Tsunamivarsel for leverpostejsland

Det er sikkert helt eller delvist forkert, men historien er for god til at lade dø: Da USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger i 1971 spurgte Kinas ministerpræsident Zhou Enlai om dennes vurdering af Den Franske Revolution i 1789, lød svaret tørt: ’Det er for tidligt at sige.’

Spørgsmålet er, om det ikke også er – alt – for tidligt at vurdere Lars Løkkes Rasmussens rene Venstre-regering 2015-2016. Det mener den erfarne og bredt respekterede, nu pensionerede, politiske reporter Kaare R. Skou ikke. Den noget svulstige titel på hans seneste bog, ’520 dage, der forandrede Danmark’, handler netop om den smalle Venstre-regerings resultater. Og selv om det måske skortede på konkrete politiske resultater i form af lovgivning og reformer, så mener forfatteren, at Danmark afgørende blev forandret i perioden – med nationalkonservatisme, populisme, alt for meget ’dem og os’ og en politisk flirt med kanten af internationale konventioner.

Men skete det alt sammen – eller det meste – i de 520 dage, hvor Lars Løkke kæmpede for at finde flertal for de små ting for til sidst at være i mindretal med de store? Titlen fremstår som et postulat, både før og efter man har læst bogen. Rigtigt er det, at udlændingepolitikken blev strammet i perioden – det blev og bliver den i øvrigt i de fleste andre europæiske lande. Rigtigt er det, at den såkaldte udkantsproblematik blev skærpet af Venstres tab af stemmer til Dansk Folkeparti, også kaldet ’Det Gule Danmark’. Rigtigt er det, at udflytningen af statslige arbejdspladser til provinsen først og fremmest er værdipolitik, og at begrebet ’produktionsdanmark’, som ikke mindst blå politikere ynder at bruge om dele af Jylland, splitter mere, end det samler. 

Men forandrede det Danmark? Det var ikke, afvæbner Kaare R. Skou, en ’tsunami’, der skyllede ind over landet i de 520 dage. Men dog et ’tsunami-varsel’ for, hvad der venter. ’Gennem hele historien’, skriver forfatteren, ’har overdreven nationalisme altid ført til ulykker – fattigdom, krige og stilstand i udviklingen’. Denne ’eksploderende folkestemning’ blev og bliver i Danmark ifølge Kaare R. Skou tacklet på en meget dansk måde – elsket og kvalt ihjel med repressiv tolerance.

Og det skal såmænd nok passe. Repressiv tolerance er på godt og ondt en ganske særlig dansk egenskab, der har skaffet sine forskellige ophavsmænd talrige sejre i leverpostejsland. Det skyldes bl.a. det danske palaver-demokrati, hvor de færreste politiske tiltag trods blokpolitikken rulles tilbage ved magtskifte. Derfor virker det også besynderligt, at Kaare R. Skou på den ene side beskylder Lars Løkke for at splitte landet, samtidig med at han konstaterer, at Løkke (tvunget af omstændighederne) genindførte det samarbejdende folkestyre med flertalskombinationer på kryds og tværs i Folketinget. Hvordan kan ’blokpolitikkens snarlige død’, som han skriver, indvarsle yderligere opsplitning i samfundet?

Årelang objektivitet har slidt

Bogen er en pudsig hybrid. På den ene side indikeres det med titlen, at det er en overordnet fortælling om en epoke i dansk politik. Det er ikke tilfældet.

På den anden side indikerer undertitlen ’politisk journal over Lars Løkkes Rasmussens smalle Venstre-regering 2015-16’, at den er en minutiøs gennemgang af periodens lovinitiativer. Det er den i højere grad. Kaare R. Skou kan som få sin politiske historie, og det er i sig selv en fornøjelse og tiltrængt i den politiske journalistik.

Men det bliver for meget, når en bog om en aktuel regeringsperiode pumpes op med historiske gennemgange, der for ofte afsporer læsningen. Som når han indirekte citerer den radikale leder Morten Østergaard for at mene om et regeringsforslag, at det minder om de mindst mindeværdige tider i dansk flygtningepolitik, for derefter at bruge to fulde sider på forholdene for de tyske flygtninge i Danmark i 1945.

Endelig er det tydeligt, at mange år som tilstræbt objektiv politisk journalist har slidt på Kaare R. Skou. Hele bogen igennem skinner et politisk – flere steder politiserende – formål. Lars Løkke Rasmussen anerkendes til overmåde for sine taktiske og håndværksmæssige evner. Måske endda rigeligt sine steder. Derudover er der langt mellem venlige bemærkninger fra højre side af Socialdemokratiet og ud til Dansk Folkeparti. Det skæmmer bogen, der ikke fremstår som en debatbog eller et personligt manifest, men så alligevel bliver det på nogle strækninger.

Kinas ministerpræsident Zhou Enlai mente, at 200 år var for kort tid til at vurdere den historiske effekt af den franske revolution. Kaare R. Skou mener, at nogle hundrede dage er nok til at konkludere historisk på Lars Løkkes 520 dage lange mindretalsregering.

Den første var for lang i spyttet. Den sidste for hurtig.

Niels Krause-Kjær er journalist, forfatter og vært på DR2-Deadline. Han har tidligere bl.a. været pressechef for den konservative folketingsgruppe, leder af Institut for Journalistik på Syddansk Universitet og radiovært i ’Krause på Tværs’ på DR P1.”