Ambassadør i verdens brændpunkter

Bag flere lag vagter og mure med pigtråde og kameraer sidder Torben Gettermann på et luftigt kontor, der dømt på udseendet såmænd kunne befinde sig på et hvilket som helst dansk rådhus. Intet afslører, at vi befinder os i Nigerias hovedstad, Abuja, i Vestafrika. Her har ambassadør Torben Gettermann de seneste to år været ansvarlig for at åbne en dansk ambassade.

Nu skænker han kaffe uden at virke irriteret over, at journalisten kommer en halv time for sent på grund af trafikken. Torben Gettermann er vant til, at ikke alting sker på klokkeslæt i det uroplagede land, hvor mange års økonomisk vækst er erstattet af recession.

”Nigeria er Afrikas folkerigeste land, og da man traf beslutningen om at åbne en ambassade, havde landet netop overhalet Sydafrika som kontinentets største økonomi. Mange danske virksomheder ville gerne rykke ind i landet,” siger Torben Gettermann.

Siden er Nigeria blevet hårdt ramt af de lave internationale oliepriser, da olieeksport udgør fundamentet for landets økonomi. Landet plages fortsat af terrorgruppen Boko Haram i nordøst og af et oprør fra væbnede grupper i det sydlige Nigerdelta, som vil have del i gevinsten fra områdets enorme olieressourcer. Dertil skal lægges klassiske problemer med fattigdom og korruption.    

På det politiske, sikkerhedsmæssige og økonomiske plan har Torben Gettermann således haft rigeligt med problemer at forholde sig til, siden han første gang landede i Abuja.

”Før jeg ankom, havde jeg læst en frygtelig masse om Nigeria, men inden for den første uge måtte jeg konstatere, at jeg nok skulle begynde forfra. Man kan læse rigtig meget, men man finder først rigtig ud af, hvad Nigeria er for et land, når man har sat fødderne på jorden,” siger Torben Gettermann. De seneste år har han forsøgt at forstå den tidligere britiske koloni, der er et kludetæppe af forskellige etniske grupper, sprog og religioner. Og han har forsøgt at lære folk at kende. 

Et misrøgtet land

”Nigerianerne er venlige mennesker med en god humoristisk sans, hvilket hjælper meget. De er også lidt arrogante, for de er utroligt stolte af deres land, men det skal man jo have lov til at være,” siger Torben Gettermann, der betegner sig selv som sønderjyde med stort S. Men samtidig er Nigeria under pres.

”Landet er blevet misrøgtet gennem rigtig mange år. Økonomien er baseret på, at man konstant har haft olieindtægter, hvilket betyder, at man stort set ikke har udviklet andre dele af erhvervslivet end olieproduktionen,” siger Torben Gettermann.

Derudover er det svært at sige noget generelt om Nigeria, forklarer Torben Gettermann. Det skyldes blandt andet, at magten er spredt ud i landets 36 forskellige delstater. Al lovgivning, der vedtages i hovedstaden Abuja, skal nemlig først godkendes lokalt for at virke i de enkelte delstater.

”Det betyder, at der ikke er ret mange love, ud over grundloven, der er ratificeret i samtlige delstater. Det siger lidt om, hvor svært det kan være at få tingene til at hænge sammen. Derudover har Nigeria en række traditionelle herskere såsom sultanen i Sokoto eller emiren i Kano samt et hav af høvdinge og prinser. De er ikke folkevalgte og har ingen formel politisk magt, men de kan have en voldsom lokal indflydelse. Så man skal virkelig have forståelse for, hvor mange forskellige og ofte indbyrdes modstridende lag der er i Nigerias magtstruktur,” siger Torben Gettermann.  

Det er i dette svært gennemskuelige land, at Torben Gettermann skal holde sig opdateret på den daglige politiske og økonomiske udvikling samt repræsentere Danmark over for medier, NGO’er og politikere.

Droppede ud af teologi

Torben Gettermann er født og opvokset i Sønderborg, men flyttede på grund af sin fars jobskifte til Nykøbing Falster, hvor han gik i gymnasiet. Her havde en lærer snakket så positivt om mulighederne ved en teologisk uddannelse, at Torben Gettermann dumpede ind i to klassekammerater fra gymnasiet, da han sommeren efter sin studentereksamen i 1972 flyttede til København for at starte på teologi. Han blev dog ikke længe på studiet.

”Min intention var bestemt ikke at blive præst, men at få en teoretisk uddannelse. Men da jeg startede, fandt jeg ud af, at studiet var præget af en del stærke religiøse grupperinger. Det var ikke min kop te,” siger Torben Gettermann.

I stedet droppede den unge Torben Gettermann ud af teologistudiet, tog et merkonomkursus og arbejdede i stedet som konsulent i et rejsebureau i en årrække. I 1979 opdagede han, at Udenrigsministeriet søgte medarbejdere, og han tænkte ’hvorfor ikke?’ Han begyndte at arbejde som kontorfunktionær i Udenrigsministeriet, og snart blev han sendt til Saudi-Arabien som vicekonsul.

”At blive sendt til Jeddah på min første udpost var ikke noget, jeg havde bedt om. Men jeg stod øverst på listen, så det var enten at tage afsted eller at forlade ministeriet. Ikke sådan, at jeg ellers ville blive fyret, men når du står øverst på listen, skal du gerne sige ja. Og det gjorde jeg så,” siger Torben Gettermann. På et tidspunkt åbnede Udenrigsministeriet op for, at man kunne besætte akademiske stillinger med ansatte, der ikke nødvendigvis havde en akademisk uddannelse. Det benyttede Torben Gettermann sig af, og i 1992 blev han en del af den almindelige tjeneste.

Efter fire år i Mellemøsten arbejdede han som attaché i Mexico, som ambassadesekretær i Ungarn og senere som souschef i Grækenland. I april 2003 blev Torben Gettermann kontaktet af Udenrigsministeriets personalechef, der spurgte, hvad han ville sige til at tage til Irak, der i disse uger blev angrebet af en amerikanskledet invasionsstyrke, som også Danmark deltog i. Efter at have vendt spørgs-målet med sin kone svarede han ja.   

Havnede i irakisk dødszone  

”Det er karrieremæssigt den mest vanskelige beslutning, jeg har truffet. Irak var jo et land i krig, så det var jo ikke ligesom at tage til Hamborg. Det var nogle helt andre betingelser,” siger Torben Gettermann.

Krigens optakt var præget af stor splittelse i den vestlige verden, hvor store befolkningsgrupper og den politiske opposition i mange lande var imod invasionen. Herhjemme valgte statsminister Anders Fogh Rasmussen med støtte fra et snævert politisk flertal at støtte den amerikansk ledede invasion.  Dengang troede mange danske politikere og virksomheder, at Irak efter en hurtigt overstået krig ville komme på fode og blive et lukrativt marked for dansk eksport. Som ambassadør var en af Torben Gettermanns opgaver at bistå danske virksomheders kommercielle interesser.   

”Samtidig var der afsat ganske store midler til genopbygningsindsatsen. Selvfølgelig var der nogle sikkerhedsmæssige udfordringer, men vi tænkte jo, at det ville gå i den rigtige retning, når krigen var overstået. Men det blev så ikke sådan, som hverken jeg eller mit ministerium havde forestillet os. Det gik, for at sige det pænt, ganske anderledes. Irak blev jo ikke det boom for hverken dansk industri eller et hvilket som helst andet lands industri, som man havde håbet på,” siger Torben Gettermann.

Hvilket blodigt kaos, Irak var ved at synke ned i som følge af invasionen, fik Torben Gettermann en forsmag på, samme dag han landede i Bagdad og kørte til koalitionsstyrkernes hovedkvarter. Et amerikansk militærkøretøj var netop blevet sprængt i luften.

”Vi kommer kørende i en almindelig bus og får pludselig at vide, at vi skal skynde os ud. Folk råber og skriger ’this is a kill zone,’ og så er det med at få hjelme og skudsikre veste på, og så ind i bussen igen. Buschaufføren tager så fejl af ruten, så han i stedet for at køre os væk kører os direkte hen til den brændende humvee. Det var en brat opvågning. Jeg kunne ikke lade være at tænke, ’hvad er det, jeg har indladt mig på?’”

Først var irakerne glade

For nylig fortalte Anders Fogh Rasmussen i et TV-interview, at man i 2003 gik i krig uden en velgennemtænkt politisk plan for, hvad der skulle følge efter den militære magtovertagelse. Siden er hundredtusindvis af irakere omkommet som følge af den vold og det sammenbrud i det irakiske samfund, som invasionen medvirkede til. Og grupper som Islamisk Stat er vokset frem.

Havde I en naiv forventning om, at irakerne bare ville være glade, når I efter krigen kom ned med en pose rare genopbygningsmidler?

”Jeg forstår godt, at du stiller det spørgsmål, men jeg vil være forsigtig med at udtale mig i forhold til den diskussion, der stadig er i gang. I begyndelsen var irakerne faktisk meget glade for også den danske genopbygningsbistand. Men efterhånden som den sikkerheds-mæssige situation blev forværret, ændredes deres syn på den udenlandske tilstedeværelse. Jeg har selvfølgelig min private mening om Irak-spørgsmålet, og den kommer nok frem, hvis jeg en dag skriver en bog om mine oplevelser,” siger Torben Gettermann.

Men hvad tog du så med fra Irak? Hvad lærte du?  

”Irak var et sted, hvor jeg fik prøvet nogle grænser af, som jeg slet ikke vidste, at jeg havde. Jeg har været i nogle meget ekstreme situationer for at sige det pænt. Mit hotel blev bombet, og værelset lige over for mit blev skudt sønder og sammen.

Der fik jeg endnu engang et reality check.” 

Episoden fandt sted den 26. oktober 2003, da oprørere sendte en serie raketter mod Al Rasheed Hotel, der lå i Bagdads grønne zone, hvor koalitionsstyrkerne havde hovedkvarter. Angrebet dræbte én og sårede 26.

”Klokken var seks om morgenen. Jeg var lige stået op og skulle ud til checkpointet og hente nogle håndværkere. Så måtte jeg kaste mig ned mellem sengen og badeværelset, da anden bølge af raketter blev fyret af. Det var en lidt skelsættende oplevelse.”

En ting var en brændende humvee, noget andet var at blive bombet og beskudt. Spørgsmålet var også, hvordan han ville reagere på pludselig at stå i en situation, hvor han havde ansvar for sine ansatte, mens han samtidig skulle bearbejde den oplevelse, det var at skulle kravle på alle fire på gange og trapper, der flød med blod. Nede i lobbyen mødtes han med sine medarbejdere. Alle slap uskadt fra angrebet.

”Det er ikke fordi, jeg i dag føler mig usårlig, men jeg oplevede, at jeg kunne klare det, formentlig uden mén, og at jeg også var i stand til at tage hånd om mine medarbejdere. Og det giver et lidt andet syn på mange ting. Det flytter nogle grænser i din bevidsthed for, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt,” siger Torben Gettermann.

”Man lærer at se tingene ud fra den vigtighed, de har, så man ikke sidder og bander over trafikken om morgenen, men mere er glad for, at man overhovedet sidder der.”

Godt at se Danmark udefra

Mens Irak altså langt fra blev den fremgangsrige og stabile stat, som datidens krigstilhængere havde håbet på, forlod Torben Gettermann landet i 2005 og blev i stedet generalkonsul i New York. Fem år senere flyttede han til Hong Kong, hvor han i 2012 var ansvarlig for at udføre beslutningen om at lukke det danske generalkonsulat. Og nu er han altså i Abuja. Umiddelbart virker det som om, det internationale perspektiv fra starten har været en rød tråd i Torben Gettermanns karriere. Det er han ikke helt enig i.  

”Jeg tror, der lidt er tale om tilfældigheder. Da jeg arbejdede i rejsebranchen, havde jeg mest at gøre med turister, der besøgte Danmark. Så det er ikke fordi, jeg fra starten havde et ønske om at komme ud i verden.”  

Danske unge er i dag langt mere målrettede i deres karriereplanlægning, mener han:

”Det er helt fint, at man fra starten ved, hvad man vil, men jeg er så ikke bygget på den måde. Jeg synes, det er sundt at træffe nogle helt andre valg. Det kunne være interessant for mange unge at bo i udlandet i en periode og se verden og se Danmark udefra,” siger Torben Gettermann.

Han tilføjer, at det danske arbejdsmarked selvfølgelig har ændret sig en del siden 1980’erne.

”Der er nogle helt andre og større krav i dag, og jeg kan også godt forstå, at folk gerne vil have en fast retning i tilværelsen, og at de er ambitiøse. Det er helt legitimt. Der blev også stillet krav til os dengang, men kravene var anderledes.«  

Hvordan?

”Der er sket en markant ændring i samfundet over de sidste 40 år. Man spe-cia-liserer sig meget mere, og folk stiller meget konkrete krav til, hvad de skal opnå med deres liv. Men når jeg ser på mig selv for 40 år siden, så ville jeg bare gerne have et fornuftigt job og lave noget, der var mig, og som, jeg syntes, var spændende. Da jeg tog springet fra det private og ind i Udenrigsministeriet, havde jeg ikke på forhånd gjort mig det klart, at jeg ville ende med at bo så mange år i udlandet,” siger Torben Gettermann.

I dag ser han det som sit held, at han blev sendt til Saudi-Arabien.

”Mit job var jo ofte at hjælpe til, når danske statsborgere kom i problemer, så jeg har set mangt og meget, som andre sjældent oplever. Jeg har set de saudiske fængsler indefra og set, hvordan folk blev pisket offentligt, og hvordan man har ekstrem fattigdom tæt på en helt sindssyg rigdom. Alle de kulturelle kontraster var en interessant opvågning i forhold til, hvor beskyttet jeg havde levet hjemme i Danmark.”

Hvor hører man til?

Mens Torben Gettermann altså kan se tilbage på et spændende arbejdsliv, har de mange udstationeringer også haft konsekvenser for hans kone og tre børn, der med undtagelse af opholdet i Irak har fulgt med fra verdensdel til verdensdel.

Kan børn ikke blive rodløse af at skulle vokse op i så mange lande?

”Jo, det kan de godt, og det er bestemt ikke usædvanligt. Det er også noget, vi har snakket om i familien. Hvor hører man egentlig til? Jeg føler mig dansk, og min kone er spansk, og vores børn har lært en god del af den spanske og den danske kultur, men hvor hører de egentlig selv hjemme? Jeg tror, min søn sagde det bedst, da han sagde, at ’hjemmet for os er, når vi er sammen’. Og så betyder det ikke noget, om vi sidder i Abuja, København eller Madrid,” siger Torben Gettermann.

Han regner med at fortsætte som ambassadør et par år endnu for derefter at gå på pension. Otiummet skal ikke nydes i Sønderborg.

”Nu har jeg i årevis slæbt min spanske kone rundt i verden, for at sige det mildt. Hun har for flere år siden stillet som krav, at vi flytter til Spanien, når vi trækker os tilbage, så det ender det jo nok med,” siger han med et smil. 

Hvad angår det konfliktplagede Nigeria, vil den dårlige økonomi formentlig kun blive værre, før den vender, vurderer Torben Gettermann.  

”Der er stadig kommercielle mulig-heder i landet, men det er ikke lige her og nu eller i morgen, at man får gevinsten. Det kræver et langt sejt træk, men skal man ind på markedet, er det ikke noget dårligt tidspunkt nu, hvor det er svært. For så er man på plads til at høste frugterne, når det bliver bedre tider.”