Digital udvikling hiver tæppet væk under politikerne

Da Rasmus Kleis Nielsen i 2010 lige var ansat som ung forsker på Oxford Universitet i England, faldt han en af de første dage i snak med en ældre professor over frokosten ved et langbord i en af universitetets spisesale.

Han fortalte, at han var nyansat forsker i journalistik og politisk kommunikation, hvorefter professoren lænede sig frem, kiggede hen over brillekanten og sagde: ”Jeg har aldrig forstået, hvorfor Oxford Universitet skal have noget med journalistik at gøre. Det er jo hverken intellektuelt interessant, vigtigt eller særlig brugbart!”

Syv år senere er Rasmus Kleis Nielsen ikke desto mindre udpeget som Oxford Universitets første professor i politisk kommunikation nogensinde.

”Indstillingen til politisk kommunikation har ændret sig kolossalt de senere år. Og når Oxford Universitet opretter et professorat på området netop nu, så er det klart ud fra en anerkendelse af, hvor definerende et øjeblik medieverdenen står i lige nu. Et øjeblik, der er dybt formativt for journalistikken og for sammenhængen mellem vores folkestyre og medierne,” siger Rasmus Kleis Nielsen fra sit kontor på Reuters Institute for the Study of Journalism i Oxford, hvor han de seneste to år har været forskningsleder for den voksende forskningsgruppe på nu 10 ansatte.

To megatrends

Ifølge den nye danske professor står politisk kommunikation midt i en revolutionerende brydningstid pga. især to megatrends, der primært udspiller sig i den vestlige verden, om end med forskellig hastighed. Den ene er udviklingen i medieteknologien og den måde, vi bruger den på, og den anden er en voksende tillidskrise mellem borgerne og nyhedsmedierne.

Om det første fortæller han:

”Jeg er den sidste generation, der stadig kan huske den tid, hvor nyheder primært var noget, man fik gennem tv, radio eller på print. Dengang man fik sine nyheder ved hurtigt at bladre morgenavisen og se en halv times nyheder om aftenen. Det har på rekordtid ændret sig fundamentalt. I dag får de fleste nyhederne løbende igennem dagen med hurtige scrolls på smartphonen, gennem nyhedsfeeds på Facebook og via søgemaskiner. Og selvom de tidligere nyhedsvaner ikke ligger langt tilbage, er de allerede utænkelige for de unge i dag. De vil ikke for nogen pris undvære valgfriheden, det enorme udbud og den brugervenlighed, som kendetegner dagens nyhedsudbud,” siger den 43-årige professor.

Medieforbrug er polariseret

Det rekordhurtige skift fra begrænsede og fælles landsdækkende aviser og tv-kanaler til et eksplosivt og digitalt medieudbud har ifølge Kleis Nielsen skabt et mere polariseret medieforbrug.

”Den forandring er vigtig fra et politisk perspektiv, fordi det faktum, at man i dag har langt flere nyheder at vælge imellem, betyder, at folks medieforbrug fordeler sig meget mere efter interesse end før. De, der interesserer sig meget for politik og samfund, får mere og mere, mens de, der interesserer sig mindre for politik, får mindre. Ikke fordi de interesserer sig mindre for deres samfund, end folk gjorde før, men fordi de har mere at vælge imellem i dag. Det polariserer dagens medieforbrug langt mere og har skabt en meget større forskel på, hvor velorienterede borgere generelt er om samfundet og den politiske debat,” siger han.

Han fortæller, at for 20 år siden, når en gennemsnitligt dansker kom hjem fra arbejde og tændte for fjernsynet ved 19-20-tiden, var sandsynligheden for på et eller andet tidspunkt at tune ind på tv-nyhederne stor, da der ikke var andet at se. Uanset om man interesserede sig for nyhederne eller ej. Det betød, at de, der var mest interesserede i politik, og som allerede havde læst avis om morgenen, faktisk ikke blev så meget klogere af tv-nyhederne om aftenen. Til gengæld endte de folk, der egentlig ikke interesserede sig for politik, med at se nyhederne alligevel og blev derfor automatisk mere oplyste.

”Der foregik altså tidligere en form for uintenderet læring. Men den er for nedadgående i dag, fordi man nu skal opsøge nyhederne for at få dem. Det skaber et mere ulige samfund mellem dem, der interesserer sig for deres samtid, som får mere og mere viden, og dem, der ikke gør, og derfor får mindre og mindre. Hvilket igen får konsekvenser for vores folkestyre,” siger den danske professor.

Få minutters nyheder om dagen

Eksempelvis ved man fra forskningen, at folks vidensniveau om samfundet i høj grad påvirker den måde, de stemmer på ved folketingsvalg og afstemninger. Jo mindre oplyst man er om den politiske proces, dagens debat og udviklingen i samfundet, desto mere stemmer man med afsæt i andre ting, fx partiloyalitet eller enkeltsager.

”Det er ikke nødvendigvis en dårlig udvikling, men den er vigtig at kende til for politikere og ikke mindst medierne, fordi det altså vidner om, at folk stemmer af andre bevæggrunde i dag end tidligere,” siger Kleis Nielsen og tilføjer, at den faktiske tid, vi bruger på at tilegne os nyheder i dag, også er blevet markant mindre.

Hvor en almindelig vesteuropæisk borger for et par årtier siden i snit så to til tre timers tv om dagen, hvoraf en femte- eller sjettedel var nyheder, er det digitale mediebillede helt anderledes nu. I dag anslår man forbruget af nyheder til at udgøre mindre end fem procent af den tid, vi bruger med digitale medier.

”Spørgsmålet for både journalister og politikere i dag er derfor, hvordan man formidler komplekse problemstillinger, hvis man kun har folks opmærksomhed i to minutter og et par hurtige kig på overskrifter på Facebook i løbet af dagen. Et reduceret opmærksomhedsrum, der også har voldsomme konsekvenser for den politiske kommunikation,” siger Rasmus Kleis Nielsen.

Tillidskrise i samfundsdebatten

Den anden store aktuelle udvikling handler ifølge Kleis Nielsen om den voksende tillidskrise, der i disse år udspiller sig mellem borgerne i samfundet og de institutioner, der strukturerer samfundsdebatten. Det vil sige de politiske partier, Folketinget, regeringen, nyhedsmedier, fagforeninger, sociale bevægelser og flere endnu.

”Hele det mellemlag af fælles institutioner mellem borgerne og grundloven er enormt vigtigt for vores demokrati, fordi det hjælper os med at finde sammen og deltage kollektivt i folkestyret. I øjeblikket svækkes tilliden til det mellemlag kraftigt af flere grunde, i ekstrem grad i USA og Storbritannien, men også i mindre grad i Danmark. Bl.a. pga. en voksende negativ nyhedsformidling og politisk debatkultur,” siger han.

Samtidig med at journalister vinkler nyheder mere og mere negativt, er den politiske debatkultur præget af, at politikere ikke bare fremstilles indbyrdes politisk uenige, men det sker også på en måde, der tit beklikker deres individuelle troværdighed. Det svækker den generelle tillid til det politiske system og øger ifølge Rasmus Kleis Nielsen modviljen mod at acceptere hele det kollektivt politiske projekt, fordi det frem-elsker en kultur, hvor vi som borgere bliver mere og mere kritiske.

”Kritisk sans er på mange måder godt, men vi er ved at udvikle en ny form for kritisk og nærmest negativt medborgerskab, hvor vi som borgere sætter spørgsmålstegn ved alting. Det betyder, at vi er ved at glemme, at man faktisk også øver indflydelse ved at tilslutte sig noget og sige JA. Det er farligt, fordi vi som samfund er dybt afhængige af borgernes evne til at kunne bakke op om ting for at kunne gennemføre de store, svære og kollektive beslutninger, som udvikler vores samfund. Dem, som kræver, at man tilslutter sig fællesskaberne og kan gå på kompromis og altså sige JA og ikke kun nej.”

Google og Facebook har hovedrolle

Og det er så de udviklinger, som Kleis Nielsen og resten af instituttet forsøger at stille skarpt på gennem både kvantitative og kvalitative studier.

”Hele vores mission er at bedrive forskning, der adresserer de her store spørgsmål og gør det uafhængigt, evidensbaseret og tilgængeligt. Hvilket især også handler om at bringe forskningen ud til både borgere, medieinteressenter, politikere og embedsmænd. Så de kan beslutte, hvilke medier vi ønsker os i fremtiden, og hvad vi kan gøre sammen og hver for sig for at sikre, at vi får dem. Det er enorme mediepolitiske og personlige beslutninger, som presser sig på, og som vi håber, at man med vores forskning kan træffe på et mere velinformeret grundlag,” siger medieprofessoren.

I den forbindelse koncentrerer instituttets forskning sig især om tre store drivkræfter i den aktuelle medieudvikling.

Den første er, hvordan borgernes medieforbrug hastigt forandres og digitaliseres. Og hvordan forskellige samfundsgrupper i forskellige lande bruger medier og forholder sig forskelligt til nyhedsstrømme.

Den anden drivkraft handler om udviklingen i dagens medieorganisationer, der er stærkt udfordret af faldende indtjening og kæmper med at nytænke både den redaktionelle praksis og de grundlæggende forretningsmodeller.

Og endelig handler den tredje drivkraft ifølge Kleis Nielsen om den voksende rolle, store private virksomheder som Google, Facebook, Amazon og Apple på rekordtid har opnået i den politiske kommunikation.

”I dag kan man med god ret sige, at Facebook og Google er blevet mindst lige så vigtige for den offentlige debat i de fleste europæiske lande som de nationale medier. Vores forskning viser, at hvor en tredjedel af alle i dag primært finder deres digitale nyheder på nyhedskanalernes egne hjemmesider, så finder resten og dermed flertallet dem på søge-maskiner eller sociale medier, hvilket oftest er Google eller Facebook. Det betyder, at de her platformsvirksomheder for længst er blevet dybt integreret i det flow af information, der foregår omkring politik,” siger han.

Rasmus Kleis Nielsen understreger, at alle disse tendenser både har positive og negative elementer, og at det ikke er instituttets rolle at gøre sig til dommer over dem. Men til gengæld at sikre, at kendskabet til tendenserne kommer ud til de folk, der har brug for at kende dem.

”Og det opfatter jeg som vores vigtigste opgave,” siger den splinternye professor.

Læs mere:

R. Kuhn & R.K. Nielsen (red.) (2014): ’Political Journalism in Transition: Western Europe in a Comparative Perspective’. London: I.B. Tauris.

R.K. Nielsen & K.C. Schrøder (2014): ’The relative importance of social media for accessing, finding, and engaging with news: An eight-country cross-media comparison’. I: Digital Journalism, vol. 2 (4): s. 472-489.