Noa Redington blev overrasket over, hvor uforudsigeligt en statsministers arbejde er. Samtidig mener han, tiden er moden til at opruste den politiske betjening af ministrene.
46 år.
2016- Politisk kommentator på Politiken og TV2 News.
2011-2015: Særlig rådgiver, statsminister Helle Thorning-Schmidt.
2008-2011: Personlig rådgiver, Socialdemokratiets formand Helle Thorning-Schmidt.
1998-2007: Journalist, redaktør på Weekendavisen, Ugebrevet A4 og Ugebrevet Mandag Morgen.
1991-1997: Uddannet i statskundskab, Københavns Universitet og Columbia University, New York.
1990: Student, Østre Borgerdydsskole.
Født 1971 i Stockholm som søn af en amerikansk far og en dansk mor. Vokset op i kollektivet 108, St. Kongensgade, København.
Børn: To drenge på henholdsvis 18 og 21 år.
Forlovet med fremtidsforsker Liselotte Lyngsø.Noa Redington var den første i den lille skare, der har været særlig rådgiver for en dansk statsminister, som ankom til Slotsholmen med en kandidatgrad i statskundskab i bagagen.
”Jeg har altid været optaget af krydsfeltet mellem politik og medier, men jeg har aldrig arbejdet på de hårde nyhedsmedier, sådan som de fleste af mine forgængere i jobbet; og hvor Anders Fogh Rasmussens (V) første særlige rådgiver, Henrik Qvortrup, koketterede med, at man groft sagt skal være et dumt svin for at være en god spindoktor, så har jeg koketteret med, at jeg bærer hornbriller og drikker te,” siger han.
Udsagnet efterfølges af en lille latter, der, som interviewet med Djøfbladet skrider frem, skal vise sig at være karakteristisk for Noa Redington. Latteren kan varieres fra det muntre og let overgivne til det kritiske og let sarkastiske. Og humor er faktisk en af de karakteregenskaber, han fik brug for igennem sine syv år som særlig rådgiver for Helle Thorning-Schmidt (S), fortæller han.
”Når du står uden for og beskriver den politiske proces, som jeg gjorde i mine første job som analytiker og skribent på bl.a. Weekendavisen og Mandag Morgen, kan det virke, som om det meste er styret og præget af lange velordnede forløb, hvor tilfældigheder ikke har nogen plads. Men når du så kommer ind i maskinrummet i et af landets dominerende politiske partier, opdager du, hvor uforudsigeligt og kaotisk det hele tit foregår.”
”Tag nu fx den regnefejl som Danmarks Statistik opdagede sidste år, og som betød, at Danmark med ét var 42 mia. kr. rigere end dagen før, og væksten i BNP en helt anden end vi allesammen har gået rundt og troet i flere år. Der er enormt mange faktorer, du ikke er herre over – også som landets politiske leder. Så sidder du og din regering og arbejder på et forslag, som den internationale udvikling pludselig gør inderligt overflødig; så er der kritik i pressen af, at du ikke er synlig nok som statsminister; og så er dit privatliv pludselig genstand for en mediestorm, som du slet ikke havde set komme.”
Presset på landets statsminister er stort, og derfor er det også et krævende job at være hans eller hendes mest betroede rådgiver.
”Men først og fremmest var det superspændende – og sjovt. Når man har meget travlt og er meget presset, kan man udvikle en ret høj grad af galgenhumor, som kan løse op for ellers anspændte situationer,” siger Noa Redington.
En dag i juni 2015 kom den store eksamen; for Helle Thorning-Schmidt og hendes regering – men også for Noa Redington.
”Som særlig rådgiver skal du hele tiden sandsynliggøre, at din politiker kan vinde. Kan du ikke det – uanset hvor skidt det ser ud i medier og meningsmålinger – så har du ingen autoritet,” forklarer han.
Måske har Noa Redington selv noget af den stress-robusthed, han udpeger som en forudsætning for at kunne klare presset som statsminister i et moderne og stærkt mediedækket demokrati som det danske; for i sommeren 2013 lå Socialdemokratiet i meningsmålingerne til at få sølle 14-15 pct. af stemmerne.
”Men vi kunne se, at resultaterne af regeringens politik begyndte at komme, økonomien var i bedring, arbejdsløsheden faldt, og oplevelsen af, at Helle faktisk gjorde det meget godt, begyndte at vokse, samtidig med at Lars Løkke Rasmussen på det tidspunkt var historisk upopulær hos vælgerne. Så der var nogle byggeklodser, vi kunne lægge oven på hinanden, og det lagde vi strategien op til folketingsvalget i 2015 ud fra,” fortæller han.
Socialdemokratiet gik for første gang i mange år frem ved valget i 2015, men støttepartierne Det radikale Venstre og SF gik markant tilbage, Helle Thorning-Schmidt måtte gå af som statsminister, og Noa Redington stod efter syv års samarbejde uden job.
”Du kommer og går med din minister, sådan er spillereglerne,” konstaterer han.
”Jeg havde været i jobbet så længe, at min kvote af politiske kriser, kongresser, nytårstaler og åbningstaler til Folketinget var opfyldt, og det var på tide, at der kom en anden til med nye idéer. Selvom valgresultatet havde været anderledes, og Helle var fortsat som statsminister, havde det været naturligt, at vores veje skiltes der.”
En af de erfaringer, Noa Redington har taget med fra sine år i centraladministrationen, er, at ”der er behov for at udvide den pool af kompetencer, du har til rådighed som minister.”
Med henvisning til de mange skandaler, der har ramt centraladministrationen i de senere år over SKAT, statsløse-sagen, Christiania-sagen og senest fiskerikontrol-sagen, mener han, at der bør ansættes flere politisk udpegede embedsmænd i hvert enkelt ministerium efter bl.a. svensk og norsk forbillede.
”Jeg ved godt, at Bo Smith-udvalgets konklusion var en anden, men for mig at se er risikoen vokset for, at du som embedsmand havner i et krydspres mellem din administrative faglighed og din politiske leders behov for, at du kan tænke i policy-orienterede baner. Det skyldes, at du som minister har et stort behov for embedsmænd, der kan tænke i strategi- og politikudvikling. Og hvis regeringen selv kunne udpege embedsmænd for en begrænset periode til netop dette formål, ville det tage presset af de traditionelle embedsmænd. Det tror jeg, der er behov for.”
I dag er Noa Redington politisk kommentator på Dagbladet Politiken og på TV2 News og holder foredrag om dansk og international politik. Og han nyder selv at have kontrol over sin kalender frem for at stå til rådighed for en politiker 24/7, som han gjorde som særlig rådgiver.
Den rutsjetur ned og op igen, som Socialdemokratiet tog i meningsmålingerne mellem 2013 og 2015, er ikke noget særsyn. Er det et krisetegn for demokratiet, at danske vælgere tilsyneladende er så ubeslutsomme og letbevægelige?
”Jeg tror, man skal passe på med hele tiden at snakke om, at demokratiet er i krise,” svarer Noa Redington.
”At fx Alternativet kom ind, og Dansk Folkeparti gik frem ved valget i 2015 er jo ligesom meningen med demokratiet og udtryk for, at det virker – snarere end at det er i krise. Der er nogle etablerede partier og en traditionel måde at bedrive politik på, som er udfordret og i en form for opbrud. Nye Borgerlige kan komme ind ved næste valg, og det skulle ikke undre mig, at vi i løbet af det kommende tiår når op på 12-13 partier i Folketinget. Det kan gøre det parlamentariske arbejde vanskeligere, fordi du skal samle flere partier bag din politik for at få flertal. Men at tale om det som en demokratisk krise, synes jeg ikke er berettiget.”
Hvis man skal lede efter en krise, skal man snarere vende sig mod medielandskabet, mener Noa Redington.
”Jeg deler bekymringen for ekkokamre og stærkt politiseret nyhedsformidling på de sociale medier. Der kan man tale om en strukturel udfordring for vores demokrati, fordi det er baseret på en transparent interessevaretagelse og en transparent offentlig debat.”
Der er dog stadig langt fra Danmark til USA, hvor det er kommet frem, at Facebook op til præsidentvalget i 2016 tjente som budbringer af tusindvis af russisk finansierede annoncer til fordel for Donald Trump. Og hvor den senere præsident tilsyneladende havde politisk udbytte af at gå på Twitter og angribe de etablerede medier fra en ende af for at sprede fake news.
”I USA forstærker de sociale medier et i forvejen ekstremt fragmenteret mediebillede og politisk system. Ingen amerikanske medier er stærke nok til at sætte en landsdækkende dagsorden, og Kongressen har snart længe været ramt af en dysfunktionel tilstand, hvor republikanere og demokrater ødelægger ethvert forsøg på at gennemføre politiske reformer fra modpartens side. Der er vi ikke i Danmark – langt fra. Vi skal være glade for vores beskedne størrelse og homogenitet, som betyder, at medier som TV2 og Danmarks Radio stadig kan sætte en dagsorden, som en stor andel af befolkningen synes, det er vigtigt at forholde sig til og diskutere. Og hvor de politiske partier er nogenlunde enige om, på hvilke områder det er vigtigt at diskutere og udvikle ny politik.”
Når det er sagt, mener Noa Redington, at den politiske klasse herhjemme burde tale bedre om deres konkurrenter og vores embedsværk i stedet for hele tiden at tale hinanden og vores samfundsmodel ned.
”Jeg tror, at det negative fokus, som fx gennemsyrer debatten om eliten og djøfernes faste greb om magten, og den tillidskrise mellem befolkning og politikere, som politikerne selv bidrager til med udtalelser i medierne, bekræfter befolkningens opfattelse af, at noget er råddent,” siger han.
”Hvis du ser på, hvordan det er lykkedes at rette op på den økonomiske krise, der ramte os i kølvandet på finanskrisen, så er det en ubetinget succeshistorie. Der er blevet gennemført reformer under både social-demokratisk og borgerligt ledede -regeringer, som betyder, at økonomien i dag er sund med vækst og lav arbejdsløshed. Men det afspejles alt for lidt i debatten, fordi den hårde konkurrence mellem partierne gør, at det næsten altid bedst kan betale sig at tænke kortsigtet og angribe modparten der, hvor man kan gøre mest skade, frem for der, hvor man er politisk uenig.”
Noa Redington tillægger Finansministeriets budgetstyrings- og regnemodeller en stor del af æren for den positive økonomiske udvikling herhjemme, og derfor er han også kritisk over for ministeriets mange kritikere, som mener, at embedsmændene i Finansministeriet er blevet alt for magtfulde og styrende.
”Der er ingen tvivl om, at Finansministeriet er magtfuldt. Men der mangler stemmer i debatten, som siger, at det skal vi være glade for, fordi det er vigtigt, at der er styr på vores offentlige udgiftspolitik. Hvis Finansministeriet bare gav los og åbnede for kassen efter kommuner og regioners forgodtbefindende, og når fagministerierne beder om flere penge til fx kultur, miljø, forsvar og sundhed, så ville vi være tilbage til situationen i 1970’erne og 80’erne, hvor den offentlige udgiftspolitik netop ikke hang sammen. Tit når man hører den offentlige debat, kan man få det indtryk, at folk har glemt, hvordan det var dengang.”
Som et skræmmebillede på de konsekvenser det kan få for et land, hvor den politiske debat er præget af negativitet og jagt på billige point frem for landets egentlige interesser, peger Noa Redington på Brexit, som efter hans opfattelse var udløst af, at de britiske medier igennem årtier har kørt en negativ kampagne mod EU – godt hjulpet på vej af landets politikere.
Og som en personlig oplevelse af fænomenet peger han på et læserarrangement, som Dagbladet Politiken afholdt for sine læsere i sommer.
”Jeg kom på som taler til sidst, og mit budskab var, at det faktisk går rigtig godt i Danmark. Det blev folk simpelthen så sure over, og jeg kunne ikke lade være med at synes, det var lidt morsomt,” fortæller han.
”Det er på mange måder et ledigt standpunkt i den offentlige debat herhjemme, men jeg mener det faktisk.”
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER