2.2.2017
af
Hanne Feldthus
Foto: Petra Kleis
Det er 12 år siden, at jeg oplevede det første gang. Jeg var strategisk direktør på et reklamebureau og sad med en kunde, der skulle have markedsført en dagligvare op til jul. Det var en tilbagevendende begivenhed, men dette år var anderledes.
Kunden meddelte, at budgettet var skåret med 15 procent, men vi skulle alligevel skabe 10 procent vækst i omsætningen. Vi spurgte, om produktet var blevet bedre, om prisen var sat ned, eller om de havde købt sig til bedre pladser i supermarkederne. Svaret var nej. Da vi slog os i tøjret og indvendte, at der var kommet flere konkurrenter på banen, fik vi besked på, at vi måtte være mere kreative, end vi plejede.
På det tidspunkt hed sådan noget ikke noget, og det er først for nylig, at jeg opdagede, at det siden har fået et navn. Det kaldes paradoksledelse. Navngivningen er en følge af, at det nu er udbredt praksis, at mellemledere bliver tvunget til at give den slags beskeder ikke bare til samarbejdspartnere, men også til deres medarbejdere. Alle steder forlanges der mere for mindre, samtidig med at kvaliteten og kundetilfredsheden ikke må gå ned. Det sker vel at mærke uden en medfølgende anvisning på, hvordan det skal kunne lade sig gøre.
Det er svært at afgøre, hvem det tager mest på. Lederen, der er tvunget til at fremstå som en urimelig idiot over for sin afdeling eller medarbejderne, som i stilhed må se en fremtid i møde med fortløbende skideballer over ikke at nå deres mål. For slet ikke at tale om udsigten til at skulle gå på kompromis med deres faglighed og personlige værdier.
En god ven er sagsbehandler i en virksomhed, der udadtil bryster sig af at gå højt op i medarbejdernes trivsel. Ledelsen optræder oven i købet på konferencer om den slags. Han kan berette om chefer, der kommer med stabler af sagsmapper til medarbejdere, der er ved at segne under arbejdspresset. Når en medarbejder gør opmærksom på, at hun har problemer med at klare sine nuværende sager på en forsvarlig måde, er beskeden blot: ’Du skal huske at passe på dig selv.’ Hvorefter bunken af mapper lander tungt på bordet. Sygefraværet er ikke overraskende højt.
Paradoksledelse er ikke kun en belastning for de ansatte. Det er den direkte vej til helvede for virksomheden. Vores kampagne skabte ikke 10 procent vækst, og den trivselsorienterede virksomhed mistede sin største kunde og 25 procent af sin omsætning.
Paradoksledelse er ikke en disciplin, det er dumhed. Hvor kommer den så fra? Den kommer fra topchefer, som ikke forstår, hvad et godt stykke arbejde kræver. I deres iver efter at spare har de overbevist sig selv om, at der er masser af fedt i organisationen, som bare kan skæres væk. Samsung kom i den anledning til at producere telefoner, der brød i brand. Volkswagen snød med udledningen fra deres dieselbiler. Og herhjemme har vi SKAT som århundredets skandale.
Ledige stillinger
