Eneste jurist på rådhuset

08-09-2016
3 min.

Janus Tarp er jurist på Sorø Rådhus og har ikke ladet et liv i kørestol bremse sine ambitioner. Som formand for UlykkesPatient- og Polio-Foreningerne kæmper han for større beskæftigelse for handicappede.

Som 14-årig dyrkede Janus Tarp meget triatlon. På en træningstur kørte han frontalt ind i en lastbil, brækkede nakken og har siden den dag været lam fra skuldrene og ned. I dag er han 43.

”Jeg levede et ekstremt fysisk be­tonet liv, og nu skulle jeg lige plud­selig sidde i kørestol og ikke bevæge mig overhovedet. Det rystede mit fundament. Jeg brugte et år på nogenlunde at komme ovenpå og opdagede, at jeg havde en fremtid. Jeg ville blive til noget, og jeg havde jo stadig mit hoved.”

Drømmen var at blive læge, men da han ikke længere kunne bruge hænderne, valgte han i stedet at læse jura. Som 18-årig begyndte han på studiet, som han gennemførte på normeret tid. Bagefter ville han være advokat, men opdagede, at de store advokatkontorer i midten af 1990’erne ikke var gearet til folk i kørestol. I stedet valgte han at søge ind i det offentlige. Han har nu arbejdet 20 år som jurist kun afbrudt af et par års pause af helbredsmæssige årsager. I otte år har han været på Sorø Rådhus, og siden sidste år har han været den eneste på rådhuset, der arbejder som jurist.

Ved siden af jobbet er han ­for­­mand for UlykkesPatient- og Polio-Foreningerne, så selv om han arbejder 32 timer på rådhuset, sniger arbejdsugen sig hurtigt op på de 50.

”En af vores mærkesager i foreningerne er bedre beskæftigelse for folk med handicap. Hvis man ansætter én som mig, får man minimum 110 procents arbejdsindsats – netop fordi det ikke skal hedde sig, at vi som handicappede ikke kan levere varen. For arbejdsgiveren betyder det måske, at de skal fjerne et par dørtrin, men så er det altså heller ikke sværere.”



Han fortæller, at antallet af handi­cappede i job faldt under finanskrisen, og at det efter krisen ikke er steget i lige så høj grad som for folk uden handicap.

”Man skulle tro, at vi med handicap også skulle nyde godt af, at krisen er overstået, men det er slet ikke sket. Beskæftigelsesprocenten for folk med handicap generelt er nede på 43 og for større fysiske handicap er den omkring 25 procent. Begge tal er for lave, og det vil vi godt gøre noget for i foreningerne, samtidig med at handicappede også skal blive bedre til at søge de jobs, der er.”

Personligt har han aldrig lagt skjul på sit eget handicap i jobansøgninger.

”Halvdelen af samtalen kunne ellers hurtigt komme til at handle om noget andet end jobbet. Og skulle der være nogen, der sorterer mig fra pga. handicap, så er det måske heller ikke dér, jeg har lyst til at være.” 

Hvilke opgaver har du på rådhuset?

”Jeg sidder i Byrådssekretariatet, så jeg betjener det politiske system med udfordringer omkring politiske beslutninger og processer, og så betjener jeg direktører og cheferne. Det er hele den kommunale forvaltning.” 

Hvorfor blev du formand for UlykkesPatient- og Polio-Foreningerne?

”Det var en drøm og ambition siden teenageårene, hvor jeg meldte mig ind. Den tidligere landsdommer og nu afdøde Holger Kallehauge var formand for os i 40 år. Han hjalp mig med at finde en bolig i København, da jeg flyttede hjemmefra, og samtidig åbnede han mine øjne for foreningerne. Han var en stor rollemodel for mig.” 

Hvilke hjælpemidler bruger du?

”Jeg har en særlig pind, så jeg kan skrive med munden, og så har jeg hjælpere døgnet rundt. De kan også hjælpe mig med at skrive, hvis det skal gå meget stærkt.” 

Hvad sagde lægerne til dig efter ulykken?

”Holdningen var, at jeg skulle gøre mig klar til at bo på plejehjem. Det kunne hverken mine forældre eller jeg acceptere. Jeg skulle fandeme ikke på et plejehjem som 14-årig.”

1 kommentar
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Peter

28.09.2016 kl. 23.32

Positiv klumme om at handicap ikke må være hindring for et job. Dog må jeg indskyde at hverken systemet (jobcentret) eller arbejdsgiver er gearet til at hjælpe/rumme "os".

Jeg er selv generalist, blev færdig for 2-3 år siden og har en kronisk/psykisk funktionsnedsættelse. Mit jobcenter "fatter" ikke at jeg ikke bare kan få et job (da jeg er ung, ser fysisk rask ud og ofte er bedre uddannet end jobkonsulenten selv – nogen gange kan man være heldig at have en frisør som jobkonsulent), men der er 100 andre facetter, der spiller end. I mit tilfælde er det primært manglende psykisk overskud og overblik til at gøre de ting, som skal gøres. Og nej jeg savner ikke motivation eller incitamenter, som en hvis kuglestøder ustandselig udbasunerer, da bl.a. jeg selv har arbejdet i et jobcenter, og derfor nogenlunde kender systemet indefra.
Det der nok pisser mig mest af, er jobkonsulenternes tro på at de selv ved mere om min situation, end jeg selv gør. Det kombineret med at jobcentrerne på ingen måde er gearet til at hjælpe ac'ere, gør det ikke situationen på nogen måde bedre.

De ordninger som skal hjælpe personer som mig i job, har mere fokus på at holde folk i arbejde når de har fået et, ikke på at få folk i arbejde. Løntilskud, praktik mv. kan være en god indgangsvinkel, men det er ofte langt, langt fra nok til at det giver et job, da mange arbejdsgivere ser det som gratis arbejdskraft og en gene. Og hånden på hjertet, hvem gider arbejde gratis til noget man ved man kan, og har lavet før?

Ordninger som eksempelvis ”fleksjob” tør jeg slet ikke ”satse” på, da jeg ved på forhånd at jeg aldrig vil få det bevilliget, selvom diverse fagfolk (psykolog, psykiater og ekstern socialrådgiver) mener at jeg burde kunne indstilles til et. Et andet eksempel er ”Fortrinsret i det offentlige” (ret til samtaler ved offentlige job). Dette kan være en god ting, men det ændrer ikke på at jeg ikke har ”nok” erhvervserfaring (qua min alder, funktionsnedsættelse og alle de nederlag som kommer sideløbende, som eksempelvis fyring) til at komme i betragtning til et ac-job, og får at vide jeg er for overkvalificeret til et HK-job (søger i hele landet). Jeg ved ikke og skal ikke sige, hvad der er rimelig ift. andre ansøger da det er privilegeret at kunne komme til samtale når man vil, men det er ofte en joke og et rent skuespil til samtalen. Kort og godt er det endnu en ordning, som hellere ikke vil få mig i arbejde.

Jeg håber virkelig, virkelig Netto eller lign vil hyre mig (men hvorfor skulle de, hvis jeg er overkvalificeret til HK-jobs?)…ellers har jeg har mange, mange år til en fremtidig ikke-eksisterende folkepension.

Kort sagt føler jeg mig på herrens mark...og her er jobcentrene ikke en medspiller, men en modspiller.

0 Kommentar
0
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.