Stjerne eller vandbærer?

For cirka 150 år siden gik folk på én generation fra at arbejde med trækdyr i landbruget og transportere sig med hestevogne til at kunne rejse med tog og arbejde ved maskinbånd på fabrikker i hurtigt voksende byer, der både havde elektricitet og rindende vand. 

En af de mest fascinerende perioder af menneskets historie at leve i, hvor forandringerne har begejstret de fleste, men nok også taget pusten fra mange.

Der er meget, der tyder på, at vi i dag lever i en tid, der kan sammenlignes med den første industrialisering. En tid, hvor vi på få år vænner os til ny teknologi – som de smartphones og iPads, vi bruger i alle døgnets timer – som vi få år tidligere ville have haft svært ved at forestille os.

Det er en brydningstid, kendt som den 4. industrielle revolution, der giver os helt nye muligheder for organiseringen af vores økonomi og arbejde. Men det er ikke forudbestemt, hvordan udfaldet bliver.

På den ene side står vi med muligheder for at realisere et arbejdsliv, hvor ny teknologi og øget produktivitet skaber en ny balance mellem arbejde og fritid, øger meningsfuldheden ved vores arbejde og generelt løfter livskvaliteten.

På den anden side er der en risiko for, at de samme dynamikker forstærker en udvikling, hvor flere mennesker får usikre arbejdsforhold med løs tilknytning til skiftende jobs og et svækket socialt sikkerhedsnet, og hvor uligheden stiger markant. 

Det mest realistiske er, at vi havner midt imellem. At vi får et arbejdsmarked, der bliver mere attraktivt for de dygtigste og mest specialiserede, men også efterlader en stor gruppe af mennesker uden del i fremskridtene.

Robotter som nye kolleger

På advokatkontorer verden over er man gået i gang med at bruge kunstig intelligens til at lette sagsbehandlingen. Det er IBM’s ’Ross’, der på baggrund af et par klik kan undersøge, hvilke afgørelser der er truffet i tidligere sager, og som hurtigt erstatter en håndfuld fuldmægtige.

I finansverdenen har der længe været algoritmestyrede programmer, der foretager analyser og aktiehandler, som det tidligere var økonomer, der stod bag, mens privatkunder nu også interagerer med ’robotrådgivere’. 

Der er ingen tvivl om, at en stor del af de job, vi kender i dag, i fremtiden kan automatiseres. Og det er langtfra kun dem, der i dag varetages af faglærte og ufaglærte. Det er de rutineprægede kognitive job – dem hvor man primært trækker på sin hjernekraft – der i størst omfang kan erstattes af maskiner og kunstig intelligens. Det skyldes, at det er langt nemmere for computere og robotter at behandle data end det eksempelvis er for dem at gå oprejst på en ujævn overflade og arbejde med værktøj.

I Cevea har vi lavet analyser, der viser, at op mod 1/3 af alle danske job er i høj risiko for at blive automatiseret, mens andre aktører som McKinsey og Co. har vurderet, at det er 40 procent af vores arbejdstimer, der kan det.

Hvis det sker, uden at der opstår nye job, vil det selvsagt have meget omfangsrige konsekvenser for vores samfund, med massearbejdsløshed som et skrækscenarie.

Det er dog langtfra sikkert, at automatiseringspotentialet bliver indløst på den måde. Historisk set har teknologiske fremskridt øget medarbejderes produktivitet, snarere end erstattet dem, og der må også i fremtiden forventes at opstå en masse job på ryggen af de nye teknologier. Samtidig vil der være funktioner, der givetvis er automatiseringsmodne, men som man foretrækker at beholde mennesker i.

Når det er sagt, er der dog ingen tvivl om, at et af de afgørende samfundsmæssige spørgsmål i fremtiden bliver, om de teknologiske fremskridt kommer til at overflødiggøre menneskelig arbejdskraft eller ej.

Vinderen tager det hele

Digitaliseringen og mulighederne for automatisering er allerede godt i gang med at ændre den måde, vi arbejder på. Det falder sammen med, at flere er midlertidigt ansatte eller freelancer, og således skifter job langt oftere end tidligere. Noget der øger usikkerheden – særligt for dem, der egentlig gerne ville have en fast ansættelse på fuld tid, men ikke kan få det.

I dag er det omkring 20 % af danskerne, der har sådanne atypiske ansættelser. Men med digitaliseringen kan det blive endnu flere. Og for mange vil det i fremtiden være med en arbejdsplatform som mellemled og i konkurrence med folk i hele verden.

En anden tendens, som digitaliseringen er sammenfaldende med og ser ud til at forstærke, er øget lønspredning. I USA og store dele af Europa har de fleste lønmodtagere været vidne til, at deres lønninger stod stille, mens topchefernes og de mest eftertragtede specialisters steg til vejrs. Billedet er ikke helt det samme i Danmark, men her har løn-festen på chefgangen dog også været en realitet de senere år.

Dynamikkerne bag den lønudvikling findes også i den 4. industrielle revolution. De teknologiske fremskridt er således drivere for en ’winner-takes-it- all’-økonomi. Markedsledere opnår større markedsandele, fortjenesten til ejerne af teknologierne når nye højder, og de mest succesfulde medarbejdere får en større bid af lønkagen.

I fremtiden vil der komme flere superstjerner på arbejdsmarkedet. Og en del af dem vil være djøfere. I Google har man eksempelvis det princip, at det er ’retfærdigt at aflønne uretfærdigt’. Konkret betyder det, at man kan have to personer ansat til at lave det samme arbejde, men give den ene 10 gange mere i løn og bonus end den anden.

Det er selvfølgelig attraktivt at kunne blive fyrsteligt belønnet, hvis man er en top-performer. Men lønsystemer som Googles er ikke til alles fordel. For den eneste måde, man kan få budgetterne til at passe, er ved at give mindre i løn til resten af de ansatte. Andre djøfere må dermed forvente at blive aflønnet som vandbærere. 

Hvilket arbejdsmarked ønsker vi?

Vi står i Danmark med nogle af de bedste muligheder for at drage fordel af den teknologiske udvikling og skabe en fremtid med bedre livsvilkår for de fleste. Men det kræver, at vi prioriterer og investerer i det rigtige: I virksomhedernes konkurrenceevne, i infrastruktur, i offentlig forskning, i kompetencer og i gode uddannelser – både ungdomsuddannelser, universiteter og efteruddannelse. 

På samme tid må vi forholde os til, hvilket arbejdsmarked vi vil have i fremtiden. Et der kun er godt og attraktivt for de få eller også for de mange? Et hvor politikerne intet modsvar har til den stigende usikkerhed? Eller ét hvor de investerer i et styrket socialt sikkerhedsnet og de kompetencer, der skal til for at finde fodfæste i den digitale æra?

Har du en kommentar til Kristian Weises debatindlæg om stjerner og vandbærere? Så gå ind på @djoefbladet eller djoefbladet.dk og skriv dit bidrag til debatten.