Lastbilmekanikeren der blev retsassessor

Det var en sag om en ødelagt lastbilmotor. I Østre Landsret skulle sagsøgeren netop til at gennemgå det motortekniske, men blev afbrudt af retsformanden, der lænede sig frem over skranken og sagde:

”Det behøver De ikke, Retten har en mekaniker iblandt sig.”

Sagens parter forstod formentlig ikke, at retsformanden mente en rigtig mekaniker. Stig Nørskov-Jensen, en af to andre dommere, begyndte nemlig som lastbilmekaniker, og inden retsmødet havde han forklaret sine meddommere om forskellene på en dieselmotor og en benzinmotor. Viden han erhvervede i læretiden hos Volvo Lastbiler. Men så blev han pludselig allergisk over for olie, og livet tog hermed den første af flere uventede drejninger, der en dag skulle føre ham til Københavns Byret, hvor han nu er retsassessor og sekretariatschef med ansvar for rettens bygninger og sikkerhed.

”Egentlig ville jeg have været maskinmester. Ud og sejle på de syv have og tatoveres over hele kroppen, men jeg kunne simpelthen ikke tåle olien. Mine røde blodlegemer krakelerede,” siger Stig Nørskov-Jensen med en snert af dialekt, der viser sig at stamme fra Falster. På sit kontor med udsigt over Nytorv fortæller han om en karriere fuld af tilfældigheder og meget anderledes end de strømlinede forløb, mange unge i dag er tvunget til at følge allerede i studietiden.

Stig Nørskov-Jensen blev derefter indkaldt som soldat, kom i Livgarden og tog på højskole bagefter for at tænke over, hvad han så skulle. Det var i 1984. Forsvaret søgte soldater til Cypern, og han blev udsendt i to år. Men hjemme ventede det store spørgsmål stadig på ham.

”Mine to brødre var politibetjente, og de sagde: ’Start dog som betjent! Det er en god uddannelse, og du får løn allerede fra første dag.’ Jeg var til optagelsesprøve og begyndte 1. april 1987.”

Det blev til knap ti år som betjent. En periode, hvor han på Politiskolen blev undervist af en dommerfuldmægtig med blik for hans sans for juraen.

”Stig, du skal da læse jura, sagde han. Det interesserer dig.” Det var jeg ikke lige indstillet på, men det endte med, at jeg søgte ind på kvote to. Jeg havde jo bare ikke nogen studentereksamen. Så jeg skulle først tage en HF. Niogtyve år gammel.”

Det blev en hård omgang at arbejde fuld tid på treholdsskift. Når kollegerne skulle hjem og sove efter nattjenesten, tog Stig Nørskov-Jensen et bad og mødte på universitetet fra 8 til 12. Gik hjem og sov. Stod op og læste. Forfra igen. Det gik ikke i længden. Han søgte om at komme på to tredjedele tid og gennemførte jurastudiet efter et studieophold i Edinburgh, hvor han blandt andet læste retsmedicin.

Ser hellere frem end tilbage

Hvordan kom du videre efter jurastudiet?

”Jeg fik job i Den Sociale Ankestyrelse, men først skulle jeg afvikle ferie. Jeg kan huske, at jeg var ved at montere et blandingsbatteri, da min mor kom løbende og sagde: ’Stig, Justitsministeriet er i telefonen!’ De opfordrede mig til at sende en ansøgning. Nogen i Rigspolitiet må have ringet og fortalt om mig, for hvis jeg skulle have søgt den traditionelle vej, var jeg jo aldrig blevet pillet ud.”

Og så blev du politifuldmægtig?

”Ja, anklager i Frederikssund og senere Gladsaxe, men efter to år kom jeg så til Rigspolitichefen og var samtidig medhjælper hos statsadvokaten for Fyn. Jeg mødte i straffesager i Odense, Svendborg, Lolland Falster og på Bornholm. Jeg syntes, at jeg rejste hele tiden, så jeg søgte en stilling i Domstolsstyrelsen som personalefuldmægtig og fik den. En dag ringede justitssekretæren og skulle have genbesat en stilling. København lå under mit område, og jeg kiggede på tallene og måtte sige til ham, at deres normering altså var, som den skulle være. Så blev han vred og sagde, at jeg ikke vidste noget som helst om, hvad der foregik ude ved domstolene: ’Nu har jeg en dommerfuldmægtig, der går på barsel – den kan du jo søge og komme ud og opleve den virkelige verden – farvel!’ Jeg søgte stillingen, og så var det jo lidt svært ikke at give mig den.”

Og så blev lastbilmekanikeren dommer?

”Først var jeg dommerfuldmægtig samt konstitueret dommer i landsretten og blev fundet egnet som dommer. Men jeg fandt ud af, at administration tiltaler mig mere. Her ser man fremad: Hvad skal vi lave i morgen og i overmorgen? Som dommer ser man altid tilbage i tiden: Hvad skete der egentlig i denne her sag?”