Minimumskompetencer

Yes!

Jeg tog røret, mens jeg skævede ned mod den udtjente computer under mit skrivebord: Ledelsesinformationssystemet. En bundløs sump af internt forbundne Excel-ark, som var blevet klasket sammen i tidernes morgen og nu kun blev holdt sammen med tyggegummi, USB-sticks og jævnlige menneskeofre til Bill Gates. Og som jeg – endelig! – havde fået lov til at hyre en student til at holde i live, så jeg aldrig mere skulle røre ved det.

”Jeg kan se, at du vil søge en student med særlige kompetencer inden for Excel,” begyndte HR-konsulenten i den anden ende.

”Præcis,” nikkede jeg entusiastisk, mens jeg for mit indre blik forestillede mig en fremtidig drømmetilværelse renset for Excel og alle dets gerninger. 

”Desværre er det ikke noget, vi umiddelbart kan godkende inden for koncernstrategien.”

Drømmesynet krakelerede brat.   

”Må jeg ikke ansætte en student?” Jeg stir­rede uforstående ned mod telefonrøret. ”Men stillingen er jo godkendt af styrelses­direk­tøren.”

”Det er så heller ikke stillingen, der er problemet,” forklarede konsu­lenten.

”Hvad er det så?” spurgte jeg forvirret.

”Vi kan ikke godkende et jobopslag, hvor I efterspørger Excel-kompetencer.”

”Men det er jo Excel, han skal arbejde med,” protesterede jeg. Selv for koncern-HR var dette her forbavsende idiotisk.

”Og det er selvfølgelig beklageligt,” medgav HR-konsulenten. ”Desværre er koncernstrategien meget klar på dette her punkt: Efter etablering af det nye koncern-IT må der ikke opbygges IT-kompetence i de decentrale enheder. Så hvis I skal bruge Excel-kompetence, skal I købe det som intern konsulentydelse af Koncern-IT.”

Koncern-IT? Jeg mærkede jorden skride under mig.

Vi kunne jo ikke bruge koncern-IT som konsulenter på ledelsesinformationssystemet. Så ville de jo ... opdage, at det fandtes. Og flippe fuldstændig ud over at vi havde et system stående, som blev holdt sammen med tyggegummi … og tvinge os til at bruge en kvart milliard på at opgradere det, eller … oh rædsel … flytte os over på den klump størknet beton, som gik under navnet koncernsystemet.

”Men som sagt er problemet ikke så meget stillingen,” sagde HR-konsulenten i et lidt svævende tonefald. ”Det er jo en rent decentral beslutning. Hvis du forstår, hvad jeg mener.”

Jeg forsøgte forgæves at forstå, om jeg forstod, hvad han mente.

”Det, du siger,” begyndte jeg langsomt, ”er, at jeg godt må ansætte en student til at arbejde med… ”

Jeg fiskede et øjeblik efter den rette formulering: ”... de opgaver, som foreligger i kontoret. Bare han ikke er ekspert i Excel?”

”Det er helt korrekt,” sagde HR-konsulenten lettet.

”Så i virkeligheden er det centrale spørgsmål…”

Og så forstod jeg det: ”Hvor lidt han skal vide om Excel, for at jeg stadig må ansætte ham?”