Præsidentvalgets vigtigste kandidater

Hvis det amerikanske præsidentvalg var en olympisk disciplin, ville vi lige nu være i det afgørende heat. De to finalister, Hillary Clinton og Donald Trump, står ansigt til ansigt i kampen om en plads i Det Hvide Hus. Optakten har varet længe, nu skal den afgørende strategi være skarp. Selvom de to kandidater næsten dagligt ytrer alt fra politiske gengangere til, hvad der måske allerbedst kan kategoriseres som dumsmarte bemærkninger, så er ytringerne – og faconen, de fremføres på – alligevel ofte ekstremt gennemtænkte.

Bag enhver stærk amerikansk præsidentkandidat står nemlig en endnu stærkere kampagneleder. Så når den notorisk pressesky Hillary Clinton alligevel stiller op til politisk spørgerunde i amerikansk primetime-tv, er hun formentlig forinden blevet guidet gennem slagets gang af Demokraternes kampagneleder, Robby Mook.

Og når Republikanernes Donald Trump, for hvem ved hvilken gang, kaster en kontroversiel kommentar efter sin modkandidat, vil han formentlig blive forsøgt rettet tilbage på sporet af Republikanernes Kellyanne Conway.

”Mens præsidentkandidaten fremstår med det overordnede politiske budskab, er kampagnelederen ansvarlig for at fastlægge præsidentkampagnens strategi på en sådan måde, at budskabet står klart og tydeligt for vælgerne,” forklarer Jørn Brøndal, lektor i Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.

Kampagner i millionklassen

Det er med sikkerhed lidt af en mundfuld at tackle politiske kam­pagner, der løber op i millioner af dollars. Ifølge Washington Post har Clintons kampagnestab i skrivende stund et svimlende beløb på 600 millioner dollars at gøre godt med. Donald Trumps kampagnelejr kan til sammenligning boltre sig i knap 300 millioner dollars.

Selvom opgaverne ofte er ens for kampagnelederne i amerikansk toppolitik, uanset partiets farve – de skal blandt andet holde styr på den store kampagnestab og mobilisere alt fra partiets mest prominente politikere til græsrodsbevægelserne og de frivillige, der går fra dør til dør med kandidatens budskab – så har Demokraternes Robby Mook og Republikanernes Kellyanne Conway erhvervet kampagneledertitlen på vidt forskellige måder.

Til trods for sin unge alder har 36-årige Robby Mook allerede et imponerende CV, der tæller kampagnearbejde for prominente demokratiske politikere som Howard Dean og John Kerry. Mook var også en del af Clinton-kampagnen i 2008, hvor Clinton dog endte med et nederlag til Obama allerede i primærvalgene. Nu gælder det så Clintons endelige vej til Det Hvide Hus.

Den 49-årige Kellyanne Conway er derimod endt i jobbet som Trumps kampagneleder ad omveje. Efter at Trump i juni fyrede sin første kampagneleder, Corey Lewandowski, fik den politiske strateg Paul Manafort tjansen. Det holdt dog kun to måneder, før der igen blev rystet i posen, og nu er den 49-årige jurauddannede Conway altså kørt i stilling som ny kampagneleder. På Conways CV står dog allerede politisk arbejde for prominente republikanske politikere som Dan Quayle, Newt Gingrich og Mike Pence.

Dataanalyser skal give sejr til Clinton

Kampagnelederne har sat deres aftryk på deres respektive partiers kampagner. Det fortæller Kasper Grotle Rasmussen, adjunkt på Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.

”Trump-kampagnen har for eksempel været ekstremt personbåren, og Paul Manaforts erfaring som image-kreatør har gjort ham perfekt til at drive kampagnen. Han har været enormt god til at spinne Trumps historie og person,” siger Kasper Grotle Rasmussen.

Kellyanne Conway har derimod ifølge The Guardian sagt, at hun vil videreføre Trump-kampagnen ved at ”lade Trump være Trump”.

Robby Mooks kampagnelederstrategi synes derimod anderledes. I ameri­kanske medier bliver han ofte refereret til som ”a numbers guy” – ham, der har styr på tal og analyser. Gennem dataanalyser kan Robby Mook analysere selv ned til det mindste amerikanske amt, hvor Demokraternes kernevælgere befinder sig – og hvor der måske skal sættes ekstra ind.

”Og fordi Robby Mook har mere fokus på, hvordan data og meningsmålinger kan hjælpe Clinton på vej, holder han sig som kampagneleder også mere i baggrunden. På den måde er han en loyal partisoldat, der ikke går i vejen for sin kandidat,” siger Kasper Grotle Rasmussen.

Interne stridigheder og kontroversielle udtalelser

Der bliver da også lagt mærke til Robby Mooks diskrete kampagneledelse i USA. Da Clinton i 2008 tabte til Obama allerede i de tidlige primærvalg, var hun ikke den eneste, der måtte springe fra. Hendes daværende kampagneleder, Patti Solis Doyle, fik sparket, da kampagnen kæntrede, efter at den i mange amerikanske medier snarere havde vakt opmærksomhed pga. intern fnidder og stridigheder end pga. de politiske budskaber.

Hvor den tidligere kampagneleder Manafort den seneste tid har skullet navigere amerikanske vælgere gennem Trumps udtalelser om et muligt attentat på Clinton, og at Obama skulle stå bag oprettelsen af terrororganisationen IS, så vil kun tiden vise, hvordan Conway kommer til at styre kampagneskibet i den resterende tid op til præsidentvalget. Men uanset udfaldet i de to forskellige lejre, har de to kampagneledere ifølge Jørn Brøndal formentlig udsigt til mange flere års politisk arbejde. Trumps og Clintons skæbner kender vi derimod først, når amerikanerne går til valg den 8. november. 

Kellyanne Conway / Republikanernes kampagneleder 

Modsat Demokraternes Robby Mook er Kellyanne Conway helt ny i jobbet som kampagneleder. Så sent som i juni måned overtog den politiske rådgiver Paul Manafort jobbet efter Corey Lewandowski, som havde fået en fyreseddel fra Trump. Nu har Paul Manafort også fået sparket, og i stedet er Kellyanne Conway kørt i stilling.

”Selvom kampagnelederne har stor indflydelse på kandidaternes udtryk, er magtrelationen også klar. De er først og fremmest ansat som rådgivere for præsidentkandidaten, og de kan godt blive fyret,” siger Jørn Brøndal, lektor i Amerikanske studier ved Syddansk Universitet.

Nu gælder det derfor for den 49-årige Kellyanne Conway om at få den ellers notorisk kvindefjendske Trump til at lytte og samarbejde. Hvor den tidligere kampagneleder Manafort havde et ry for at kunne bygge et image op fra bunden – han har eksempelvis tidligere været politisk rådgiver for Ronald Reagan og George H. W. Bush, for ikke at nævne diktatorer som Filippinernes Ferdinand Marcos og Congos Mobutu Sese Seko – så satser Conway ifølge The Guardian på at lade Trump være Trump.

Hvordan den strategi kommer til at gå – en strategi, som Trumps første kampagneleder i øvrigt også forsøgte sig med – kan der kun spås om, men sikkert er det, at Conway får lidt at arbejde med.

Trump har i hvert fald ikke tidligere holdt sig tilbage. Tidligt i valgkampen kaldte han mexicanske immigranter i USA for kriminelle og voldtægtsmænd, og efter en debat under primærvalgene beskyldte Trump debattens kvindelige moderator for at have stillet ham umulige spørgsmål, fordi det ifølge ham var ”den tid på måneden”.

Kellyanne Conway har dog lidt at have det i. Hun har tidligere arbejdet for vicepræsident Dan Quayle, den tidligere House Speaker Newt Gingrich samt den daværende guvernør fra Indiana, Mike Pence, som Trump har valgt som sit bud på en vicepræsident. Og så er hun tilmed ifølge The Guardian personen, der i sin tid fik Republikanernes Todd Akin til at stoppe med at bruge det kontroversielle udsagn ”legitim voldtægt” – et udsagn, som ifølge politikeren, der er imod abort, hentydede til en naturlig måde, hvorpå kvindekroppen kunne undgå en graviditet under en voldtægt, men som også fik hans politiske karriere på lidt af en slingrekurs.

Hvorvidt Kellyanne Conway er Trumps genvej til at komme på rette spor her to måneder før præsidentvalget i november, hvor Clinton stadig fører i menings­målingerne, må tiden vise. Men en ting er sikker: Kellyanne Conway er formentlig Trumps sidste chance.  

Robby Mook / Demokraternes kampagneleder 

Der kan ifølge Jørn Brøndal, lektor i Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet, meget vel ligge en signalværdi i, at Demokraternes præsidentkandidat Hillary Clinton har valgt Robby Mook til sin kampagneleder.

Robby Mook er ifølge Time Magazine den første kampagneleder i en præsidentkampagne, der lever åbent som homoseksuel. Clintons kampagneleder i 2008, Patti Solis Doyle, var desuden latino, og altså også fra en vigtig vælgergruppe for Demokraterne. Kigger man på Mooks CV, er han nu formentlig valgt, fordi han er, hvad de amerikanske medier beskriver som lidt af et naturtalent inden for amerikansk politik.

Hvor mange andre kampagneledere i amerikansk politik lærer det politiske spil gennem praktikophold og dårligt betalte stillinger på kampagernenes hovedkvarterer i Washington D.C., valgte Mook en lidt utraditionel vej. I hjemstaten Vermont lærte han i stedet om politik på den lokale losseplads.

”Hvor jeg er vokset op i Vermont, har kommunen ikke en skraldeordning. I stedet må du selv transportere dit skrald til skraldepladsen hver weekend. Det vil sige, at hele byen er samlet på skraldepladsen tre timer hver lørdag morgen. Jeg opdagede derfor, at det var et strategisk godt sted at lave politisk arbejde. Jeg tog ned til skraldepladsen med mine mange underskriftsindsamlinger og for at tale med mulige vælgere,” har Mook fortalt til Los Angeles Times.

Siden er CV’et kun vokset. Som studerende på Columbia University bestred Mook en prominent stilling i præsidentkampagnen for Vermont-guvernøren Howard Dean. Dean tabte dog kampen om nomineringen som demokraternes præsidentkandidat til John Kerry, for hvem Mook fortsatte sit kampagnearbejde.

I 2008 arbejdede Robby Mook for første gang for Hillary Clinton. Han førte hende tilmed til primærvalgsejre i staterne Ohio, Indiana og Nevada. Det blev der lagt mærke til i Obama-­­ lejren, og Mook blev i 2013 rekrut­teret til at lede Terry McAuliffes guvernørkampagne i staten Virginia. Et valg McAuliffe vandt. Under kampagnen havde Mook stort fokus på dataanalyser af kernevælgerne i Virginia, og som kampagneleder i Hillary Clintons 2016-præsidentkampagne er Robby Mook da også blevet kendt som lidt af en talknuser. Mooks sans for data og meningsmålinger er ifølge Los Angeles Times da formentlig også grunden til, at Clinton sejrede i staterne Ohio, Indiana og Nevada i 2008, hvor resten af kampagnestaben det år kimsede af mulighederne for at udnytte data og sociale medier i kampagnearbejdet. Nu gælder samme strategi for at nå Det Hvide Hus.