CBS-dramaet fra første parket

Dele af forløbet blev oprullet i dagbladet Børsen og er siden blevet udlagt som et nederlag for idéen om at inddrage eksterne erhvervsfolk i uddannelsesinstitutionernes bestyrelser. For CBS er ikke en pølsefabrik, men en institution med 20.000 studerende og 1.500 lærere. Det er da også paradoksalt, at en bestyrelse fyldt med erhvervsfolk kan gå med en så uerfaren rektor.

Det kalder på en grundigere beskrivelse, og den får vi af Jens Frøslev Christiansen, der som professor ved CBS og senere også bestyrelsesmedlem fulgte sagen fra første parket. Bogen er skrevet efter alle akademiske forskrifter med noter og kildehenvisninger, og den følger et kronologisk forløb afsluttet med en analyse. Som akademisk værk kan jeg ikke finde mange kritikpunkter, men hvis bogen skal henvende sig til erhvervsfolk og andre interesserede, stilles der andre krav til formidlingen af stoffet.

Det siges, at vinderen skriver historien, og det gælder også her, for Johan Roos’ version er helt fraværende. Ganske vist bliver hans strategi grundigt udrullet, men det er mest med henblik på at fremstille den som utilstrækkelig.

Bogens salgsargument er, at Jens Frøslev som insider har adgang til et unikt materiale, som nu for første gang bliver kortlagt. Skal det blive til vedkommende læsning, kræver det imidlertid, at vi ud over skurkene, som er makkerparret Roos og Knutsen, også kender heltene. Men de gemmer sig i deres akademiske elfenbenstårne, når de ikke bagtaler rektor og formand Knutsen over for hinanden.

Drama reduceret til fodnoter

Lad os rekapitulere dramaets anatomi, som starter med forhistorien og en præsentation af aktørerne. Det får vi til dels. Men hvad konflikten egentlig handler om – nemlig Johan Roos’ manglende lederegenskaber – bliver kun i glimt beskrevet. Man spejder også forgæves efter dramaets vendepunkt, fordi forfatteren ikke kan abstrahere fra, at Johan Roos var fejlcastet til at begynde med. Det gør bogen kedsommelig i lange passager.

Konfliktoptrapningen er der til en vis grad i form af den manglende ansættelse af en svensk professor og den mislykkede fusion med Scandinavian International Management Institute (SIMI). Men hverken hver for sig eller samlet set ville disse sager kunne trække en fyring. For har man opbakning som leder, kan man næsten slippe af sted med hvad som helst. Spørg bare Ralf Hemmingsen fra Københavns Universitet, som overlevede Penkowa-sagen.

Ved dramaets højdepunkt skal der rulle hoveder. Men hos Jens Frøslev bliver det nærmest til en efterretningssag. Vi får en akavet beskrivelse af den svage relation mellem professorerne og erhvervslivets repræsentanter i bestyrelsen, og derfor bliver ellers højspændte situationer reduceret til fodnoter.

Når dramaet er slut, opstår en ny virkelighed. Den førte til ansættelsen af Per Holten-Andersen, og Peter Schütze blev bestyrelsesformand efter Anders Knutsen, der som hovedskurk blev presset ud før tid. Det ville være godt at vide, hvad CBS samlet set lærte af dette ledelseskoks, men forfatteren opfatter det åbenbart som en udefra påtvunget ulykke.

Hvor er selvrefleksionen?

Bogens hovedpointe er, at alt ville være bedre, hvis de eksterne medlemmer ikke havde det afgørende ord, for hvad ved de om at lede en vidensinstitution? Jeg er skeptisk over for argumentet, for hvis blot man får de rigtige ind, vil jeg tro, at ledelseserfaring er en styrke.

Anders Knutsen var en fejl, men Peter Schütze en gevinst. Og det tror jeg også, at den nye formand, Karsten Dybvad, bliver. Det er efter min opfattelse en udbredt misforståelse, at netop éns egen virksomhed er så speciel, at folk udefra ikke kan bistå med deres erfaringer, og der er også risikoen for, at institutionen lukker sig om sig selv, hvis ikke den får modspil udefra.

Jeg savner også selvrefleksion. Fusionen med SIMI skulle have gjort op med, at CBS ligger i den tunge ende på listen over Europas bedste business-schools. Den nød er endnu ikke knækket, og denne bog bidrager desværre ikke til forståelsen af det.