Først røg fridagene - bliver frokosten det næste?

"Som et slag i ansigtet," lød svaret fra Arne Madsen, tillidsrepræsentant for 150 djøfere i Statsforvaltningen, da Avisen.dk bad om en kommentar til, at statens arbejdsgivere nu uden kompensation kan sløjfe de såkaldte kutymefridage. Det udtryk dækker over, at juleaftensdag, nytårsaftensdag og Grundlovsdag er fridage betalt af arbejdsgiveren.

Kutymefridage har eksisteret siden 70’erne, men står ikke i AC-overens­komsten. Og i en voldgiftskendelse fra januar i år fastslår opmanden – populært sagt – at de ansatte ikke går ned i løn, hvis kutymefridagene sløjfes. De skal bare lægge lidt flere timer for de samme penge.

Voldgiften handler egentlig om Skat, som afskaffede dagene allerede i 2013. Men Statsforvaltningen og dermed Arne Madsen hører under Indenrigsministeriet, og her afskaffede departementschefen i det daværende Social- og Indenrigsministerium, Sophus Garfiel, på eget initiativ sidste efterår kutymedagene på hele ministerområdet i forventning om at hente 20 årsværk hjem på det.

Voldgiftskendelsen gør det klart, at han ikke overtrådte nogen regler, og på et SU-møde for nylig meddelte han, at opsigelsen gælder i det nye Økonomi- og Indenrigsministerium.

Lavpunkt for statslig personalepleje

Spørgsmålet, som nu rumsterer på gangene i ministerier og styrelser, er, om Moderniseringsstyrelsen sender en befaling ud til alle om at inddrage de tre fridage. Fra Moderniseringsstyrelsens direktør, Poul Taankvist, lyder meldingen til Djøfbladet, at det er en beslutning, som ligger hos den lokale ledelse.

”Det er således op til den enkelte statslige arbejdsgiver at vælge de løsninger, der giver bedst mening lokalt, når økonomi og opgaver skal hænge sammen,” skriver han i en mail.

I Statsforvaltningen er kontorerne rundt i landet lukket juleaftens-, nytårsaftens- og Grundlovsdag, og Arne Madsen mener ikke, det er fair, at de ansatte nu selv skal betale. Statsforvaltningens ansatte, som har været gennem fusioner og sparerunder, har allerede givet meget.

”Bare sidste år mistede vi 16 kolleger i en fyringsrunde, vi har knoklet for at holde sagsbehandlingstiderne, vi har afgivet vores årlige engangstillæg, rådighedsforpligtelsen udnyttes, og jeg kunne nævne mere. Personaleplejen i staten har nået et lavpunkt.”

Må hver især appellere til chefen

I Skat, som den tabte voldgiftsag handler om, blev kutymedagene opsagt til udløbet af 2013 og samtidig gjort til lukkedage.

Flekstidsaftalen blev også opsagt.

”Så vilkåret er, at medmindre vi hver især kan overbevise vores chef om, at vi har arbejdet ud over det normale i tiden forinden, skal vi bruge vores feriedage på lukkedagene. Vi taler om mange lukkedage, for dagene mellem jul og nytår er også lukkedage,” siger Johanne Legarth Nordmann, cand.polit. og TR for Skats 1.500 akademikere.

”Vi leverer en stor fleksibilitet til hverdag og stiller op til en ekstra indsats, når man har brug for os. Men vi har ikke længere papir på retten til at få en fleksibilitet retur den anden vej fra. Det skal vi selv løse hver især ved at appellere til vores chef. Langt de fleste chefer er indstillet på at give den fleksibilitet, men vi oplever desværre også nogle, som ikke er.”

At gøre fleksibilitet til en kamp på individniveau mellem den enkelte medarbejder og leder er ikke sundt for det psykiske arbejdsmiljø, siger hun.

Arbejdsgivere understøtter mistillid

Johanne Legarth Nordmann retter ikke kritikken mod Djøf for, at det er gået, som det er gået med kutymedagene, men mod Finansministeriet.

”Moderniseringsstyrelsen understøtter en mistillid ledelse-medarbejdere imellem. Det er, som
om tilgangen er, at vi ansatte kun er ude på at lave så lidt som muligt.
At vores flekstidsaftaler skal væk, for ellers sidder vi bare pælesidning sidst på dagen for at kunne skrive en ­
time på.”

Den offentlige sektor skal ikke være lønførende, siger hun.

”Men den skal stadig kunne tiltrække dygtige mennesker. Derfor må man kunne tilbyde noget andet i stedet for lønnen. Det har hidtil bl.a. været muligheden for en god work-life balance. Men nu er man også ved at tage fleksibiliteten fra os.”

Ærgerlige – også over Djøf

Blandt djøferne i departementet i Økonomi- og Indenrigsministeriet hersker der ærgrelse over voldgiftskendelsen, over ledelsen
– og også over Djøf.

”Det er ingen hemmelighed, at der er adskillige kolleger, som har meldt sig ud, fordi de mener, at Djøf vågnede for sent op i den her sag. Det er også brandærgerligt, for det er nu, vi skal stå sammen,” siger departementets Djøf-TR, Nicolai Pallisborg.

”Vi er flere, der er nervøse for, hvad arbejdsgivernes næste træk er. Bliver det vores frokostpause?”

Djøf-TR i Ankestyrelsen, Mads Fløe Holm, der er formand for Statssektorudvalget i Djøf Offentlig, frygter, at opsigelse af fridagene bliver rullet ud over alle ministerierne.

”Staten som arbejdsgiver har nu voldgiftens ord for, at kutymedagene kan opsiges. Men fordi man er den stærke, behøver man ikke tromle hen over folk. Hvorfor går man ikke i dialog i stedet for?” spørger han.

Det får en pris, siger han.

”Lønnen kan staten ikke lokke med, og når vores jobsikkerhed ryger med fyringsrunder og udflytninger, og når der er fortsatte forringelser af vores vilkår med bl.a. opsigelserne af vores aftaler og mindre fleksibilitet, så er der snart kun idealisterne tilbage. Dem er der også brug for, men det er jo ikke nok til at drive en effektiv stat.”

Corydon-doktrinen

Arbejdsmarkedsforsker og professor Henning Jørgensen, Aalborg Universitet, tvivler på, at medarbejderne kan hente det tabte hjem igen ved OK-forhandlingerne i foråret 2018. Han henviser til det, han kalder ’Corydon-doktrinen’.

Nemlig da Moderniseringsstyrelsen i starten af 2013 indgik årets resultatkontrakt med Finansministeriet. Her stod der, at OK13 skulle være ”løftestang for at fremme Moderniseringsstyrelsens dagsorden om at gøre løn og arbejdstid i staten til en væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken.”

”Corydon-doktrinen kan føres helt tilbage til lockouten af lærerne ved OK13. Medio januar 2013 blev dén her resultatkontrakt stille offentliggjort på Finansministeriets hjemmeside. Dermed var OK-forhandlingerne underlagt udgiftspolitikken – og har været det siden,” siger han.

”De offentligt ansattes organisationer skal ikke forvente nogen særlig positiv attitude lagt for dagen fra statslig arbejdsgiverside ved OK18.”

Aarhus Universitet rører ikke fridage

Aarhus Universitet vil ikke afskaffe nogen betalte fridage i kølvandet på den tabte voldgiftssag.

”Vi har i ledelsen ingen planer om at inddrage de tre fridage. De indgår i en aftale mellem ledelse og medarbejdere, og det ser vi ingen grund til at ændre på,” siger universitetsdirektør Arnold Boon til Omnibus, der er en avis for studerende og ansatte på Aarhus Universitet.

Meldingen roses af formanden for Sektorudvalget for Universiteter og Forskning i Djøf Offentlig, Karsten Boye Rasmussen, der er lektor på Institut for Marketing & Management
på SDU.

”Det er glædeligt, at ledelsen på Aarhus Universitet undlader at trampe videre i fodsporene sat af ledelsen i Skat. Skat dræner motivation ud af de ansatte. Den rigtige vej er at opnå effektivitet og kvalitet på basis af medarbejdertrivsel.”

I skrivende stund har også Aalborg Universitet og SDU meldt ud, at de heller ikke agter at inddrage fridagene.

Voldgiftskendelsen

Opmanden fandt, at retten til betalte fridage på Grundlovsdag, jule- og nytårsaftensdag samt retten til at søge betalt frihed 1. maj er en kutymemæssig ret, men at den kan opsiges med et kollektivt passende varsel.

Kendelsen – der kan læses på Moderniseringsstyrelsens hjemmeside – betyder, at spørgsmålet om frihed med løn på disse dage er et spørgsmål, som skal behandles på den enkelte arbejdsplads. Det vedrører arbejds- og personaleforhold og skal derfor drøftes i samarbejdsudvalget.

Opmanden fandt, at værdien svarer til 0,27 pct. af lønnen, fordi det er datobestemte dage (nogle år falder de på lørdage eller søn- og helligdage).

Kilde: Djøf.

Hvem er omfattet?

Ikke alle statsansatte har i dag de tre arbejdsgiverbetalte fridage.

Ifølge Moderniseringsstyrelsen har fx politi- og fængselsbetjente det ikke, mens embedsmænd i styrelser og departementer overvejende har det.