Offentlig digitalisering trumfer retssikkerheden

Jeg stillede mig til at vente, mens jeg mentalt forberedte mig på den afgørende samtale. Dette her måtte ikke kikse!  

Mit blik gled ned til dokumentet i min hånd. Resultatet af mange måneders målrettet arbejde: Den nye projektstyringsmodel. Et knivskarpt værktøj, som skulle gøre op med styrelsens evindelige tendens til at kuldsejle sine projekter. Som én gang for alle skulle sætte en stopper for de idiotiske styregrupper, der blandede sig i ligegyldige detaljer, mens de udskød de afgørende beslutninger i det uendelige. Som skulle få skovlen under de forræderiske underdirektører, der lovede at afsætte 'dedikerede medarbejderressourcer' for så at indsætte deres mest underdrejede og uduelige medarbejdere som 'dødt kød' i projektgrupperne. Og som – ikke mindst – skulle få styr på alle kuldsejlede projekters moder: Projektejerne. Som kunne afspore selv det mest velplanlagte projekt ved konstant at smide 'geniale' idéer ind i processen.

Jeg nikkede tilfreds for mig selv. Sammen med to af styrelsens skarpeste projektledere havde jeg udarbejdet et sæt obligatoriske retningslinjer til fremtidige projekter: Definitioner af roller og ansvar. Krav til tildeling af ressourcer. Veldefinerede 'gates' før et projekt kunne skifte fase. Det eneste, der manglede, var Styrelsesdirektørens godkendelse.

Jeg skævede ind gennem glasdøren til direktørkontoret. Han havde fået forslaget med på weekend med en brandtale om, hvor vigtig projektmodellen var for realisering af styrelsens strategiske målsætninger. Det burde ikke kunne gå galt. 

På den anden side af glasdøren afsluttede direktøren sin samtale. Med et diskret nik gav sekretæren mig tilladelse til at gå indenfor. Så var det nu!

”Jeg har kigget på dit forslag.” Direktøren kiggede op, da jeg nåede over til skrivebordet. ”Det ser godt ud.”

YES!!!

”Men faktisk,” sagde direktøren og fandt sin kopi af forslaget på bordet, ”fik jeg en idé.”

Han pegede ned mod dokumentet.

”Du har jo lagt det op som en færdig model,” fortsatte direktøren. ”Men spørgsmålet er, om vi ikke skulle folde processen lidt ud?”

”Folde ud?” sagde jeg uroligt.

”Så vi ikke lægger os fast på en model nu. Men lader resten af organisationen tænke med og byde ind med deres idéer.”

Jeg mærkede jorden skride under mig.

”Jeg tillod mig at vende det i direktør­kredsen,” fortsatte direktøren. ”De har lovet at afsætte de nødvendige medarbejderressourcer.”

Direktøren smilede entusiastisk op til mig.

Ligesom et stort flertal af danskerne har professor og dr.jur. Niels Fenger fået et lettere liv med digitaliseringen af den offentlige forvaltning.

”Jeg kan kommunikere med myndig­hederne, når det passer mig. For eksempel om aftenen, når mine børn sover. Og som skatteyder kan jeg glæde mig over de økonomiske besparelser, som digitaliseringen kan medføre for den offentlige sektor,” siger han.

Men som jurist og ekspert i forvaltningsret har Niels Fenger forsket i den måde, som det offentlige Danmark med Finansministeriet i spidsen over en kort årrække har gennemført digitaliseringen på. Og her er han – i lighed med bl.a. Folketingets Ombudsmand – kritisk.

”Digitaliseringen af den offentlige forvaltning er foregået uden tilstrækkeligt fokus på den enkelte borgers retssikkerhed. Det har fået negative følger for en række borgere,” siger Niels Fenger.

Først og fremmest for ældre danskere, der ikke på samme måde som de yngre er vant til at bruge computer, for nydanskere, der ikke behersker sproget, og for socialt udsatte borgere med større behov for hjælp end flertallet.

”Disse grupper rammes af digitali­seringens krav om at kunne bruge en computer eller smartphone til at kommunikere med forvaltningen. Det er i den forbindelse tankevækkende, at vi herhjemme gennemfører digitaliseringen som en pligt, mens det i eksempelvis vores nordiske nabolande står borgerne friere for, om de vil bruge de digitale løsninger eller ej,” siger Niels Fenger.

Ældre bliver ramt

En nylig sag om en borger, der er blevet idømt bøde, illustrerer, hvordan digitaliseringen er foregået herhjemme. Sagen drejer sig om en mand på 90 år, der aldrig har været inde på borger.dk og derfor ikke har været opmærksom på, hvad der kommer ind i hans e-boks, og hvordan han kan blive undtaget fra at bruge borger.dk.

”Manden nåede at modtage en synsindkaldelse, en påmindelse og to bødeforlæg på hver 2.000 kr., før han endelig fik et brev med posten om, at han skulle syne sin bil. Ombudsmanden udtrykker forståelse for borgerens utilfredshed med den behandling, han har fået, men kan ellers intet gøre. For reglerne på området er klare, manden har overtrådt loven, og bøderne står ved magt,” fortæller Niels Fenger.

Historien er desværre typisk for, hvordan digitaliseringen har ramt borgere, der adskiller sig fra den gængse majoritetsdansker med ud­mærkede it-kundskaber, påpeger Niels Fenger.

Giver problemer for socialt udsatte

Da sundhed.dk gik i luften, skete det eksempelvis på en måde, som indebar, at man ikke længere kan tilbageholde information fra borgere – heller ikke selv om de pga. psykisk sygdom og paranoide karaktertræk er bedst tjent med ikke at se, hvad deres læge skriver om dem, fordi det kan forværre deres lidelse. Det var nemlig ikke praktisk muligt at indføre et system med elektronisk indsigt og samtidig bevare skønsmæssige begrænsninger af hensyn til udvalgte borgere.

 ”For de allerfleste borgere er den digitale adgang til lægejournaler et stort fremskridt, men det synes uhensigtsmæssigt og samtidig illustrativt for digitaliseringens indflydelse på lovgivningen, at velbegrundede særordninger må afskaffes for at muliggøre auto­matiserede løsninger,” siger Niels Fenger.

For en anden gruppe svage danskere er problemet ikke, at de med digitaliseringen kan få for meget og forkert information over nettet, men derimod at de ikke selv kan finde den information, de skal bruge.

”Indfasningen af it-selvbetjeningssystemer i forvaltningen er rigtig god for ressourcestærke borgere, der ­ligesom jeg selv gerne vil spare tid på at møde op i forvalt­ningen eller vente på skriftlige svar på mine spørgsmål. Men for kontanthjælpsmodtageren, der har sociale problemer ud over arbejdsløshed – som fx et misbrug – kan man ikke uden videre for­mode, at han kan bruge de digitale selvbetjeningssystemer. Der må man med udgangspunkt i det socialretlige princip om, at hjælpen skal gives med udgangspunkt i borgerens konkrete situation, yde den nødvendige rådgivning og støtte fra en socialrådgiver – og se bort fra kravet om, at borgeren selv finder den information, han skal bruge på nettet,” siger Niels Fenger.

Partsrepræsentation blev overset

Andre borgere, der kan komme i klemme i digitaliseringen, er de mange, der ikke er gode til dansk.

”Det er et almindeligt forvaltnings­retligt princip, at forvaltningen skal kommunikere på et sprog, som borgeren forstår. Så hvis borgeren møder op i forvaltningen uden at beherske dansk, skal medarbejderne finde et andet sprog, fx engelsk, som begge parter kan begå sig på. Den fleksibilitet indeholder de færreste selvbetjeningssystemer. Også her burde man have været mere opmærksom på, at nogle af de borgere, man betjener, slet ikke er klædt på til at bruge selvbetjeningsløsningerne,” siger Niels Fenger.

Hastværket med at få digitaliseringen gennemført uden at forberede den ordentligt går igen også på andre områder, fremhæver han.

”Da man fx udviklede hele NEM ID-systemet, lavede man af gode sikkerhedsgrunde et system, hvor man kun kan få adgang med sine personlige koder, og hvor andre ikke kan få adgang. Men man indrettede ikke systemet sådan, at det tog højde for, at borgeren ifølge forvaltningsloven har ret til en repræsentant, som kan handle på borgerens vegne i forhold til myndigheden. Og der gik lang tid, før man fik rettet op på denne fejl. På SU-området gik der fx mere end halvandet år, efter at Ombudsmanden havde kritiseret SU-Styrelsen, før man fik oprettet adgang til partsrepræsentation.”

Digital post giver retstab

Et andet eksempel er borgerens begrænsede mulighed for at vedhæfte bilag og dokumentation, når han kommunikerer med en myndighed via den digitale postløsning. I en sag fra 2015 konstaterede Ombudsmanden, at borger.dk var opbygget sådan, at breve sendt fra borgere til myndigheder kun kan indeholde 10 bilag og fylde 10 megabytes i alt.

Ombudsmanden fremhævede, at disse begrænsninger ramte forsendelser i postløsningen i et sådant omfang, at borgernes ret til at bruge den digitale postløsning ikke kunne anses for reel. Han pegede samtidig på, at systemets begrænsede kapacitet kan medføre risiko for, at borgerne lider retstab, fordi eksempelvis en ansøgning eller en klage har en størrelse, der gør, at postløsningen ikke kan håndtere den. Og det kan medføre, at borgeren eller virksomheden opgiver at anvende postløsningen.

”Den gældende ordning på borger.dk kunne således ikke leve op til lovgrundlaget,” siger Niels Fenger.

”Hvilken vej går man da? Ændrer det digitale system eller lovgivningen? Det sidste, idet finansministeren i februar i år fremsatte et lovforslag, der gør det muligt at begrænse mængden af information, som borgeren kan sende via Digital Post. Og man tier helt i lovforslaget om, at borgeren måske har god grund til at fremsende den pågældende information til myndighederne.”

Skal understøtte god lovgivning

Men hvorfor blev alle de negative effekter af digitaliseringen, som du nævner, ikke opdaget og erkendt på forhånd, så man kunne have forebygget problemerne?

”Fordi man i sin iver har været mere optaget af de muligheder, digi­­taliseringen skaber, end af betænkelighederne, tror jeg. Der er simpelthen ikke tilstrækkeligt mange af dem, der har udviklet systemerne, der har tænkt i personbeskyttelsesretlige og forvaltningsretlige baner. Tværtimod har man set en tendens til, at for­valtnings­loven og persondataloven bliver opfattet som forhindringer for digitaliseringen. Og at der derfor stilles forslag om at ændre forvaltningsloven. Der mener jeg, det er vigtigt at sige, at forvaltningslovens regler er til for at sikre, at afgørelser bliver korrekte og træffes på en tillidsvækkende måde. Det bør man ikke glemme, og man bør tænke sig meget grundigt om, før man fjerner retsgarantier, blot fordi de vanskeliggør digitalisering. Digitaliseringen skal understøtte god lovgivning, ikke fjerne den i fremskridtets navn,” siger Niels Fenger.  

Læs mere