid indfangede ham og fik ham til at gå i gang med studiet. Han var langt oppe i 20’erne og havde uddannet sig til sygeplejerske – og også arbejdet som portør, flyttemand og bryggeriarbejder – før han blev opmærksom på juraen som en mulighed i forbindelse med sit bestyrelsesarbejde i en andelsbolig.

”Jeg var med til at udfærdige nye vedtægter og blev meget optaget af juraen i det. Og det har aldrig sluppet mig. Jeg synes, det er interessant at følge meget med i, hvad der sker,” fortæller Bo Vadt Christensen, der er medlem af Advokatrådets Regel- og tilsynsudvalg.

Hans overordnede indtryk er, at det står godt til med etikken i branchen, selv om der altid er nogle, der har behov for at stramme op. Hans oplevelse er også, at der fortsat i al almindelighed står respekt om advokatfaget.

”Hvis jeg er ude til en middag, og man spørger hinanden om, hvad man beskæftiger sig med, får jeg tilbagemeldinger, der vidner om, at det er et respekteret fag. Der er selvfølgelig alle advokatvittighederne, som man tit må lægge øre til i samme omgang. Jeg kan lige så godt fortælle dem selv – jeg tror ikke, der er nogen, jeg ikke har hørt,” siger den erfarne advokat.

Is i maven

For Lisbeth Gabrielsen er meget stadig nyt. Hun bygger konstant mere viden op om arbejdsret.

”Jeg er helt opslugt af at specialisere mig stadig mere i det. Indimellem kan jeg være usikker på, om jeg gør det rigtige og gør det godt nok. Det er et markant spring at gå fra at arbejde med juraen på det teoretiske plan til at have med klienter at gøre. For én ting er, hvad du i teorien har af muligheder. Når der er levende mennesker involveret, som også har en holdning og et mål, er det noget helt andet og større at forholde sig til,” siger advokatfuldmægtigen.

Bliver der brug for en peptalk, er hendes far leveringsdygtig. Han kender gamet og aktørerne, og han ved, at det er nødvendigt at få en vis portion is i maven i forhold til risikoen for at begå fejl.

”Jeg har selv begået nogle bommerter hen ad vejen, fx som helt grøn indfriet pantebreve, der ikke burde have været indfriet. Det er ikke sjovt at gå ind og fortælle chefen, og det giver ondt i maven den dag. Men så må man videre, man kan ikke lade sig handlingslamme. Man kan lige så godt først som sidst erkende, at ingen kommer igennem et arbejdsliv uden at begå fejl.”