Stress skal ikke anerkendes som arbejdsskade

8.6.2016

af

Foto: IBushuev/Shutterstock

Foto: IBushuev/Shutterstock

Fagforbund og stresseksperter kæmper for, at stress bør anerkendes som en psykisk arbejdsskade. Men det er der seks gode argumenter imod, skriver arbejdsmiljøforsker.

Skal stress anerkendes som arbejdsskade? Spørgsmålet dukker igen og igen op i den offentlige debat, fx i djøfbladet nr. 10/2016. Som man kan læse her, bliver kun omkring 5 procent af de anmeldte psykiske arbejdsskader anerkendt. Det virker umiddelbart helt urimeligt i betragtning af de store problemer, der er med stress og udbrændthed på det danske arbejdsmarked.

De fleste fagforbund og mange eksperter på området slår da også til lyd for, at der bør anerkendes langt flere psykiske arbejdsskader, og man hører tit kravet om, at de psykiske skader skal ”ligestilles” med de fysiske. 

Umiddelbart lyder argumentationen helt rimelig. Hvorfor skal der ”diskrimineres” mod folk med psykiske problemer? Har de ikke nok at slås med allerede? Svaret er: Jo, det har de. Og lige præcis derfor skal stress ikke anerkendes som arbejdsskade. Det er der mindst seks grunde til:

For det første er stress ingen sygdom. Det er en tilstand, som alle oplever med større eller mindre mellemrum. Nogle ”går ned med stress”, men der er stadigvæk ikke tale om en sygdom. Stress kan føre til sygdom, hvis tilstanden er langvarig, men det er noget andet.

For det andet kommer de fleste, som har stress, ovenpå igen. Det samme gælder personer, der er udbrændte. Allerede af denne grund vil det være forkert at anerkende tilstanden. Hvis der skal være tale om en arbejdsskade, skal tilstanden være langvarig eller kronisk.

For det tredje er der ekstremt mange forhold i arbejdet, som kan give stress. Det kan være dårlig ledelse, mobning, mange deadlines, stor arbejdsmængde, utryghed i ansættelsen, konflikter med borgere eller kolleger, trusler eller vold osv. Der findes formentlig ikke nogen på arbejdsmarkedet, der ikke har været udsat for en eller flere faktorer, som kan give stress. Potentielt vil det betyde, at alle med stress burde have deres ”sygdom” anerkendt. Det er naturligvis helt urealistisk.

For det fjerde er der spørgsmålet om andre forholds betydning. For at få en sygdom anerkendt skal der være en overvejende sandsynlighed for, at den skyldes jobbet. Hvordan vil man forholde sig til alle de faktorer i privatlivet, som giver stress? Skal man se bort fra dem? Det anføres somme tider, at folk med stress selv angiver arbejdet som den vigtigste årsag. Men de fleste kan sikkert se, at det ikke er en farbar metode at spørge de ansatte selv om årsagen til deres lidelse. For nogle år siden mente hundredevis af ansatte, at de fik aborter på grund af skærmarbejde. Det viste sig at være en skrøne, så det var godt, at det ikke lykkedes at få denne tilstand anerkendt.

For det femte: Når det gælder stress og arbejde, er både ”sygdommen” og de mulige årsager diffuse. Hvor stresset skal man være og hvor længe? Hvor længe skal man fx have været udsat for mobning eller chikane? Udsigten til at få tilstanden anerkendt vil med stor sandsynlighed være startskuddet til en tsunami af sager og søgsmål, som vil beslaglægge ekstremt mange ressourcer, der kunne have været brugt langt bedre.

Endelig er der et sjette forhold, som de færreste nok er opmærksom på. Der er en betydelig forskning, der peger på, at selve det at få sin tilstand anmeldt er sygdomsfremkaldende. Når man skal bruge al sin tid på at bevise, at man er syg, er det meget svært at blive rask. Vi har ikke brug for et kæmpemæssigt bureaukrati, der sygeliggør mennesker, men det modsatte. Nemlig at hjælpe folk med at få det godt igen og komme til at fungere både på arbejdspladsen og i fritiden.

Hermed er vi fremme ved de indsatser, som Djøf og andre forbund burde arbejde systematisk for i stedet for at få stress anerkendt som arbejdsskade. For det første den primære forebyggelse – nemlig at reducere forekomsten af arbejdsforhold, der giver stress. Og for det andet den sekundære forebyggelse, som går ud på at hjælpe ansatte, der går ned med stress eller udbrændthed, med at komme tilbage på arbejdspladsen igen. På begge disse områder er der rigeligt med opgaver, der ligger og venter.

 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Jette Jøndrup
7 år siden
Så bare fordi problemerne er massive og varierede, vil man ikke anerkende stress som arbejdsskade, og at gøre noget for at afhjælpe de stressfremkaldende faktorer vil tage mange år, holdningsændringer og dem, der går ned med stress og får f.eks. blodpropper af tilstanden, de får ikke anerkendelse for deres forfærdelige situation, som de uforskyldt er havnet i. Tag jer sammen og gør noget effektivt.
Thomas markersen
7 år siden
Jeg spurgte en af mine venner, der er eneboer, hvorfor han med sin store viden om stress ikke bidrog til debatten? Her er hvad han svarede mig. Han ved ikke at jeg gengiver hans svar her på siden, han ville også være ligeglad. "Jeg vil ikke skrive hvad jeg tænker i offentlige debatter fordi 1) vi lever i en tid hvor alle der har lært at læse og skrive tror sig eksperter på alt, så min kommentar ville blot forsvinde i en malstrøm af ord hvis eneste hjemmel er, at de sammensat grammatisk korrekt. Derfor ville jeg føle, at jeg spildte min tid. 2) Desuden er det sådan, at mange godtfolk bekriger hinanden utrætteligt på internettet med projektioner og tankeforstyrrelser, for det bliver de jo nødt til for at holde fast i de sort/hvide perspektiver som deres reelt set begrænsede indsigt tvinger dem til. Dumhedens helle er den sort/hvide plade. Ja, debatter på nettet er som at spille dam, man står enten på sort eller hvidt og - Ve den der spotter nuancerne og spolerer spillet! Almenvældet tror oven i købet at deres sætninger udtrykker sandhed fordi de er formuleret, og medens det er sødt, men jeg gider ikke at deltage. Så vil jeg hellere lege med mine børn. 3) den rette "herre" under de mange strømninger på internettet, og her i stressdebatten, synes ikke at være et behov for viden eller indsigt, men snarere et behov for at blive bekræftet i en typisk sort/hvid overbevisning, samt netop i stressdebatten at tilskrive det negative ved noget oplevet til en ekstern faktor (external attribution of a negative event). Det kan måske bidrage til psykisk sundhed på den korte bane hos den enkelte, men det bidrager ikke til viden, det bidrager ikke til den fælles virkelighed på nogen saglig/faglig manér, og hvorfor skulle jeg deltage i en debat der måske i bund og grund handler om at finde syndebukke - al stress er ledernes/globaliseringens skyld - der kan agere affektregulering og stilladser for mine meddebattørers stivnede hippocampi? (slå det op). De savner i øvrigt ikke sådan en som mig, jeg ville som nævnt bare spolere spillet. Her tænker jeg især på festen forbundet med massens tilbedelse af debattører herunder psykologer, der tror sig herrer på denne markedsplads, men i virkeligheden er slaver for disse, folkets laveste impulser og sort/hvide tænkning. Forgyldte æsler er hvad de er. 4) især skolelærere, pædagoger og psykologer skal bære den bet, at alle tror sig klogere på deres felt end de selv er, hvilket er en af årsagerne til en række misere i vores samfund, og en af årsagerne til, at jeg ikke gider at deltage i debatten. Som psykolog har jeg erfaret, at det kan være utroligt hårdt at debattere med folk som ikke tager forskning og erfaring alvorligt, det er ligesom at lytte til spørgsmål og diskutere med studerende, der er dukket op til foredraget fem min før det er slut. Jeg gider det ikke. Hvis man nu, hvad denne debat angår, fx henviste til en undersøgelse, der viste at CBT interventioner (slå det op) afhjalp stress dobbelt så godt som en indsats over for arbejdsmiljø, ville man risikere at blive udsat for had i stedet for nysgerrighed, og hvis man sagde at kortvarig stress for det meste er positivt, ja, det kendetegner faktisk det gode og interessante liv, ville man kunne blive truet på livet. 5) Især på venstrefløjen synger man "kritik af Individualiseringsdiskursen" som morgensang, med - på overfladen, en hensigt om at modvirke stress i samfundet ved at pege fingre af strukturer i stedet for individer, og i al ordrigdommen opdages ikke, at man er nøjagtigt lige sort/hvid som pøblen på sit laveste. Man formår heller ikke at begribe, at medens arbejdsforhold selvfølgelig skal være rimelige (selv den mest autistiske kapitalist er med på den, for det gavner faktisk bundlinjen i det vestlige samfund), er stress basalt set styret af den enkeltes oplevelse af sin placering i et givent hierarki. Systemet er serotoninbetinget og er 3- 400 mio år gammelt, og dermed en helt ufravigelig magtfaktor i vores indre arkitektur, hvorfor selve det, at pege på samfundsmæssige strukturer som eneste årsag til stress netop aktiverer serotonin/fornemmelsen af at være uden for indflydelse og på bunden hierarkiet og dermed bidrager "kritikken af Individualiseringsdiskursen" til stress. Hvem fatter det? Ingen tilsyneladende. Men her ville den manglende vid rent faktisk være en dyd. De debattører der synger for på denne kollektive fordummelse, er måske veltalende, men er beviseligt de dummeste af dem alle, for det er altid den mest sindssyge der vælges, eller påtager sig rollen som talerør for gruppens paranoide grundantagelser. 6) Fænomener der debatteres skal som nævnt forstås sort/hvidt, ellers kan internettets debattører hverken forstå emnet eller sig selv. Så hvis man fx kom til at skrive, at langvarig og behandlingskrævende stress typisk forårsages af "dobbeltstress"(dvs. at man både oplever langvarig stress hjemme og på arbejde, hvorfor man aldrig får ladet ordentligt op) og at årsagen til stress i arbejdslivet i øvrigt typisk forårsages af idiosynkratiske, uhensigtsmæssige leveregler og manglende mental fleksibilitet ville man blive sat i bås med en stråmand af "psykopatiske kapitalister", der vil "individualisere stressproblematikken". Jeg vil ikke sættes i en bås, derfor vil jeg ikke deltage i den debat. Jeg vil hellere holde mig uden for, end at synke ned i dette mentale armod. " Jeg valgte at dele hans svar med jer, fordi det om ikke andet virker underholdende. (Man forstår godt at han er eneboer)