Bliver Kristian Jensens nye nabo frelser eller fuser?

Monty Pythons ’Ministeriet for gakkede gangarter’ var den første asso­ciation, der faldt netmagasinet altinget.dk ind, da statsminister Lars Løkke Rasmussen sent i november præsenterede Sophie Løhde (V) som minister for offentlig innovation. I medierne blev hun kaldt juniorminister, fordi hendes ressort groft sagt består af fire styrelser og et center fra Finansministeriet, hvis departementschef, Martin Præstegaard, hun må dele med Kristian Jensen (V).

Siden da har kommentarerne svinget fra det håbefulde til det opgivende.

Politiken kalder det et ’blåt prestige­projekt’, som skal gøre op med den offentlige sektor, som vi kender den, og Jacob Torfing, professor i offentlig styring på RUC, kalder det i Jyllands-Posten et meget ideologisk udspil, som fx ser bort fra 30 års forskning om skyggesiderne ved udlicitering.

Weekendavisens politiske redaktører, Arne Hardis og Hans Mortensen, mener til gengæld, at programerklæringen om mere konkurrence, mere frit valg, bedre ledelse, mindre detailstyring og mere hensyn til borgeren, kan gøre den nye innovationsminister til en af de ministre, som – hvis hun lykkes – kan sikre opmuntring for mistrøstige liberale sjæle.

Uendelig langt fra Finansministeriet

Dén tror professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensen vist ikke på. Han konstaterer i en klumme i Weekendavisen, at der er uendelig langt fra Finansministeriet til landets folkeskoler og gymnasier, kaserner, politistationer og sygehuse, og at lederne derude har brug for mere end en ny kaskade af gamle managementfloskler. Derfor anser han det for en realistisk risiko, at innovationen udebliver.

CBS-professor Lotte Jensen, forfatter til bogen ’Væk fra afgrunden, Finansministeriet som økonomisk styringsaktør’, siger i Information både og: På den ene side er organisering, håndtering, motivering og ledelse af medarbejderne endnu vigtigere, når forventnings- og omkostningspresset stiger. På den anden side forsvinder det område let i Finansministeriet, hvis identitet er budgetstyring og makroøkonomi.

Det samme pointerer Anders Eldrup, tidl. departementschef i Finansministeriet under bl.a. Lykketoft: Der kan godt komme noget ud af at sætte fokus på admini­strationspolitikken, men den politiske magt ligger stadig hos Sophie Løhdes nabo, Kristian Jensen, siger han til Information.

Fokus er på Jensen

Henrik Hjortdal er projektleder i CBS-netværket ’Forum for Fremtidens Offentlig Styring og Ledelse’ og har en fortid i Finansministeriet. Sammen med forvaltningsforsker Birgitte Poulsen, RUC, kalder han på altinget.dk Løhdes butik for et forvaltnings- og effektiviserings­ministerium, fordi ministeren selv lader forstå, at innovation skal få det offentlige til at køre længere på literen. Løhdes chance for succes er, at hun sidder i det magtfulde finansministerium, men det er samtidig også hendes udfordring, hvis hun vil noget helt andet end Finansministeriets dagsorden. For Slotsholmens departementschefers fokus er på, hvad Finansministeriet siger og gør, fastslår Henrik Hjortdal.

Professor i sundhedsøkonomi, Kjeld Møller Pedersen, SDU, skriver i Politiken, at nye regeringer lige siden Poul Schlüter altid har forsøgt at skabe en mere effektiv offentlig sektor. Så Sophie Løhde bør starte med at studere, hvad der er sket siden 1983, og hvad der kan læres af det – og droppe at hyre McKinsey ind til flere rapporter baseret på en overfladisk forståelse af grundproblemerne i den offentlige sektor.

Nøglen til det hele er god ledelse

Martin Ågerup, direktør i Cepos, skriver i Jyllands-Posten, at potentialet for innovation er enormt, men at de offentligt ansattes fagforeninger har mere magt til at blokere innovationen, end typograferne havde i sin tid.

Blandt de mange spåmænd og -koner skiller tre sig ud. Som de eneste har SDU-professor Kurt Klaudi Klausen, tidl. oberst og nu ceremonimester i kongehuset Kim Kristensen og tidl. Irma-direktør Alfred Josefsen nemlig allerede fået helt ret i noget: