Vi lader bare som om

Første gang jeg blev fyret, var det helt sikkert, fordi jeg var faldet i søvn. Natportier på Hotel Prindsen i Roskilde for anden aften og nat i træk, jeg kæmpede for at holde mig vågen. Så dobbelt af træthed. Byen var fuld af festival, klokken fire hang der stadig nøgler til flere værelser; gæster, der endnu ikke var tilbage.

’Så sent! De bliver nok ude på festivalen,’ tænkte jeg. Et sammenfoldet håndklæde som hovedpude. Jeg lagde mig på gulvet bag skranken i receptionen og mærkede søvnens sug. Vågnede ved en bankelyd, kiggede op. 8-10 fremmede ansigter. Mennesker, der lænede sig ind over disken og så ned på mig. Hurtigt kom jeg på benene, begyndte at give forkerte nøgler. Nøglekaos. En beruset kvinde fik grineflip. Jeg hørte dem tysse på hende hele vejen op til tredje. Dagen efter var første gang, jeg stødte på ordet medarbejdersamtale. Noget med udvikling var formentlig faldet ud med fuldt overlæg, hvis begrebet med­arbejderudviklings­samtale over­hovedet var opfundet. Ikke at det ville have gjort nogen forskel andet end at styrke min modvilje mod de samtaler, jeg senere i livet blev indkaldt til: MUS-samtalerne. Føles de ikke som tøj, der kradser?

Én gang om året. Forældrekonsultation for voksne. Man er ikke helt sig selv, når man tager plads på lederens kontor; der er dækket op med kopper, termokande, kildevand, små chokolader. Og på bordet ligger samtaleskemaet, der understøtter den ’anerkendende’ samtale.

Alle steder, jeg har været ansat, gjorde kollegerne tykt grin med det. Prøv selv at sige MUS-samtale, så smiler folk. Spild af tid, men ingen tør sige det højt, selv om konceptet også hænger mange ledere ud af halsen. Ubehaget, tror jeg, skyldes især løgnen om, at det er en ligeværdig og åben dialog. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, når den ene har magt til at sende den anden på kursus i Sibirien. Hvordan kan man også tro det, hvis samtalen i virkeligheden er et strategisk værktøj? ”Se samtalen som en investering i at udvikle talentet foran dig,” som en af landets 400.000 ledelseskonsulenter har udtalt.

Vi er ude i et landsdækkende årligt tilbage­vendende rollespil, som mange føler bare skal overstås.

Hanne hed min chef i en nu nedlagt statslig institution. Hos hende var MUS-samtalen overstået, inden den begyndte. Jeg tog plads. Hun havde allerede udfyldt et skema, sat nogle krydser her og der og spurgte så, om jeg var enig. Ville jeg på kursus? Og så talte vi om alt muligt andet. Sommerferien.

Fik mig til at tænke på Emil fra Lönneberg. En scene, hvor karlen Alfred meget modvilligt skal afstraffe frække Emil. Men han snyder og slår mod en pude med flad hånd, Emil vræler hjerteskærende kunstigt.

De lod også bare som om.