Tunesien vil kopiere den danske model

Som led i arbejdet med at løse ­problemerne var en delegation fra det nordafrikanske land for nylig i Danmark for at studere vores arbejdsmarkeds­model og var imponerede over a-kasse-­systemet og jobskabelsen for unge.

Arbejdsløsheden i Tunesien er på 15 procent, og ungdomsarbejdsløsheden på hele 35 procent. Utilfredsheden er størst i syd og midt i landet, hvor udviklingen halter bagefter. I Casserine nær Algeriet har unge demonstreret og sat ild på sig selv som under Det Arabiske Forår.

”Vi ønsker at integrere jeres model med lovgivning, jobskabelse, uddannelse og understøttelse. Vi har allerede forsikringer for sygdom, pension og en lille arbejdsløshedsunderstøttelse på 670 kroner om måneden i max. ét år. Vi må give folk et signal om, at det ikke er en ulykke, hvis de mister deres arbejde, og at vi hjælper dem med at komme ind på arbejdsmarkedet igen,” siger Khelil Ghariani, bestyrelsesmedlem i Tunesiens arbejdsgiverforening, UTICA.

Arbejderbevægelsen er enig.

”Den tunesiske arbejderbevægelse har spillet en historisk rolle i mobiliseringen til de arabiske oprør og gen­opbygningen, fordi det lykkedes at gå sammen på tværs af fag i en svær tid. Vi arbejder sammen med arbejdsgiverforeningen, selvom der er strejker og konflikt. Vi fik Nobels fredspris for at redde Tunesien via dialog, så vi kan sagtens finde løsninger ­også i fremtiden,” siger Houdine Abassi, ­generalsekretær for Tunesiens arbejder­bevægelse, UGTT.

Ny social kontrakt

Tunesien fik i 2014 en ny ­forfatning, der sikrer forenings- og ­strejkeret samt kvinders ligestilling på ­arbejds­markedet. Landet har dog været udfordret, efter at styret blev ændret fra en autoritær stat med etpartistyre til at være pluralistisk og demokratisk.

Der har været store politiske kriser, social uro og terrorangreb. Udenlandske investeringer udebliver, turistøkonomien er i knæ, og revolutionens krav om at skabe jobs er ikke blevet indfriet.

I 2013 indgik arbejdsmarkedets parter og regeringen en social kontrakt, der er Tunesiens første ­trepartsaftale. ­Under lange forhandlinger satte de mål for jobskabelse, regional udvikling, vækst, arbejdsmarkedspolitik, ­social ­beskyttelse, erhvervsuddannelse og ­institutionalisering af en social dialog.

”Det er tegn på dialogens succes, at da Tunesien var ved at bryde ud i generalstrejke sidste år, lykkedes det faktisk arbejdsmarkedets parter at nå ­aftaler om lønstigninger på seks procent i den private sektor. Tidligere havde offentligt ansatte opnået lønstigninger på 15 procent,” siger Sofie Okkels Birk, programkoordinator i fagbevægelsens udviklingsorganisation, Ulandssekretariatet, der på få år har set tuneserne gå fra konflikt og knytnæve til forhandlinger og dialog.

”Ben Alis styre kørte tingene med hård hånd, og der blev lagt låg på ­alternative politiske stemmer, men i dag har tuneserne fået en stemme og bruger den. Nu kan alle stille op til valg. Processen bag den nye forfatning var meget inklusiv, så mange grupper i samfundet deltog,” siger hun.

Ulandssekretariatet har bidraget til at styrke social dialog og fagbevægelsen i Tunesien siden 2012 ved at ­udvikle arbejderbevægelsen UGTT, rådgive og træne personale og ledere i alt fra ­forhandlingsteknik, policy-udvikling, lobbyarbejde og uddannelse af tillids­repræsentanter til at håndtere ­konflikter og sikre rettigheder.

”Brugen af et kollektivt ­aftalesystem kræver stærke partnere, der kan ­lave ­aftaler og sikre, at de bliver holdt. ­Organisationsgraden er lav mange steder i Nordafrika, men rimelig høj i Tunesien. De sociale parter er stærke, hvilket ­muliggør resultater på nationalt policy-niveau,” forklarer Sofie ­Okkels Birk. 

Vækst gennem dialog

Forudsætningen for vækst og job­skabelse i Tunesien er foruden en stærk fagbevægelse også et stærkt erhvervsliv, mener Dansk Industri, der siden 2010 har støttet arbejdsgiverforeningen UTICA. Ni ud af 10 jobs skabes i den pri­vate sektor, og der er brug for støtte til fx forretningsudvikling for entrepre­nører og små og mellemstore virksomheder for at skabe jobs til de mange unge tunesere, der traditionelt søger mod den pressede offentlige sektor.

”Der er en økonomisk og social ­kapital i Tunesien, der har bidraget til en øget organisering af arbejdsmarkedets parter og fremmet den sociale dialog. De tunesiske arbejdsgivere ved godt, at kollektive aftaler skal sættes i system, og at der skal være rettigheder for arbejdere. Ellers vil strejker lamme produktionen. Bedre og gennemsigtig lovgivning vil fremme investeringer og en stærkere erhvervssektor,” siger Niels Tanderup Kristensen, vicedirektør i DI’s internationale afdeling.

En udfordring er at ændre mindset og vaner. DI har derfor hjulpet med at demokratisere UTICA og fokusere på medlemmernes udfordringer. UTICA var forbundet med regeringen fra 1947, men er nu ved at finde sine ben som ny demokratisk organisation.

”Der er et ønske om forandring, men det tager tid, særligt i en transitionsperiode. Så der er brug for et generationsskifte og ny intern rollefordeling. Vi hjælper med alt fra strategi til kommunikation for at skabe et nyt image og styrke deres stemme i den politiske interessevaretagelse,” siger projektleder i DI Katrine Ruby Bødiker.

”Social dialog har potentiale til at ­skabe stabilitet i flere lande i Mellem­østen og Nordafrika, men når ­Tunesiens demokratiske mission er lykkedes, tilskrives det ofte landets relativt høje uddannelsesniveau, et stærkt civilsamfund og stærke sociale parter sammenlignet med andre konfliktplagede lande i ­regionen. Mens Egypten har satset på sikkerhed først, har Tunesien ­fokuseret på den demo­kratiske proces og har ­nået ­imponerende resultater på kort tid,” ­siger hun.