Nødhjælps-djøfer på farten

”Undskyld mit sene svar. Vi har en humanitær krise på flere fronter i Afghanistan, og min arbejdsuge er pakket med møder og visitter i felten.”

Hun tog til Afghanistan stort set direkte efter, at hun var færdig med at læse Development and International Relations, Global Refugee Studies på Aalborg Universitet. I løbet af sine tre år i det krigshærgede land har hun arbejdet i forskellige funktioner i organisationen People in Need og senest for FN-organisationen UNHCR.

”I UNHCR var jeg koordinator for de organisationer, der yder nødhjælp i form af telte, husholdningsredskaber og genopbygning af ødelagte huse. Jeg koordinerede fx indsatser for Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors og sørgede for, at nødhjælpen nåede ud i tide og til de rette.”

Jobbet for FN var en stor omvæltning i forhold til hendes tidligere stillinger, hvor hun var meget tættere på nødhjælpsarbejdet og indbyggerne i Afghanistan.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, er mit temperament måske mere til at løse en opgave her og nu. Jeg befinder mig bedst i en situation, hvor jeg kan se den direkte indvirkning, mine handlinger har på folk. Hvis en familie mangler et telt, går jeg over og henter ét og hjælper dem med at sætte det op.”

Pia Jensen har derfor til tider oplevet det som frustrerende at sidde i timelange møder uden umiddelbar effekt. Også selv om hun godt er klar over, at man nogle gange må arbejde mere strategisk for at få brugbare resultater.

I Afghanistan var hun hele tiden bevidst om faren ved at arbejde i et land, hvor kidnapninger og bomber er en del af hverdagen. Fx sov hun aldrig i bilen – selv ikke på lange ture ude i landsbydistrikterne. I stedet holdt hun øje med potentielle bagholdsangreb og uro på vejene.

”Jeg holdt også øje med, om biler var tunge bagtil, da det kunne være et tegn på, at bagagerummet var fyldt med sprængstoffer.”

Hun har været mere urolig for sine afghanske kollegers sikkerhed end for sin egen. En af kollegerne brækkede armen, da han sprang ud fra tredje sal under et selvmordsbombeangreb på universitetet i Kabul. En anden stod 300 meter fra en enorm bilbombe, der sprængte dele af en nødhjælpsorganisations gæstehus i stykker.

 ”Alligevel mødte de op på arbejde hver dag, for livet går videre, og det skal det, for ellers kommer Afghanistan aldrig på fode igen. Det var vigtigt for mig ikke kun at være vidne, men også at kæmpe sammen med dem om at få et bedre Afghanistan, om det så skulle være ét liv ad gangen.”

Pia Jensen stoppede med at arbejde i Afghanistan lige inden jul, men det betyder ikke, at hun er færdig med nødhjælpsarbejde i det store udland. Den 1. marts i år begynder hun nemlig i sit nye job i Myanmar, hvor hun skal arbejde med flygtningelejre for UNHCR.    

Hvad siger familien til dit karrierevalg?

”Jeg er så heldig, at jeg har verdens bedste familie og venner, som for-søger at forstå mit vanvid. Jeg har altid sagt til mine forældre, at jeg ikke kan arbejde i Danmark, fordi der ingen flygtninge er, og det er jo ikke rigtigt længere. Så mine forældre prøver at holde mig op på det.” 

Hvad giver det dig at være en nødhjælps-djøfer på farten?

”Det giver mig en plads i verden, og jeg håber, at jeg gør en forskel. Jeg har altid haft en stor interesse for andre kulturer, at bo i dem, snakke med de mennesker, der bor der, og leve med dem.”  

Hvad synes du om den nuværende debat om flygtninge?

”Jeg tror, der ligger mange mis-forståelser i frygt. Jeg kan se det hjemme i Danmark, hvor alt, vi taler om, er migrationskrisen, og fremmedhad igen er noget, vi bliver påduttet af medierne. Folk skal ud over landegrænser, møde nye mennesker, forholde sig til virkeligheden og se verden i farver. Jeg tror, det er nemmere at frygte noget, man ikke kender, og derfor nægte at forholde sig til det på en rationel måde.”  

Hvor ser du dig selv om 10 år?