20 år med Djøf

Men Djøf har klaret sig godt. Da Mogens Kring Rasmussen blev direktør i 1997, var der 34.000 medlemmer, nu er der over 90.000.

Men de er jo nærmest kommet af sig selv, fordi samfundet i alle de år har uddannet og ansat stadig flere og flere nye djøfere?

”Nej. I dag er det et aktivt tilvalg at være medlem af en fagforening. Ikke fordi behovet for at have nogen i ryggen er blevet mindre. Det stiger tværtimod, sådan som arbejdsmarkedet udvikler sig. Men at få medlemmer og holde på dem kræver, at man giver medlemmerne værdi. Dér har Djøf målt på medlemsvækst klaret sig godt.”

Fra ’fedterøvstillæg’ til netværk

Da Mogens Kring Rasmussen var ung, var Djøf en forening af offentligt ansatte embedsmænd. Det, der fyldte, var de kollektive overenskomster. De unge embedsmænd diskuterede indædt, om man som fagforening kunne gå ind for individuelle løntillæg, kaldet ’fedterøvstillæg’. De privatansatte djøfere var en usynlig minoritet, og i hovedbestyrelsen var stemningen mellem de to fløje dårlig.

I dag er individet i fokus, de privatansatte djøfere udgør 47 pct. af de beskæftigede medlemmer, og stemningen i Djøfs bestyrelse er god.

Udviklingen i Djøfs ydelser de sidste 20 år er helt overvejende sket inden for karriere, kompetence, internationalt arbejdsmarked og faglighed, fastslår Mogens Kring Rasmussen.

Men fagligheden – er det ikke samtidig akilleshælen, fordi medlemmerne i dag er spredt på så mange forskellige uddannelser og jobfunktioner?

”Nej. Djøferne har en fælles faglig kerne, som er at udvikle, forny, koordinere, strukturere og organisere. Det har næsten alle djøfere som en del af deres arbejde. Og Djøf forløser foreningstanken ved at være en platform for, at djøfere med fælles faglige udfordringer kan mødes i bl.a. mentorskaber, til kaffemøder, debatmøder, i klubber kloden over og i over 100 faglige netværk.”

Den sorte døds indtog

Hvad, synes du, har været dit personlige bidrag?

”Som topleder kan man sagtens helt selv skabe fiaskoer, men man kan ikke selv skabe en succes. Det gør man med andre. For mig er det allervigtigste, at vi i Djøfs sekretariat er lykkedes med at få en kultur, hvor medlemmet er i fokus. Det er ikke kun noget, vi siger.”

Det vil medlemmerne nok gerne se dokumentation for?

”Ja. Vi måler løbende tilfredsheden hos de medlemmer, som har haft kontakt til sekretariatet. Og medlemmerne anbefaler i høj grad andre medlemmer at anvende vores tilbud. Anbefalelsesgraden ligger og svinger omkring de 90 på en skala, der går til 100. Det er exceptionelt højt for organisationer af vores slags.”

Djøferne giver altså gode karakterer for servicen, men det får de ikke selv af danskerne. For nylig nåede den såkaldte djøf-bashing et nyt højdepunkt, da en overlæge på fornem avisplads kaldte de danske hospitalers administrationsgange for ’et ædetrug for djøfere’. Den sorte døds indtog var det.

Er det gået fra skidt til værre i din direktørtid?

”Det har været der hele min tid; nogle gange mindre og andre gange mere. Basalt handler det om, at djøferne fik opgaven at få styr på udgifterne i velfærdsstaten, da de løb løbsk for politikerne i 60´erne og 70´erne. Det er klart, at det gav en reaktion fra andre faggrupper. Djøferne blev symbolet på en ubehagelig virkelighed med en ret hård økonomisering af ressourcerne.”

Oveni kommer tidens elite-kritik.

”Herhjemme siger man bare ’djøferne’ i stedet for ’eliten’. I et sundt samfund skal eliten kritiseres og udfordres, men problemet er, når man vil give djøferne skyld for globaliseringens konsekvenser for samfundsudviklingen.”

Helte og slyngler

Men hvad med kritikken af New Public Management i velfærdsstaten – skal djøferne ikke være selvkritiske her?

”Jo. Jeg mener, at NPM og andre tiltag var nødvendige for at få løst de samfundsøkonomiske problemer, man stod med. Omvendt er der ingen tvivl om, at det på en række måder er blevet trukket for langt ud. Det er der en bred erkendelse af i dag. Vi skal styre på en bedre måde, og det skal Djøf bidrage aktivt til.”

Derfor har Djøf fået et såkaldt Brobygningssamarbejde med FOA, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Politi og Kommunaldirektørforeningen på benene.

”Vores udgangspunkt er, at hvis man skal blive bedre, skal man have feedback. Derfor skal vi høre fra de andre fagligheder, hvad vores faglige svagheder er. Det har alle faggrupper brug for i et rum med respekt for hinandens forskellige faglighed. Målet er, at vi sammen kan finde nogle bud på bedre styring.”

Rent faktisk er antallet af nye djøfere dog vokset meget mere i den private sektor end i den offentlige sektor de sidste 20 år. Ifølge Danmarks Statistik er 61 pct. af alle med en samfundsvidenskabelig eller erhvervsøkonomisk uddannelse i dag privatansatte.

Man hører ikke smedene på Vestas klage over, at de ikke kan lave deres møllevinger, fordi der går djøfere i vejen for dem – men det er ikke desto mindre fortællingen i velfærdsstatens maskinrum?

”Ja. Dansk Metal ønsker flere højtuddannede i virksomhederne. I den private sektor er djøferne tæt på at være helte. Alle undersøgelser viser, at virksomheder, som ansætter djøfere, vokser både økonomisk og i antal ansatte. Det paradoksale er, at når de samme kompetencer bruges i det offentlige, så er djøferne slyngler. Udfordringen er jo, at man ikke ligesom i den private sektor umiddelbart kan aflæse den værdi, som djøferne skaber i den offentlige sektor.”

Medierne plukker i fakta

Hvordan oplever du, at medierne har behandlet Djøf og djøferne?

”Det svar afhænger jo meget af, hvad der er mediernes rolle. Når pressen opfylder sit ansvar med at forsvare de svage og udfordre magthaverne, står djøferne ikke forrest som dem, der skal forsvares. Vi hører ikke til de små i samfundet. Men nogle gange bliver jeg forvirret over, hvad pressen selv vil med sin rolle – få klik eller bidrage til en oplyst samfundsdebat?”

Oplever du, at medierne nogle gange har været unfair eller ligefrem postfaktuelle?

”Når du spørger – ja, det gør jeg. Jeg har mange gange siddet med en viden i personsager, hvor Djøf har bistået medlemmer, og set, hvordan medier omhyggeligt plukker i en kompleks sags fakta for at kunne skrive en historie med en helt bestemt vinkel. Det har tit frustreret mig voldsomt. Måske jeg husker forkert, men jeg synes, det var lidt anderledes for 20 år siden.”

Nogle ser Djøf som den, der alene forsvarer dem med stjerner på skuldrene?

”Det kan man ikke fortænke folk i at tro. Medierne skriver jo om os netop, når vi bistår et medlem med ’stjerner på skuldrene’, for det er dem, medierne interesserer sig for. Vi kommer ikke i avisen i alle hverdagens sager, hvor vi bistår de mange medlemmer, der ikke er kendte i medierne.”

Old boys-biking

Der venter ikke den 67-årige Mogens Kring ­Rasmussen en seniorbestyrelses­karriere, når han 1. maj stempler ud. Det ønsker han ikke.

Alle skal på pension på et tidspunkt – hvordan har du forberedt dig?

”Jeg har – i mange år – tænkt, at hvis jeg fik lov til at opleve det, så vil det blive dagen, hvor jeg får gaven at kunne gøre noget helt, helt andet end det, jeg har gjort i 40 år. Det er dét, jeg vil. Mere vil jeg ikke fortælle. Jeg glæder mig, men jeg tænker da på, hvordan det vil føles at gå direkte fra 65 timer om ugen til 0.”

Foreløbig optrappes der til det nye liv med to motorcykelture i maj og juni til Alsace og Toscana med venner fra MC-klubben på den sorte Harley-Davidson Ultra Classic Electra. I fagsproget verdens hurtigste pølsevogn, fordi den er så stor, tung – og magelig.