Bagstiv i byretten

”Mit job bestod blandt andet i at møde op i Foged- eller Byretten og aflevere papirer for advokaterne. Hvis den tiltalte ikke mødte op, kunne de få en udeblivelsesdom, og hvis der heller ikke mødte en op for advokatkontoret, frafaldt sagen. Så det var jo vigtigt, at man var der, men det var billigere at sende en studentermedhjælper end en advokat.

Jeg kan huske, at det var den 11. marts, for det var dagen efter min fødselsdag, og jeg skulle være i retten i Lyngby klokken 10. Jeg havde måske haft en svag fornemmelse af, at min fødselsdag godt kunne trække lidt ud, så jeg havde sat alle alarmer i miles omkreds, og jeg havde endda bestilt telefonvækning.

Min ven Alex sov hos mig, og vi har begge to sovet ret tungt, for jeg hørte ikke en lyd og kom først til mig selv, to timer efter at jeg skulle have stået i retten i Lyngby. Så jeg måtte vække Alex, som stadig nærmest var fuld og tvinge ham til at køre mig – vi var nok lidt for unge til at tænke over konsekvenserne. Jeg tænkte bare på, hvor pinligt det ville være, hvis advokatfirmaet mistede sagen, og hvor dyrt det ville være for dem at skulle genoptage den, fordi jeg var for bagstiv til at møde op.”

Direkte fra Nyhavn

Det var måske her, Mette Frobenius første gang opdagede, at hendes talegaver kunne bringe hende langt – det var i hvert fald ikke den fysiske fremtoning, hun skulle satse på:

”Jeg havde ikke været i bad eller børstet tænder, mine øjne var blodskudte, og jeg stank af Små Grå, og lignede mere én, der kom direkte fra Nyhavn, end én fra et advokatkontor. Men på en eller anden måde fik jeg alligevel overbevist retten om, at jeg havde misforstået tidspunktet og havde troet, at det var kl. 13.

’Men klokken er kvart over et,’ indvendte damen ved skranken.

’Ja, jeg er virkelig ked af, at jeg kommer et kvarter for sent,’ fik jeg sagt, og jeg fik reddet det hele, og da den tiltalte ikke var mødt op, fik vi vores udeblivelsesdom – og jeg beholdt mit studenterjob, uden at advokatfirmaet nogensinde opdagede, at jeg havde sovet brandert ud i stedet for at gøre mit arbejde ordentligt.”

Nødløgn bag jerntæppet

Mette Frobenius havde egentlig tænkt, at hun skulle være erhvervsjurist, men da hun havde læst i tre år, skete der noget: Hun gik ind på en standup-klub i New York – og var solgt:

”Idéen om, at man kunne underholde andre og samtidig sige sin mening, var helt fantastisk for mig, og da jeg kom hjem, afprøvede jeg det på Din’s – og så var det det, jeg skulle med mit liv.”

Hun fik dog gjort sin uddannelse færdig – på 10 år i stedet for de normerede fem.

Adspurgt, hvad hun ville have gjort i dag, hvis hun stod i samme situation som dengang, hun var 25, svarer hun:

”Jeg håber, jeg ville have gjort det samme, for det virkede jo! Man får nok lidt mere samvittighed med alderen, men nogle gange kan jeg da godt savne, at jeg er lidt mere fræk.

Da jeg var yngre, kunne jeg tale mig ud af hvad som helst, selv dengang jeg sad på et ungarsk tog med et udløbet pas. Det var før murens fald, og jeg skulle rejse rundt i Budapest, Prag og Warszawa, så det gjaldt virkelig om at overbevise toldbetjentene om, at de skulle lade mig rejse videre.

De stod der med deres strenge ansigter og uniformer og kasketter, og ville ikke lade mig blive på toget. Så sagde jeg, at ”mar.” ikke var en forkortelse for marts, men stod for ”marowitch”, som er det danske ord for september, og derfor duede mit pas stadig. Det var grebet ud af den blå luft, men det virkede. Og ligesom dengang i Lyngby Ret kan man komme langt med en hurtig nødløgn.”

Mette og hendes klassekammerater har netop fejret 25-års jubilæum, og hun siger, at hun husker dem som lidt anderledes end de jurastuderende, der er i dag: