Kunsten at tage ansvar på afstand

Den offentlige sektor bevæger sig. De færreste ved helt præcist hvorhen, men alle kan nok blive enige om, at folkeskolerne, plejecentrene, skattevæsenet, sygehusene og uddannelserne er et andet sted i dag end for bare 10 år siden.

Vores opfattelse af velfærd har også flyttet sig. ­Tidligere kunne offentligt ansatte lange mere eller mindre standardiserede ydelser over disken. Nu er borgerne med stor selvfølge med til at designe ydelsen.

I den offentlige sektor er vi derfor mange, der er udfordret på vores hidtidige metoder, kompetencer og teknologi. Og toplederne må spørge sig selv, hvordan i alverden man fra rådhuset eller fra statslige kontorer kan ­lede på en måde, så andre føler sig set og ­inkluderet og hjulpet til at få et godt og sundt liv. Hvordan man på afstand kan tage ansvaret for alt det, der sker i mødet mellem andre mennesker.

Det giver Klaus Majgaard nogle bud på i sin nye bog. Og Majgaard er ikke en hr. hvem som helst. Han er tidligere topleder i stat og kommune og var indtil for nylig forsker i offentlig ledelse på CBS og underviser på MPG- og MBA-programmerne. Han har i en årrække beskæftiget sig med sammenhængen mellem styring og ledelse, og han synes aldrig at ligge på den lade side.

Han har mange udgivelser bag sig, og for et par år siden satte han den ledelsesmæssige dagsorden i Danmark med en bog om offentlig styring. Ifølge Majgaard ender meget offentlig styring som symbolske slag i luften. Det var der mange, som talte om for nogle år siden, og lur mig, om ikke mange i den kommende tid vil begynde at tale om lederes handlekraft. Det er svært at spå, men jeg vover pelsen: Handlekraft bliver det nye sort inden for offentlig ledelse.

Fire håndplukkede topledere

Handlekraft handler ikke om gennemslagskraft – om at få det sidste ord og trumfe viljer igennem. Majgaard definerer handlekraft som et engagement, der udøves af flere. Handlekraft viser man, hvis man forstår at mediere mellem de spændinger og paradokser, som er en del af dagens offentlige velfærdsproduktion, og derved gør handling mulig. Handlekraft er at skabe lige præcis de bevægelser, som fører til de rette handlinger. Ofte i en kontekst, som er under opbrud.

Majgaard har håndplukket fire topledere, som vi kommer tæt op. Det er et genialt greb. Det er fundamentalt spændende at høre om, hvordan Helene, Arne, Ulrich og Camilla griber deres forskellige udfordringer an. Om hvad de er rundet af, hvad der driver dem, og hvordan de forvalter politiske opdrag om at få ændringer til at ske.

De fire arbejder inden for skole-, ældre- og uddannelsesområdet, og deres afsæt og udfordringer er vidt forskellige. Ulrich skal i en trængt økonomisk situation vinde opbakning til en fælles vision. Helene skal sætte gang i en omfattende ændring af sin organisation – arbejdsgange, strukturer, incitamenter. Arne forsøger at skabe veje for et tilbageløb, så praktiske erfaringer med implementering af en reform når tilbage til politikerne. Camilla vil løfte de nye professionsuddannelser ved at forstærke værdikæden mellem udviklingen af viden og den praksis, som leveres. 

De fire ledere fortæller generøst om deres erfaringer og afliver effektivt enhver forestilling om, at topledere har styr på alt og svar på resten. De fægter sig frem. Fejler og fumler. Majgaard har løbende talt med og observeret de fire ledere i tre år, og han perspektiverer med bidrag fra et kæmpestort teoretisk bagkatalog.

Fortællingerne er rampen, hvorfra han formulerer sammenhængende teoretiske bud på, hvordan ledere kan udvikle og nuancere deres praksis som ledere af velfærdsforandringer. Med streg under bud.

Majgaard er nemlig for klog til at servere generiske løsninger. Men der er bud på, hvordan ledere kan håndtere det paradoks, at velfærd i dag skabes i en dialog mellem borgere og fagprofessionelle, og at der samtidig er en forventning om, at toplederne kan styre det møde på afstand – langt fra plejecentre og folkeskoler.

Slowfood til eftertanke

Bogen er indimellem spændende som en kriminalroman. Altså en af de mere komplicerede af slagsen, hvor man skal holde tungen lige i munden og af og til bladre tilbage og genlæse nogle afsnit. Majgaard kravler højt op på abstraktionsstigen. Han har det helt åbenlyst skønt deroppe i de højere luftlag, og de fire ledere fungerer som bogens anker. De er med til at holde ham nede ved jorden, hvor borgerne er, og hvor velfærden reelt skabes. 

Man sluger ikke lige bogen i en mundfuld. Der skal arbejdes lidt for sagen. Den er som slowfood og simremad. Man skal skære det hele i stykker, gå lidt til og fra undervejs for så at komme tilbage og røre i gryden. Men så breder duften sig også i form af eftertanke over éns egen organisation og praksis. Jeg vil påstå, at de fleste læsere undervejs vil blive klogere, og at alle ledere – uanset niveau – kan spejle sig i de fire hovedpersoner og finde inspiration til alt det, som indimellem er svært i en offentlig sektor i bevægelse.