Nytænkning i projektledelse

Indrømmet: Jeg blev lidt træt, da jeg så endnu en bog om projektledelse. Emnet er djøf-classic, men findes der ikke allerede et bjerg af bøger om projektledelse? Kan der virkelig være nye tricks at hente for en gammel traver? Og er den nye bog ikke bare gammel viden på nyt papir? Alt det tænkte jeg og begyndte at læse.

Inden jeg fik set mig om, var jeg færdig med bogen. Når man flyver igennem den, er det ikke, fordi den er fattig på fiber, men nærmere fordi den er velkomponeret, godt skrevet og pædagogisk – i tone og opbygning – heldigvis uden at være belærende. Måske hænger det høje læsetempo også sammen med, at når man er en halvgammel krage, så er der kapitler, der er kendt stof.

Hvis man tidligere har arbejdet med projekter, så ved man godt, hvad et projekt er, og hvordan man definerer det. Man ved, at et projekt skal skabe en forandring, og man kender til interessent-analyse, milepæle, formulering af mål og formål, og man er sikkert også stødt på Leavitts diamant og ved, at elementerne i diamanten – teknologi, opgaver, struktur og mennesker – påvirker hinanden.

Og mon ikke også de fleste kan nikke til faldgruberne i en matrixorganisering, hvor projektmedarbejdere ikke bare refererer til projektlederen, men også til forskellige ledere i basisorganisationen. Man ved, at det kan give gnidninger. Det er også helt ok at konstatere, at der trods alt er konstanter i en foranderlig verden. Fx når forfatterne påpeger, at det er, når man demonstrerer indsigt, forståelse og ekspertise, at man kan rykke noget i organisationer. Præsentation af rationelle planer, solidt datagrundlag, logik og argumentation er en metode, som heldigvis ikke er gået af mode.

Fagbog på en knivsæg

Man skal ikke kimse af det fornøjelige i at læse en fagbog, hvor man føler sig ret godt hjemme. I glimt foranlediger det én til at tro, at så er der da noget, man har fod på. Men sådan nogle bøger balancerer også på en knivsæg. De kan tippe og meget hurtigt blive banale og kedelige. Men det sker ikke i dette tilfælde, og det er, fordi bogen også indimellem byder på nytænkning. Jeg kan med glæde konstatere, at der er sket en udvikling i fagfolks tænkning af projektledelse som disciplin, siden jeg for mange år siden tog en projektlederuddannelse. Og gudskelov for det. For det var nærmest, dengang Jens Okking gik med rulamsfrakke og kørte Ford Taunus.

Jeg husker, at jeg sad der i et hvidt kursuslokale og hørte om, at et projekts succes blev defineret via den klassiske jerntrekant, hvor succesen var i hus, når dets leverancer leveres til rette tid, inden for budgettet og med den aftalte kvalitet.

Det er med fornøjelse, at jeg nu læser, at et projekt i dag først kan siges at være en succes, når dets leverancer også er til gavn for og bliver anvendt af basisorganisationen. Det er en god tilføjelse. Det er et relevanskriterium, som forekommer åbenlyst rigtigt. Der er ikke noget, som kan være en succes, hvis det går direkte i arkivet, eller hvis ikke det hjælper basisorganisationen godt på vej.

’Scrum’ stammer fra rugby

Bogen introducerer også forholdsvis nye danske projekt-ord som agil og scrum. Agil er et andet ord for smidighed, og scrum er oprindeligt et udtryk for en situation i rugby, hvor alle spillerne står tæt sammen i ring med hovederne mod hinanden og armene omkring hinanden. Når man bruger det billede, er det for at understrege, at scrum-metoden kræver, at man jævnligt stikker hovederne helt tæt sammen og i en periode har et stærkt fællesskab omkring den opgave eller det projekt, man er sammen om. 

Bogen giver en fin oversigt over og præsentation af, hvordan man kan blive agil med scrum-metoden, og der er gode overvejelser om fordele og ulemper ved de forskellige måder at organisere, beskrive og analysere et projekt på.

Det er dejligt befriende, at forfatterne ikke forholder sig til, hvordan et projekt bør være. Det lader de for det meste være op til læserne at vurdere, og refleksionsspørgsmålene i halen af hvert kapitel får én til at dvæle lidt ved egen praksis. Og det er som bekendt en forudsætning for, at man kan udvikle sig.

Når nu brugen af projektarbejdsformen er stigende, og flere og flere både private og offentlige organisationer kanaliserer en stadig større del af sine ressourcer til projekter, og når nu det alligevel regner det meste af en weekend, så kan man roligt sætte sig i sofaen med bogen i skødet. Jeg vil mene, at der både er noget at hente for nye djøfere og for dem, der kan huske Jens Okking.

Om anmelderen:

Birgitte Barkholt er cand.scient.pol. og kommunikationschef i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune. Tidligere Senior Advisor i Advice A/S og chefkonsulent i KL. Har i mere end 15 år arbejdet med at understøtte eller omsætte politik og strategier for at skabe værdi for organisationerne og bringe dem tættere på deres mål.