Den hemmelige djøfer

26-08-2016
9 min.

Statskundskabere er den hurtigst voksende akademikergruppe i Forsvarets Efterretningstjeneste. Mød en af de unge djøfere i landets mest hemmelige organ.

Han hedder Asger – dvs. det gør han ikke i virkeligheden – og han låser hver morgen sin mobil inde i et skab i ­receptionen, for mobiler kan fjernstyres til rum­aflytning uden ejermandens vidende. Han er cand.scient.pol., et sted under de 30 og ansat i landets hemmeligste organ, FE, Forsvarets Efterretningstjeneste. Derfor dæknavnet.

Kun hans allernærmeste som ­kæresten og hans forældre i Jylland ­kender den sande betegnelse for hans ­stilling og arbejdssted. De fleste tror, at han ­arbejder et andet sted. Et så tilpas ­kedeligt sted, at de ikke interesserer sig specielt for det. Når han tager på ­tjenesterejse – hvad han gør med ret jævne mellemrum – fortæller han sjældent ­sine nærmeste, hvor han skal hen, kun hvornår han kommer hjem igen.

Det er kun sket én gang før, at en FE-medarbejder giver et interview til et eksternt medie, og efter interviewet ­siger Asger, at han aldrig før har talt så dybt og detaljeret med nogen uden for tjenesten om sit job.

Vi mødes i Center for Cybersikkerhed på ydre Østerbro, for de har flere møde­lokaler end inde i de historiske bygninger på Kastellet, hvor Asger arbejder til daglig. Djøfbladet har låst sin mobil inde i skabet i receptionen, som er bestykket med overvågningsskærme og en bevæbnet kvindelig underofficer, men Asger og djøfbladet bliver enige om at lovliggøre den medbragte, gamle diktafon, som end ikke kan kobles til en pc.

Det er ikke en tjenstlig pligt at ­holde sit job i FE hemmeligt. Afhængigt af funktion kan man i en vis udstrækning selv vælge.

”Jeg kunne i princippet godt stå frem, men har truffet valget ikke at gøre det,” forklarer Asger, som har en sports­trænet statur, er afslappet klædt og har ­været i FE i lige under et års tid.

”Fordi jeg arbejder med ­materiale, som kan berøre virkelige personer, og som – hvis det blev afsløret – ville kunne kompromittere danske sikkerheds- og udenrigspolitiske interesser. Fordi jeg ikke vil risikere at gøre mig selv til et mål. Og fordi jeg ved at lade ­være med at fortælle enhver, jeg møder, hvor jeg arbejder, også undgår hovedpinen med ’hov, er det nu, jeg skal stoppe og ikke sige mere?’, når jeg er til fest. Det giver en frihed på den måde at have et alias.”

Jobopslag i kodesprog

Som barn boede Asger bl.a. i en ­periode i Afrika, fordi hans forældre arbejdede for Røde Kors, og da han begyndte at læse avis, var det udenrigs­siderne i Politiken, han stavede sig igennem først.

”Fra jeg var 12, ville jeg læse statskundskab.”

Han gik den lige vej fra gymnasiet, tog eksamen fra et af landets hæderkronede institutter, praktik i udenrigstjenesten, speciale om skrøbelige stater og så ansat i først ét ministerium, så i et andet.

Men han abonnerede på FE’s job­agent. Tjenestens stillingsopslag er til en vis grad skrevet i kodesprog, som for den udenforstående kan virke helt ­intetsigende. Men Asger kendte ­koden, og da der så kom et opslag med de helt rigtige ord, måtte han søge. Ordene ­talte lige ind i de fagbøger, han lå derhjemme og fritidslæste, som fx David Galulas ’Counterinsurgency Warfare: Theory and Practice’.

”Det var, lidt unuanceret sagt, en drengedrøm for mig at komme til at ­arbejde med sikkerhedspolitik.”

I FE’s årlige risikovurdering kan man læse om de forskellige trusler mod Danmark, og hvordan FE arbejder for at imødegå dem, men man ved ikke for ­alvor, hvad jobopslaget dækker over, før man er inden for murene – alene af den grund, at man ikke må få det at ­vide, før man er sikkerhedsgodkendt.

Andet i livet end at tale arbejde

Inden for murene findes en ­operativ virkelighed, som er noget helt ­andet end at læse teoretiske værker om sikker­hedspolitik. Det er så også her, at Asger bliver lidt mere stille i det.

”Det er ingen hemmelighed, at når man har haft en rigtig god dag på jobbet, ville det fedeste i verden være at kunne tude sine venner ørerne fulde med det.”

Men alligevel gør det ikke Asger så meget, at han ikke kan det. Som han ­siger, så bringer det dig ikke nødvendigvis nærmere på dine venner, at I sidder en hel aften og taler Slotsholms-sladder over rødvinen.

”Der er så meget andet og bedre end arbejde, man kan tale med sine ­venner og familie om. Det er min lomme­filosofi om det her.”

Fordi de FE-ansatte ikke kan tale ­udadtil, taler de desto mere sammen indadtil.

”Vi har brug for at tale sammen. Og fordi vi arbejder tæt og ofte ret ­intensivt sammen på konkrete projekter, bygges der tætte bånd op. Man kan ­også sagtens sætte sig sammen ­efter ­arbejdstid med en kop kaffe og ­debriefe. Det er ikke altid en behagelig virkelighed, vi møder i vores arbejde.”

Langt fra ministerielivet

I FE er der mange forskellige typer af medarbejdere, heriblandt: Den elektro­niske indhenter, ­netværksindhenteren og -beskytteren, teleingeniøren, førings­officeren, teamlederen, bearbejderen – og analytikeren, som er dét, Asger er.

Analysesektionen bearbejder og analyserer FE’s informationer og formidler dem som efterretninger til FE’s ­kunder. Asger ligger i den ende af analyse­sektoren, som interagerer rigtig meget med føringsofficererne og de elektroniske indhentere.

FE er – i modsætning til nogle af tjenestens større søsterorganisationer i udlandet – en all source-organisation. Det betyder, at man har alle indhentningsdisciplinerne under ét tag.

”Det gør FE til en fagligt enormt ­alsidig virksomhed, hvor man har­ ­samlet medarbejdere med en række ­forskellige specialer, lige fra datalogen til antropologen, der alle er gensidigt afhængige af hinandens kompetencer. Skal jeg karakterisere FE med ét ord, vælger jeg mangfoldighed,” forklarer Asger.

”I ministerierne var man en del af en mere homogen gruppe af djøfere, hvad der var en styrke i forhold til det, man skal dér. Her er vi en helt enorm mangfoldighed med en høj grad af oparbejdet faglig empati for hinanden. Ellers kan vi slet ikke løse opgaven.”

Han blev overrasket over, på hvor ­lige vilkår man indgår med hinanden, hvor meget frihed under ansvar der er, og hvor lidt det ligner ministeriearbejde.

”Du kan ikke køre den hjem på, at du kender en udvalgsproces rigtig godt og har skrevet en håndakt 100 ­gange før. Vi har ingen manual; vi har en modstander, en allieret, en situation, der skal forstås og løses. Vi har et fællesskab om nogle meget store problem­stillinger.”

Han tøver og vejer sine ord lidt:

”På mange måder er der meget mindre politik her end i et ministerium. Vores arbejde – det datagrundlag, vi skaffer – kan afføde politiske beslutninger, men er i sig selv løftet ud af en politisk sammenhæng.”

En syret, fælles hukommelse

FE oplyser ikke tal om antal ­ansatte. Men ifølge FE-chef Lars Findsen er statskundskabere den hurtigst ­voksende gruppe blandt de ikke-­militære ­akademikere i tjenesten.

Akademikere er i dag samlet set den største gruppe og udgør knapt halv­delen af alle FE-ansatte. Der er flest ­ingeniører, efterfulgt af statskundskaberne og sprogfolk, derefter data­loger og jurister, men også historikere, folk med landespecialer, sociologer og ­antropologer m.fl.

13 procent af de ansatte har militærbaggrund, og de går i jeans ligesom ­alle de andre.

FE betegner sig selv som en videns­organisation og er, igen ifølge Lars Findsen, den største brede vidensorganisation i Københavnsområdet ­efter Københavns Universitet, hvilket ­efter FE-chefens ­mening forpligter FE til en åben og tæt interaktion med ­mange ­aktører.

Asger prøver at sætte ord på dét med videnorganisation:

Fokus går udad – mod en stadig ­mere kompleks verden. Ikke opad eller indad. Processerne er enormt kreative, de er eksplorative, det er trial & error, det er stædighed, det er konstant udfordring af hinandens viden og analyse.

Om fredagen, når sektionerne ­mødes til øl ved hinanden, lyder det lidt, som når beslægtede forskerteams eller DTU-opfinderhold føres sammen i et lokale. Der går ikke mange minutter før ’nå, gjorde I det!’, ’men har I ikke også prøvet?’ og ’jamen, ved I så godt, at...’.



”En lidt syret, fælles hukommelse er med til at få brikkerne i puslespillet på plads. Fx kan en IT-ingeniør pludselig komme med en tilsyneladende lille, lige­gyldig teknisk detalje om en bestemt type mobiltelefon, som så vender hele skuden. Man kommer ikke til at lide af analytisk tunnelsyn her.”

Eller tag dét at afdække, hvem der er hvem i et netværk. Det er en multi­disciplinær ting. Asger kan heller ­ikke lave en bærende analyse om fx en region uden at have den viden om kultur og historie, som hans humanist­kollegaer kommer med.

Det digitale fylder enormt meget, for FE søger jo, hvor folk kommunikerer, og det gør de i stigende grad digitalt.

”Derfor sidder du også lige pludselig derhjemme og læser halvtørre bøger om nogle teknologier, du ikke vidste eksisterede. Skulle jeg gøre min studie­tid om, havde jeg taget et semester på IT-Universitetet.”

Det skylder I som tjeneste

’I had a blast’, siger Asger om ­årene på statskundskab. Han elskede det. ­Alle fagene var spændende, og man fik proppet så meget i hovedet. Det var ren overload.

”Derfor tænkte jeg jo også mange ­gange: ’Hvad kan jeg egentlig?’ Det ­lyder måske gammelklogt, men det er først her i FE, at jeg føler meningen med galskaben på studiet. Nu kan jeg bruge det til at strukturere de enorme mængder af data, vi arbejder med.”

FE er som alle hemmelige tjenester noget, vi til tider er mistænkelige overfor, men når Asger fx er til fest, behøver han ikke forsvare sig, eftersom han har valgt ikke at fortælle, at han arbejder i FE. Men der er heller ikke så meget at forsvare, mener han.

”Vi skal beskytte danske ­interesser her og i udlandet, og det kan vi ikke gøre, hvis vi går på kompromis med retssikkerheden,” siger han.

”Vi kan ikke fortælle om alle succeserne. Men uden at have set en konkret meningsmåling har jeg det indtryk, at befolkningen har en stor tillid til og forståelse for FE. Desværre, havde jeg nær sagt. For det skyldes jo ikke kun, at vi hele tiden sikrer, at der er orden i butikken, men også, at danskerne ligesom resten af Europa er påvirkede af usikkerheden fra det trusselsbillede, vi ser i dag.”

Vi er ved vejs ende. Djøfbladets ­udsendte mener, at Asger har prøvet at gøre det så godt, han kan.

Eller som hans mor sagde, da han fortalte, at han skulle give dette interview: ’Nu er det vigtigt, at du er åben, for det skylder I som tjeneste.’

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.