Militæret er blevet et middel i udenrigspolitikken

Det er længe siden, Danmark var et stort land. Og i over 100 år afspejlede vores udenrigs- og sikkerhedspolitik, at Danmark er en småstat. Men det ændrede sig gradvist efter murens fald og den kolde krigs ­ophør, og i dag ligner vores udenrigs- og ­sikkerhedspolitik på afgørende punkter den, som føres af store stater som USA og Storbritannien.

Spørgsmålet er, om denne kurs er den rette for Danmark anno 2016, eller om den med fordel kunne justeres i retning af de pejlemærker, som vi tidligere indrettede vores udenrigs- og sikkerhedspolitik efter, og som andre småstater – fx vores nordiske nabolande – i højere grad end os indretter sig efter. Det siger Anders Wivel, der forsker i udenrigs- og sikkerhedspolitik på Københavns Universitet.

Hvilke lighedstræk ser du mellem vores udenrigs- og sikkerhedspolitik og den, som føres af store stater?

”Vi har over de seneste årtier set en militarisering af dansk udenrigspolitik. Fra at se militæret som noget, der primært skal bruges til at forsvare det nationale territorium – og sekundært til at skabe fred i verdens brændpunkter via FN-systemet – er vi kommet til at se militæret som et middel i dansk udenrigspolitik. Vi er i dag et af de lande i verden, der er mest villige til at ­bidrage militært til forskellige internationale missioner, anført af USA. Vi har stillet op, hvor kampene er hårdest og tabene størst. Og endelig er det i vid udstrækning sket og begrundet med værdipolitiske argumenter, der ligner dem, stormagter med USA i spidsen bruger – bl.a. om at styrke demokrati og ligestilling i de lande, hvor missionerne er blevet udført. Dermed er vores udenrigs- og sikkerhedspolitik kommet tættere på stormagtens, hvor militæret ses som et af flere midler i værktøjskassen til at fremme stormagtens interesser, end på den udenrigs- og sikkerheds­politik, en småstat typisk fører.”

Småstater må bare følge trop

Men er det ikke logisk nok, at Danmark i en situation, hvor Sovjetunionen går i opløsning, og der ikke længere findes en ydre trussel mod det danske territorium, ændrer sin udenrigs- og sikkerhedspolitik?

”Jo, og det er også den primære baggrund for det skifte, vi har set. Men der er mange roller at spille som småstat i den nuværende verdensorden under USA’s ledelse. Og man ­behøver ikke at gå længere end til vores nabolande Sverige og Norge for at finde småstater, der ligesom os ser USA som den afgørende garant for deres egen ­sikkerhed, men hvor vægten på internationale institutioner som FN samtidig er usvækket, og hvor man stadig søger den rolle som fredsmægler og uafhængig observatør i konflikthærgede områder, som Danmark også spillede før i tiden. Derfor var det eksempelvis heller ikke ­nogen option for Sverige og Norge at følge USA i invasionen af Irak uden FN-mandat, sådan som Danmark valgte i 2003. Som småstat er man typisk glad for stærke internationale institutioner, fordi de mindsker betydningen af de magtforskelle, der altid vil være mellem store og små stater, og som betyder, at småstaten uundgåeligt vil få svært ved at føre sin egen politik og fastholde sin egen dagsorden, hvis den går all in på stormagtens dagsorden.”

Men når stormagten er USA, er den risiko vel til at overse, for USA hjalp Danmark under og efter 2. ­Verdenskrig, og vi deler deres værdier, som ­daværende statsminister Anders Fogh ­Rasmussen (V) bl.a. sagde, da han ­angav begrundelsen for Danmarks ­deltagelse i Irak?

”I praksis er det lidt mere kompliceret pga. flere risikofaktorer ved at lægge sig så tæt på stormagtens dagsorden, som Danmark har gjort i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. I krige og konflikter bliver den målsætning, man havde fra begyndelsen, typisk ­ændret undervejs, fordi virkeligheden på slagmarken udvikler sig ­anderledes end forudset. Som stormagt kan du ­justere din målsætning og lægge en ny ­linje, men som småstat må du bare følge trop. Det har ført til situationer, hvor ­danske soldater har medvirket til handlinger, der ­ligger langt, langt væk fra de ­værdier, vi ­ellers forbinder os med. Eksempelvis i ­sagen om danske soldaters overdragel­se af krigsfanger til tortur. En anden risiko er, at stormagten ændrer overordnet kurs i sin udenrigs- og sikkerhedspolitik, sådan som det rent faktisk er sket i de seneste år, hvor USA retter ­opmærksomheden væk fra Mellem­østen og henimod Rusland og efterspørger, at vi i lighed med andre NATO-lande bidrager i de ­baltiske ­lande, i Østersøen og i Arktis for at dæmme op for Rusland. Hvad gør man så i Danmark, hvor vi har indrettet ­vores forsvarspolitik på at stille op de farligste steder i Mellemøsten, mens vi står svagere, når det gælder det konventionelle område? Der er svaret fra USA, at vi skal kunne begge dele. Og det vel at mærke på et tidspunkt, hvor der i stigende grad – også fra officielt dansk militært hold – kommer meldinger om, at militærets kapacitet ­allerede på nuværende tidspunkt er spændt til det yderste pga. de mange missioner. Det understreger pointen om, at når dit brand som småstat er altid at stille op, når du bliver spurgt, så står du med en potentielt uendelig opgave, som du i øvrigt har begrænset indflydelse på, hvordan du skal løse.”

Baltikum og Bøllebank

Hvordan begyndte det kursskifte i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som du beskriver?

”Den første afgørende begivenhed var Danmarks anerkendelse af de baltiske staters suverænitet i 1990. Det var ­inden Sovjetunionens sammenbrud, og dermed et ganske dristigt skridt, som daværende udenrigsminister ­Uffe ­Ellemann-Jensen (V) stod i spidsen for, og som Danmark høstede stor anerkendelse for – bl.a. fra USA. Den anden afgørende begivenhed var den såkaldte ”Operation Bøllebank” i 1994 under Poul Nyrup Rasmussens (S) regering, hvor danske soldater for første gang ­siden 1864 var i direkte kamp mod en anden nation, Serbien, og vandt ­slaget. De danske soldater var udsendt af FN for at beskytte udsatte områder, men blev ifølge deres leder, oberst Lars R. Møller, beskudt – og svarede så igen. Også for den aktion høstede Danmark stor anerkendelse fra ikke mindst USA.”

Den amerikanske anerkendelse er vel også vigtig for et lille land som Danmark. USA’s udenrigsminister, John Kerry, kaldte os en ”major partner i ­Afghanistan, Irak, Syrien, kampen mod terrorisme, klimaændringer og handel”, da han besøgte København i juni 2016. Følger der ikke fordele med den form for amerikansk goodwill?

”Jo, som flere danske forskere peger på, har vores krigsindsatser ført til, at Danmark er gået fra at tilhøre en ­større gruppe af værdsatte europæiske allierede til at tilhøre en mindre gruppe, som nyder et særligt informationsflow og har fået en særlig adgang til amerikanske beslutningstagere. Eksempelvis under NATO-topmødet i 2014, hvor Danmark som det eneste lille land fik adgang til drøftelser om udfordringerne med Islamisk Stat i Libyen og ­Syrien. Som eksempel på en anden og ­mere konkret fordel kom Danmark – da problemet med pirateri ud for Somalias kyst var på sit højeste – til at ­lede en af tre NATO-arbejdsgrupper, som skulle bekæmpe pirateriet. De to andre arbejdsgrupper blev ledet af USA og Storbritannien, som Danmark har arbejdet tæt sammen med i både Irak og Afghanistan, og værdien af den privilegerede danske stilling understreges af, at vi som søfartsnation med betydelig rederidrift havde væsentlige interesser på spil. Spørgsmålet er bare, om sådanne fordele kan opveje ulemperne. Og den diskussion er aldrig rigtig kommet op at stå herhjemme. Eksempelvis har vores efterkritik af deltagelsen i krigene i Irak og Afghanistan været langt svagere og mindre tilbundsgående end i både USA og Storbritannien samt i Norge, som i forsommeren udsendte en evaluering af landets Afghanistan-indsats, samtidig med at Danmark evaluerede sin indsats i samme krig.”

Hvad var forskellen på Norges og Danmarks evaluering af krigsindsatsten i Afghanistan?

”Den danske evaluering var delt op i flere afgrænsede undersøgelser, som alle hvilede på den præmis, at ­givet den tætte militære alliance vi har med USA, hvordan kan vi så – med erfaringerne fra Afghanistan in mente – forbedre indsatsen, næste gang vi deltager i en international mission? Mens den norske evaluering, der bar titlen 'En god allieret', spørger mere åbent, hvad der egentlig kom ud af landets del­tagelse i Afghanistan. I koncentrat ­siger den norske evaluering, at målt i forhold til begrundelsen for at del­tage i ­Afghanistan – at bekæmpe terror og genopbygge landet – var ­indsatsen ­ingen succes, mens Norge til gengæld styrkede sit forhold til USA og NATO gennem sin deltagelse. Ved offentliggørelsen sagde flere af forskerne bag undersøgelsen, hvoraf en var dansk, at dens resultater også kan appliceres på Danmark – selv om vi i Helmand-­provinsen kæmpede i en endnu mere krigshærget del af Afghanistan og med 43 døde mistede tre gange så mange soldater som Norge.” 

Læs mere

Kristian Søby Kristensen (2013): ’Danmark i krig’, København: Djøf Forlag.

Henrik Breitenbauch (2015) ’Uendelig krig’, København: Djøf Forlag.

Peter Viggo Jakobsen og Jens Ringsmose (2015): ‘In Denmark, Afghanistan is worth dying for: How public support for the war was maintained in the face of mounting casualties and elusive success’, Cooperation and Conflict 50(2): 211-227.