Plantagemændene får altid et chok, når de ser mig

På 12 timer kan 32-årige Mahshid Maleki flyve fra sit hjem i Kuala Lumpur til Borneo, vise 35 plantagearbejdere, hvordan de kan blive bedre til at udvinde palmeolie, og flyve hjem igen.

I seks år har hun pisket rundt til de fjerneste hjørner af Malaysia og Indonesien som en af de eneste kvinder i både sin egen virksomhed og i de gigantiske plantager, der er hendes arbejdsområde.

Denne mandag er hun på vej fra et møde med en af de største plantager nær Sandakan på den nordøstlige side af regnskovsøen. Firmaet har købt den app, som Mahshid Malekis firma, Asian Business Solutions, har udviklet, og har bedt om en demonstration og briefing af medarbejderne. Appen giver ejerne mulighed for at overvåge produktionen i realtid i alle ender af plantagerne på op til 150.000 hektar. For mange af dem er det et skridt direkte fra registrering og indrapportering med pen og papir til en hverdag med smartphones og GPS.

”Det var mig over for 35 plantagemænd for at fortælle dem, hvad de har i vente. Det var et positivt møde, selv om de altid får et chok, når de ser mig. Men så snart jeg begynder at tale, kan de godt høre, at jeg kender deres industri,” siger Mahshid Maleki.

Hun er født i Teheran, opvokset i Vejle, og hjemme i Kuala Lumpur venter hendes spansk-chilenske mand, deres fælles barn og et køleskab med trestjernet salami og dansk frikadellemix, der finurligt sætter streg under, at der er mange kulturer i spil i hendes hverdag.

På kontoret er hun chef for knap 30 ansatte, der kommer fra en helt anden virksomhedskultur end den, hun er opflasket med i Danmark.

”En del medarbejdere har en kultur, hvor de ikke kommer med dårlige nyheder, så hvis der er et problem med et projekt, hører jeg det måske først fra kunden, efter at det har eskaleret over flere uger. Det gør mig rasende. Men de kan ikke lide at tale om problemer, og derfor skal jeg sørge for at skabe en stemning og et forum, hvor de er trygge nok til at vise den åbenhed. Men det tager tid.”

Også ude i plantagerne kommer den danske åbenhed og trang til effektivitet på prøve. For det er ikke sådan, man laver forretninger i fx Indonesien.

”I Indonesien sidder man typisk kun og småsnakker ved det første møde. Det var svært for mig i starten, for hvorfor ville de vide noget om min baggrund, hvor mange børn jeg har, og om jeg er muslim eller kristen? Det var irrelevant, for jeg var der for at udrette noget. Men det er kulturen, og det må man lære. Tager man det første møde sådan, så udretter man meget mere på det næste.”   

Hvad er din baggrund?

”Da vi talte om studier i folkeskolen, sagde jeg, at jeg gerne ville være ambassadør. Det blev min lærer sur over og sagde ’vælg noget mere realistisk’. Så blev jeg trodsig og gik ind på Udenrigsministeriets hjemmeside under ’Ledige stillinger’. De søgte en cheføkonom, og så var det bare den vej. Jeg startede på polit i 2002.” 

Hvad sælger du?

”Vores ekspertise er change management og behavior management, så vi effektiviserer arbejdsmetoder og introducerer teknologi. Der er meget ineffektivitet i palmeolieindustrien, så vi optimerer høsten og giver mere gennemsigtighed til ejeren, så de kan se, om deres folk er i marken, og hvor de er.” 

Hvordan ser din fremtid ud?

”I Danmark er der tradition for at skifte job, så det er nærmest pinligt at være samme sted i syv år, for det ser ud, som om man sidder fast. Men jeg er partner i en lille virksomhed, der er på tærsklen til at blive stor, og jeg kan forestille mig, at vi bliver opkøbt. Så ryger jeg videre til nye projekter.”