Faglig respekt er det ypperste

”Sådan må det nødvendigvis være. De fleste større advokatfirmaer har regler om, at der ikke må ansættes børn af partnere i virksomheden. Og eftersom der er virkelig mange, der vælger at gå samme vej som deres forældre i det her fag, ville det lukke for mange muligheder for de unge, hvis konkurrenterne heller ikke ville ansætte dem,” konstaterer den 58-årige bestyrelsesformand for og partner i Bech-Bruun, Jacob Hjortshøj.

Han og datteren Christine Hjortshøj, som Djøfbladet møder i et af Bech-Bruuns mødelokaler med en diset udsigt til Trekroner, er selv eksempler på, at advokater opfostrer advokater. Faktisk er hun tredje generation, for hendes farfar var også advokat, fortæller Jacob Hjortshøj:

”Det var udslagsgivende for, at jeg fra 12-års-alderen vidste, at det var advokat, jeg ville være. Jeg var også sikker på, at det var erhvervslivet, jeg ville arbejde med. Muligheden for at opnå noget, hvis man arbejder hårdt, tiltrak mig. Høj løn er også motiverende, men den anerkendelse og respekt, der står om faget, havde større betydning for mig.”

Hans datter, der er færdig med sine tre år som advokatfuldmægtig hos DAHL Advokatfirma i København til april, er helt på bølgelængde:

”Respekten og anerkendelsen var også en del af grunden til, at jeg valgte at gå efter at blive advokat. Derudover rummer jobbet en alsidighed, som åbner for mange karrieremuligheder. Min far og jeg ligner hinanden meget, vi er begge konkurrencemennesker, og jeg kan også lide at arbejde hårdt, når jeg ved, at det fører til noget.”

Hemmeligt studievalg

I modsætning til sin far fandt hun først frem til, at hun ville læse jura, i gymnasietiden. Og hun fortalte ham det ikke.

”Christine sagde det kun til sin mor. Jeg måtte ikke vide det, for jeg skulle ikke bilde mig ind, at hun valgte det, bare fordi jeg er advokat. Jeg syntes, det var sjovt, selv om jeg faktisk lagde lidt pres på, for at hun skulle vælge læge i stedet. Jeg er lidt bange for, at hendes natur betyder, at hun vil påtage sig mere end godt er i den her branche. Den er hård.”

Efter mere end 30 år som advokat ved Jacob Hjortshøj, hvad han taler om. I den periode er Bech-Bruun vokset til at have over 500 ansatte, og Jacob Hjortshøj har altid haft en høj arbejdstid.

Men selv om Christine Hjortshøj igennem hele sin barndom har set sin far arbejde, også i weekender, har det ikke fået hende til at overveje, om hun skulle vælge en anden vej.

”Det skræmmer mig ikke. Jeg vil gerne nå langt i min karriere, og ja, jeg vil også gerne være partner på et tidspunkt. Samtidig vil jeg gerne have familie i en ikke for fjern fremtid og er klar over, at familieliv ikke hænger sammen med en arbejdsdag på 12 timer i døgnet, mens børnene er helt små. Men jeg tror på, at jeg kan finde en løsning og få det til at fungere.”

Kvinder træffer andre valg

Som ung kvinde har Christine Hjortshøj en større udfordring med at nå det mål end sine mandlige kolleger. Hendes far ser det ske gang på gang – de unge kvinder vælger andre veje, når de har været i branchen i omkring ti år.

”Vi vil rigtig gerne holde på de dygtige kvinder – ikke mindst nu, hvor vi er på vej ind i bedre tider økonomisk, og der bliver kamp om de bedste medarbejdere. Kvinderne har det alligevel sværere, for mens mændene bare skal passe sig selv, skal kvinderne også passe børn og mand. Det er lidt karikeret, men der er noget om det,” siger han.

Klienterne dikterer stadig i høj grad hans egen arbejdstid:

”Jeg sidder ikke med kalenderen og plotter ind, hvornår de store kunder skal komme til møde. Jeg får besked om, hvor og hvornår det foregår: Ti mennesker fra London flyver ind, og så er det bare om at være der. Bagefter får du 100 sider, som du skal kommentere inden næste dag. Det kan vanskeligt passes ind med, at du skal hente børn kl. 16. Vi prøver i så mange stillinger som muligt at indrette det, så privatlivet får plads – men samtidig er der stadig medarbejdere, som jeg bogstaveligt talt må beordre hjem fra kontoret.”

Selv om Christine Hjortshøjs gene­ration er mere opmærksom på balance i arbejdslivet end forældrenes, er hun usikker på, hvor meget forskel det gør:

”Der er oplagt mere fokus på work/life-balance end tidligere, men vi er også mange, der har lyst og vilje til at arbejde meget for at nå vores mål. Så jeg er i tvivl om, hvor meget snakken om balance i tilværelsen bliver udlevet. Omvendt er der mange måder at være advokat på. Hvis man ønsker at arbejde mindre, findes mulighederne.”

De muligheder har Jacob Hjortshøj aldrig for alvor overvejet:

”Jeg har helt sikkert tænkt på undervejs, om det var for meget arbejde, men jeg er aldrig for alvor stoppet op. Jeg er blevet presset af mine egne ambitioner, og når jeg i al beskedenhed har opnået gode resultater, giver det smag efter mere.”

Beskyttet værksted

Selv om branchen på nogle områder er spidset til med øget prispres og skærpet konkurrence fra både revisionsfirmaer og store virksomheders egne jurister, synes Jacob Hjortshøj også, at det er blevet lettere for den unge generation på nogle måder:

”Da jeg var ung i faget, dækkede jeg alt fra momssager til distribution i Tyskland. Det var meget bredt og næsten nyt fra sag til sag. Jeg var virkelig på egen hånd, der var ingen at spørge til råds. I dag sidder hvert område i en stor advokatvirksomhed som vores med sagstyper, de har været igennem mange gange, og der er altid nogen at sparre med. På den måde er der blevet mere beskyttet værksted over det.”

Dengang havde Jacob Hjortshøj dog egen sekretær som advokatfuldmægtig, mens hans datter, helt i tråd med den generelle udvikling, sidder på et kontor, hvor 10 mennesker deler en sekretær. Hos Bech-Bruun er det også for længst slut med sekretærer, der serverer kaffe ved møder og finder sagsakter frem – generelt er jurister blevet mere selvkørende.

Den fremadskridende digitalisering betyder også, at klienterne er blevet mere selvhjulpne og kræver højere kvalitet for pengene, er far og datter enige om. Derfor tror de ikke på, at helt små advokatkontorer vil kunne overleve på den lange bane, for ingen kan være gode til det hele. Christine Hjortshøj ser dog hverken digitalisering eller kunstig intelligens spænde ben for hendes karrieredrømme:

”Jeg tror ikke, vi bliver blandt de brancher, der bliver hårdest ramt. Der bliver behov for os også fremadrettet til det mere komplekse,” siger hun fortrøstningsfuldt.

Hendes far pointerer, at eksempelvis den meget omtalte amerikanske advokatrobot Ross endnu ikke forstår dansk.

”Det giver os nogle år til at omstille os. Måske kan vi bruge den nye teknologi til at udvikle nye ydelser, som ikke findes på markedet, og hvis værdi vil udgøres af den måde, vi samtænker teknologien og den menneskelige rådgivning på.”

Begynd i mindre virksomhed

De opgaver, Christine Hjortshøj har været optaget af som advokatfuldmægtig inden for især virksomhedshandel og selskabsret, har bekræftet hende i, at hun har valgt det rette fag og speciale:

”Jeg synes, det er givende at blive stillet over for problemstillinger, som jeg er i stand til at løsne op for på en god måde for klienten. Jeg har fået meget ansvar og klientkontakt og lov til at gå i dybden, og det giver stor arbejdsglæde. Det samme gør gode kolleger og det held, at jeg arbejder under en partner, som jeg har et virkelig godt samarbejde med. Derfor anbefaler jeg også gerne andre, der vil være advokat, at begynde på et at de mindre kontorer og få erfaring og en bredere oplæring. Der er kortere fra chefen til yngste fuldmægtig og dermed mulighed for at få større ansvar. Hvis man vil skifte  til et større kontor senere og har gjort det godt, er det altid en mulighed.”

Jacob Hjortshøjs arbejdsglæde har flyttet sig med tiden. I dag sætter han især pris på projektstyring og det strategiske spil ved forhandlinger:

”I dag handler det om meget mere end jura, jeg har fået væsentlig mere øje for klientens forretning med tiden. Når jeg forhandler store virksomhedsoverdragelser, er der nødder, der skal knækkes, og mange jurister har svært ved at give sig på nogle i sammenhængen betydningsløse principper. Jeg har lært at se, hvor pengene ligger, og give efter på andre punkter. Det lyder enkelt, men det er kernen, og det er en tilfredsstillelse at køre det godt hjem.”

Far som lærer

Jacob Hjortshøj var i mange år ekstern lektor ved Københavns Universitet, hvor datteren dog ikke har modtaget undervisning af ham – det har hun til gengæld på kurser i selskabsret og Private Equity i andre sammenhænge.

”Mange kobler os sammen og kommenterer det, fordi vores efternavn er ualmindeligt. Jeg er stolt af min far, så det er fint nok. Men det er vigtigt for mig at bliver anerkendt for det, jeg selv kan, ikke for at være hans datter.”

Selv om hun specialiserer sig i det samme som sin far, er det heller ikke sandsynligt, at de på noget tidspunkt vil komme til at arbejde sammen.

”Det ville nok give for mange skænderier. Vi ligner hinanden for meget, vi vil stå fast på hver vores.”