"Her skal du begå en masse fejl og lære af dem"

Kollegaerne på Politiken drillede Rikke Laulund, første gang hun skulle på forretningsrejse og skrev i sin autosignatur, at hun var på tjenesterejse.

Det er knap to år siden, hun forlod et job som kontorchef i Justitsministeriet for at blive administrationschef på Politiken. Her har hun ansvar for budgetter og personaleadministration.

”Karrieremæssigt kan jeg se, at det helt klart er nemmere at sprænge nogle rammer her. Det system, jeg kommer fra, er bygget op omkring nogle mere faste rammer. Du starter som fuldmægtig og tager den skridt for skridt derfra,” siger Rikke Laulund.

”Der er intet organisationsdiagram”

Sproget i mails er også bare ét af de andre punkter, hvor hendes tidligere og nuværende arbejdsplads adskiller sig fra hinanden.

”På Politiken griber man meget hurtigere til at kommunikere, hvor min oplevelse er, at vi var mere ordknappe og faglige, der hvor jeg kom fra. Her skriver man også altid ’bedste hilsner’ eller ’alt godt’ – det gjorde jeg aldrig i Justitsministeriet. På Politiken kommunikerer man, som man ville gøre over for en privatperson. Så nu skriver jeg aldrig, at jeg er på tjenesterejse mere – jeg skriver, at jeg ikke er på kontoret,” siger Rikke Laulund og griner.

Lige efter ansættelsen på Politiken skrev hun en såkaldt digital ’undre-bog’. Efter sit første Politiken-arrangement noterede hun: ’De drak mere vin, alle talte i munden på hinanden, men de var ude før kl. 23.10.’

Hun nedfældede også et andet undringspunkt: ’Der er intet organisationsdiagram.’

”Det måtte jeg så selv lave for at danne mig et overblik – nu klarer jeg mig fint uden.”

Fra nulfejlskultur til frie rammer

Siden Rikke Laulund blev juridisk kandidat, er hun vokset op i en nulfejlskultur, mens det på Politiken er et fremmedord.

”I starten, hvor jeg begik nogle fejl, blev jeg meget forskrækket og tænkte: ’Nu ryger jeg ud på røv og albuer.’ Men her er det handling, man bliver bedømt på og værdsat for. Du skal begå en masse fejl, men gøre det hurtigt, tage ved lære af dem og så komme hurtigt videre.”

Der er i det hele taget nogle friere rammer, siger Rikke Laulund.

”Her er jo ikke nogen offentlighedslov. Der er ikke det samme bureaukrati og faste procedurer. Men det betyder også, at der ikke er noget fællessystem til at samle informationer op. På den måde er det værd at fremhæve det offentlige bureaukrati som en styrke – det giver jo gennemsigtighed og videndeling.”

Det ser Rikke Laulund som noget af det, man kan byde ind med, når man kommer fra en offentlig virksomhed til en privat – at kunne systematisere og fx sætte struktur på vidensdelingen.

Mere slinger i valsen

I det hele taget kan faste procedurer godt være en force, som en offentligt ansat med fordel kan bringe med ind i en privat virksomhed, mener hun.

”Det kan godt være, at det tager tid at træffe beslutninger i centraladministrationen. Men når det er sket, er man rigtig god til at eksekvere dem – man har et helt maskineri, der går i gang, og så buldrer man derudad. Her er der mere slinger i valsen. Bare det at bestille en barselsbuket til en kollega kan blive besluttet flere steder, hvilket betyder, at der kan blive sendt flere af sted og af varierende størrelse. I det offentlige er der nogle helt faste procedurer for, hvad man gør.”

På spørgsmålet om, hvorvidt hun kunne tænke sig at vende tilbage til centraladministrationen, svarer hun:

”Det kunne jeg godt overveje. Lige nu er jeg glad for at være her. Men på længere sigt ja.”

Rikke Laulund er en af mange djøfere, der i disse år skifter fra den offentlige til den private sektor. Læs mere om tendensen og få en headhunters gode råd om, hvad private arbejdsgivere leder efter, i artiklen her.