Hvorfor kommer din kollega altid for sent?

Der sidder tre mand med armene over kors i et mødelokale. Papirer og pen ligger parat foran dem, og de har skænket vand i glassene. Den ene begynder at tromme utålmodigt i bordet med fingrene. ’Det er bare så typisk’, siger han med et suk og kigger op uret på væggen. Klokken er 10:06. Et øjeblik senere kommer deres kollega blæsende ind ad døren.

Kender du situationen? Og kunne du være én af de tre i mødelokalet, eller ville du snarere være ham, der kom for sent?

Ifølge Trine Kolding, forfatter til bogen ’Kend din tidstype – og få styr på planlægningen’, kan vi kategoriseres i tre tidstyper:

Tidsoptimisten: Kommer oftest i sidste øjeblik eller for sent og bruger udsagn som: ’Det tager kun fem minutter’ eller ’vi når det nok – der er masser af tid’. De er gode til at sige ’JA’, til at fordybe sig og til at fokusere på én ting ad gangen.

Tidsrealisten: Struktur og planlægning er nøgleord. De trives bedst med, at der er nogenlunde styr på tid, opgaver og projekter. Dog ikke for meget, da overdreven struktur kan føles som en spændetrøje. De kender de tre T’er: Ting Tager Tid.

Tidspessimisten: Stortrives i funk­tioner med en høj grad af forudsigelig­hed og langtidsplanlægning. De er ekstremt pligtopfyldende, når det gælder deadlines og mødetider. De tænker ­løbende over, hvad næste skridt er.

Det er ikke med vilje

Trine Kolding har skrevet bogen om de tre tidstyper med ønsket om, at vi hver især opnår en bedre forståelse for hinanden.

”Vi synes jo typisk, at vores egen ­måde at arbejde og handle på er den rigtige måde, og vi kan fx have svært ved at rumme, hvis en kollega altid kommer for sent. Men et godt udgangspunkt for samarbejdet i et team eller i en afdeling er, at vi lærer hinandens tidstyper at kende og dermed også, hvad vores kolleger – og vi selv - kan have svært ved at håndtere.”

Trine Kolding kommer med et eksempel:

Du skal give en medarbejder en opgave. Belært af ­erfaring kommer du med den i rigtig god tid, fordi hun altid afleverer i sidste øjeblik eller nogle gange først på den anden side af deadline. Du har sagt, at ­opgaven skal være klar en torsdag, og om tirsdagen spørger du hende, hvordan det går. Hun bliver meget kort for ­hovedet, fordi hun oplever dig som anklagende og ­kontrollerende.

Hun er formentlig tidsoptimist, og du er ­måske tidsrealist. Men med en viden om hinandens karak­teristika kan I måske eliminere de sure miner og den irritation, I hver især oplever. Du kan jo sige til hende: ’Du kender mig jo – jeg har det bedst med at være lidt i god tid og med, at der er styr på tingene – det er på ingen måde, fordi jeg ikke har tillid til dig.’ Og hun kan omvendt ­sige: ’Jeg har det jo sådan, at jeg arbejder allerbedst med en dead­line, der ånder mig i nakken.’

Snakken om vores tidstyper kan i det hele taget være med til at lette samarbejdet, mener Trine Kolding.

”For tidsoptimisterne kan det faktisk være en aha-­oplevelse at få at vide, hvor meget det irriterer andre, at de kommer for sent. De kan så øve sig på ikke at komme for sent, og de andre kan øve sig på ikke at blive irriterede og bare gå i gang med mødet til den aftalte tid,” siger Trine Kolding.

Hendes vurdering er, at der generelt set er ­nogenlunde lige mange tidsrealister og tids­optimister, mens tidspessimisterne højst udgør 10 procent. Blandt djøferne er der dog et overtal af tidsrealister, skønner Trine Kolding, der har holdt en lang række kurser for djøfere.

Her finder du især de tre tidstyper:

Tidsoptimisten: Blandt ledere, kommunikationsfolk, sælgere, journalister og generelt set blandt mennesker i kreative fag.

Tidsrealisten: De findes i alle branche og jobfunktioner. De er den mest fleksible af de tre typer. Typisk vil der være en overvægt blandt projektledere, koordinatorer, medarbejdere inden for økonomi og finans og blandt sekretærer og administrativt personale.

Tidspessimisten: I job, der kræver en høj grad af langtidsplanlægning og struktur, fx regnskabsmedarbejdere og andre, der arbejder med Excel-ark og skemaer og planlægger meget.

’Kend din tidstype – og få styr på planlægningen’. Af Trine Kolding, Gyldendal Business (e-bog).

Omtaler

Ustyrlig statsminister gjorde sin pligt

Viggo Kampmann (S) var kun statsminister i 2½ år og nåede aldrig at skrive sine erindringer. Men nu har journalist Poul Smidt fortalt Kampmanns historie i en ny portrætbog, som vidner om et af de mest usædvanlige livsforløb i nyere dansk politisk historie.

Kampmann stoppede som statsminister i 1962 med hjerteflimmer som begrundelse, men var så politisk presset af sine egne, at han måtte gå. Det spillede ind, at han lejlighedsvis havde kurs mod afgrunden i et maniodepressivt sygdomsforløb, tilsat store mængder alkohol.

Alligevel fremhæves han i bogen for sin klogskab og enestående resultater, bl.a. indførelsen af velfærdsstaten.

Selv skrev han flere gange, at han nok havde været bedst tjent med at fortsætte som finansminister, som han var i syv år, men da den foregående statsminister H.C. Hansen pludseligt døde i 1960, måtte Kampmann tage over og gøre sin pligt.

’Viggo Kampmann’. Af Poul Smidt, Gyldendal. 

Foreslår nye rådgivere for ministrene

I de senere år har flere ministre og embedsmænd måttet forlade deres poster efter kritik af deres embedsførelse. Den ene af forfatterne – Peter Loft – måtte fx holde op som departementschef i Skatteministeriet i 2012, fordi han var involveret i sagen om statsminister Helle Thorning--Schmidt og hendes mands skatteforhold.

Sagerne har generelt rejst kritik af ministeriernes drift, og kritikken menes at have svækket tilliden til, hvordan politiske beslutninger træffes.

Forfatterne giver deres bud på, hvordan systemet kan ændres, så ministeren kan være sikker på at få den bedst mulige rådgivning og sparring samtidig med, at departementet og styrelserne fungerer efter god forvaltningsskik.

Peter Loft og Jørgen Rosted (også tidligere departementschef) foreslår, at man bevarer embedsmandssystemet, men indfører et hold af fagligt stærke og erfarne rådgivere i alle ministerier, som skal komme og gå med ministeren.