Stress skal ikke anerkendes som arbejdsskade

Fagforbund og stresseksperter kæmper for, at stress bør anerkendes som en psykisk arbejdsskade. Men det er der seks gode argumenter imod, skriver arbejdsmiljøforsker.

Skal stress anerkendes som arbejdsskade? Spørgsmålet dukker igen og igen op i den offentlige debat, fx i djøfbladet nr. 10/2016. Som man kan læse her, bliver kun omkring 5 procent af de anmeldte psykiske arbejdsskader anerkendt. Det virker umiddelbart helt urimeligt i betragtning af de store problemer, der er med stress og udbrændthed på det danske arbejdsmarked.

De fleste fagforbund og mange eksperter på området slår da også til lyd for, at der bør anerkendes langt flere psykiske arbejdsskader, og man hører tit kravet om, at de psykiske skader skal ”ligestilles” med de fysiske. 

Umiddelbart lyder argumentationen helt rimelig. Hvorfor skal der ”diskrimineres” mod folk med psykiske problemer? Har de ikke nok at slås med allerede? Svaret er: Jo, det har de. Og lige præcis derfor skal stress ikke anerkendes som arbejdsskade. Det er der mindst seks grunde til:

For det første er stress ingen sygdom. Det er en tilstand, som alle oplever med større eller mindre mellemrum. Nogle ”går ned med stress”, men der er stadigvæk ikke tale om en sygdom. Stress kan føre til sygdom, hvis tilstanden er langvarig, men det er noget andet.

For det andet kommer de fleste, som har stress, ovenpå igen. Det samme gælder personer, der er udbrændte. Allerede af denne grund vil det være forkert at anerkende tilstanden. Hvis der skal være tale om en arbejdsskade, skal tilstanden være langvarig eller kronisk.

For det tredje er der ekstremt mange forhold i arbejdet, som kan give stress. Det kan være dårlig ledelse, mobning, mange deadlines, stor arbejdsmængde, utryghed i ansættelsen, konflikter med borgere eller kolleger, trusler eller vold osv. Der findes formentlig ikke nogen på arbejdsmarkedet, der ikke har været udsat for en eller flere faktorer, som kan give stress. Potentielt vil det betyde, at alle med stress burde have deres ”sygdom” anerkendt. Det er naturligvis helt urealistisk.

For det fjerde er der spørgsmålet om andre forholds betydning. For at få en sygdom anerkendt skal der være en overvejende sandsynlighed for, at den skyldes jobbet. Hvordan vil man forholde sig til alle de faktorer i privatlivet, som giver stress? Skal man se bort fra dem? Det anføres somme tider, at folk med stress selv angiver arbejdet som den vigtigste årsag. Men de fleste kan sikkert se, at det ikke er en farbar metode at spørge de ansatte selv om årsagen til deres lidelse. For nogle år siden mente hundredevis af ansatte, at de fik aborter på grund af skærmarbejde. Det viste sig at være en skrøne, så det var godt, at det ikke lykkedes at få denne tilstand anerkendt.

For det femte: Når det gælder stress og arbejde, er både ”sygdommen” og de mulige årsager diffuse. Hvor stresset skal man være og hvor længe? Hvor længe skal man fx have været udsat for mobning eller chikane? Udsigten til at få tilstanden anerkendt vil med stor sandsynlighed være startskuddet til en tsunami af sager og søgsmål, som vil beslaglægge ekstremt mange ressourcer, der kunne have været brugt langt bedre.



Endelig er der et sjette forhold, som de færreste nok er opmærksom på. Der er en betydelig forskning, der peger på, at selve det at få sin tilstand anmeldt er sygdomsfremkaldende. Når man skal bruge al sin tid på at bevise, at man er syg, er det meget svært at blive rask. Vi har ikke brug for et kæmpemæssigt bureaukrati, der sygeliggør mennesker, men det modsatte. Nemlig at hjælpe folk med at få det godt igen og komme til at fungere både på arbejdspladsen og i fritiden.

Hermed er vi fremme ved de indsatser, som Djøf og andre forbund burde arbejde systematisk for i stedet for at få stress anerkendt som arbejdsskade. For det første den primære forebyggelse – nemlig at reducere forekomsten af arbejdsforhold, der giver stress. Og for det andet den sekundære forebyggelse, som går ud på at hjælpe ansatte, der går ned med stress eller udbrændthed, med at komme tilbage på arbejdspladsen igen. På begge disse områder er der rigeligt med opgaver, der ligger og venter.

 

17 kommentarer
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Eva Reiter

10.06.2016 kl. 11.41

Hvad med nogle referencer til denne tekst?
Hvad med at oplyse om at der er andre forskere der har en anden holdning?
Hvad mon egentlig er DJØFS holdning, det forekommer rimeligt uklart:

0 Kommentar
10
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Karen Jacobsen

10.06.2016 kl. 12.23

Dejligt med dette indlæg. Der må arbejdes for, at forholdene på arbejdspladserne bliver sådan, at man ikke bliver syge af dem, i stedet for at få sygeliggjort en normal reaktion på en unormal arbejdssituation.

0 Kommentar
15
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Solveig Værum Nørgaard

10.06.2016 kl. 17.40

Meget lidt nuanceret artikel, og vidner om meget lidt kendskab til behandling af arbejdsskadesager.
ad. pkt. 1 - formentlig rigtig, men så skal følgerne af stress anerkendes.
ad. pkt. 2 - man kan ikke skære alle over en kam, blot fordi nogle ikke er bukket under, så betyder det ikke, at de som har været udsat for en relevant påvirkning ikke skal have deres sager anerkendt.
ad.pkt. 3 - der er vist tale om ukendskab til principperne om relevant belastning jf. erhvervssygdomsfortegnelsen.
ad.pkt. 4 - det er arbejdsmedicinerne gode til at udrede.
ad.pkt. 5 - Igen, det handler om en vurdering fra erhvervssygdomsudvalget, og at der bliver sat nogle retningslinier for vurderingen af belastningen.
ad.pkt. 6 - provokerende! Det som belaster folk er ikke anmeldelsen, men den urimeligt lange sagsbehandling, som i sig selv udgør en belastning. Det har således intet med skaden at gøre, men derimod med den belastning som sagsbehandlingen udgør!

0 Kommentar
10
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Psykolog Pia Callesen, CEKTOS.dk

11.06.2016 kl. 12.25

Interessant debat.
Hovedbudskabet i artiklen er rigtigt. Stress er ikke en arbejdsskade.

Den primære årsag til stresssymptomer er ikke rammerne som f.eks. dårlige chefer, kollegaer eller for mange arbejdsopgaver. Ellers var vi alle ofre for miljøet, da de færreste af os har optimale rammer.

Kilden til stress skal findes i langtidsgrublerier og bekymringer om de dårlige chefer, kollegaer osv. Timelange spekulationer og grublerier i fritiden holder liv i stressen. Vi kan alle lære at begrænse overtænkningen, så vi overvinder stress og øger trivsel.

Selvom vi selv kan styre stresssymptomerne uafhængig af rammerne retfærdiggør det selvfølgelig ikke et dårligt arbejdsmiljø. Det er blot en befrielse, at man ikke blot er et offer for arv og miljø, men selv kan styre stress, angst og depression vha. metakognitiv terapi!

0 Kommentar
5
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Gitte Roe

12.06.2016 kl. 23.37

Jamen da - ud fra det "sjette forhold", så burde der vel slet ikke anmeldes nogle arbejdsskader overhovedet.

Hvad er det for en omgang sludder at bringe som en artikel? Er der slet ingen kvalitetskrav?

0 Kommentar
3
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Lars Henrik Søfren

13.06.2016 kl. 09.35

Nu er Tage Søndergaard ikke hvem som helst, men jeg synes faktisk artiklen fremstår meget respektløst overfor alle, som har været virkelig hårdt ramt af stress. Er helt enig i, at vi skal forebygge osv., men virkeligheden lige nu er at der er et enormt presset arbejdsmarked med stadig stigende krav til den enkelte medarbejder. Vedr. de forhold, som fremhæves, vil jeg kommentere følgende:
1.: Stress er af læger ikke kategoriseret som en "sygdom", men det er jo en diskussion om hvornår noget er en "sygdom" og hvornår noget er en "tilstand" - for den ramte er det ikke så afgørende - det gør lige ondt.
2.: Der er faktisk mange, der ikke kommer ovenpå igen efter alvorlig stress - eller ikke kommer tilbage på 100% - taler af egen erfaring.
3.: Korrekt at der er mange forskellige forhold i arbejdet, der kan give stress, men det er alt sammen relateret til arbejdet, hvilket der også er forskning, der tydeligt viser. Men der er jo forskel på hvor alvorligt man er ramt, og det er meget nedsættende at skrive, at så burde "alle med stress have det anerkendt". Det er jo heller ikke alle med hoste, der får en lungesygdom anerkendt, men dem, der har været eksponeret i arbejdsmiljøet og har udviklet alvorlig lungesygdom kan få det anerkendt.
4.: Selvfølgelig kræver det en individuel afklaring, men man kan det ikke bare afvise stress med den begrundelse, at der kan være andre grunde. Når en jord og betonarbejder får anerkendt en ryglidelse er det så pga. arbejdet eller det fritidslandbrug med dyrehold, som han også har? - jeg er sikker på, at der kan udføres en professionel individuel vurdering heraf - ligesom der også vil kunne ved stress.
5.: Med dette argument kunne man have sagt det samme om fx. asbestofre - det er da helt usagligt, at man ikke skal tage stress alvorligt blot fordi det kan udløse mange sager - hvis nu sagerne faktisk er der og det er helt reelt - det er simpelthen for groft over for alvorligt stressramte.
6.: Er det så også sygdomsfremkaldende at få anerkendt sin arbejdsbetingede allergi eller lungesygdom? Det er dog den mest stigmatiserende tilgang jeg længe har set.

Desværre tror jeg ikke Tage Søndergaard har mødt personer, der har været virkelig alvorlig ramt af stress, har været syge i lang tid, måske flere år, ikke kommer tilbage til samme jobfunktion eller slet ikke kommer i arbejde igen - alt sammen fordi de har været voldsomt eksponeret for stress-fremkaldende forhold i arbejdsmiljøet. Jeg kender desværre kun alt for godt til dette på min egen krop. Der findes alvorligt stressramte, som efter min opfattelse helt klar bør have det anerkendt som en arbejdsbetinget sygdom.

0 Kommentar
9
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Mikkel Krogh, redaktionschef djøfbladet

14.06.2016 kl. 00.15

Kære læsere,

Der er ikke tale om en journalistisk artikel, men et debatindlæg af Tage Søndergaard. Vi beklager, at dette ikke fremgår tydeligt i netversionen.

0 Kommentar
0
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Gitte Roe

14.06.2016 kl. 22.13

Jeg synes, at det er lidt bekymrende, at en psykolog med egen virksomhed, der bl.a. reklamerer således på sin hjemmeside, "Grupperne kræver ikke lægehenvisning, men prisen pr. time er alligevel den samme som den egenbetaling man ellers skal betale for psykologhjælp med en lægehenvisning" kommenterer på en artikel/en kommentar om stress.

Hvor jeg synes, at det er fint, at andre faggrupper end DJØF'ere kommenterer på disse sider, så forstår jeg ikke, at det skal være ok at reklamere med navnet på sin virksomhed, når vi andre nøjes med vores navne - særligt, når man må gå ud fra, at DJØF'ere, der er stressramte, nok vil læse en sådan artikel/kommentar og måske er særligt sårbare i forhold til gerne at ville springe over en lang venteliste og gå direkte til egenbetaling.

0 Kommentar
3
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Sidsel Brinch

15.06.2016 kl. 15.30

Det er vigtigt at nævne, at der er en forskel på en arbejdsskade/arbejdsulykke og en arbejdsbetinget lidelse som stress falder ind under. En arbejdsbetinget lidelse er når belastningen har stået på i mere end 5 dage, en arbejsskade er en pludselig hændelse der står på i op til 5 dage. En psykisk arbejdsskade kan f?eks. være, at en ansat er udsat for trusler fra en borger. Det er generelt svært at få anerkendt arbejdsbetingede lidelser såvel fysiske som psykiske. En fysisk arbejdsbetinget lidelse kan være eksem på hænderne efter at have haft dem i vand i lange perioder.

0 Kommentar
0
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Niels Ulsø Kristensen

15.06.2016 kl. 19.20

Når du har været i en langvarig stresset situation, vil du på et tidspunkt blive ramt af en reaktion. De kan sikkert være forskellige, men fælles for dem alle er, at du føler modvilje, når du skal bringes tilbage til de omgivelser, der skaber stress reaktionen. Kald det sygdom eller ikke, men din evne til at performe er reduceret, når du konstant skal være parat til flugt.
Du når et tidspunkt, hvor din krop simpelthen ikke VIL slæbe sig hen, der hvor påvirkningen er. Jeg husker tydeligt, hvordan mavesmerterne forsvandt, da jeg tillod min bedre halvdel at sygemelde mig. Jeg kunne IKKE selv gøre det. Du bliver ikke syg AF stress, men af følgevirkningerne. Naturligvis skal vi forebygge, men vi skal også drage omsorg for dem, der bliver ramt af virkningen efter stress.

0 Kommentar
3
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Gitte Roe

15.06.2016 kl. 21.20

Nu, Pia Callesen fra "CEKTOS.dk", stiller jeg så spørgsmål ved din faglighed, din massive tilstedeværelse i denne debat samt din meget ensformige tilgang med "one size fits all" metakognitiv terapi, hvor alle let, hurtigt og effektivt kan komme sig over depression, angst og stress.

Hvis du havde arbejdet hos Arbejdstilsynet, en fagforening eller hos en arbejdsmedicinsk klinik, så havde det været en anderledes sag.

Men du taler for dine egne metoder og det virker som en lang reklame for din egen virksomhed - som du kom til at nævne i starten, selv om du senere skriver, at din tilstedeværelse her på DJØF-bladet er af ren privat interesse.

Hvis det er så let at behandle alvorlig angst, depression og stress, så kan man undre sig over, at der findes mennesker i verden, der stadig lider af disse sygdomme. Eller undre sig over, at ikke alle psykologer bruger den samme tilgang, som du reklamerer så intenst for.

Ligeledes vil jeg nu gerne spørge DJØF og DJØF-bladet, om det er ok, at en virksomhed fisker kunder på deres hjemmeside ved at reklamere for egen virksomhed og egne metoder?

Jeg henviser til min kommentar fra i aftens kl. 22.13.

0 Kommentar
4
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Jan Toft Rasmussen

16.06.2016 kl. 20.05

Jeg har kun 2 kommentarer:

1) en brækket arm eller en forgiftning skal heller ikke anerkendes som en arbejdsskade - det går nemlig også over! Eller...?
2) flot at kalde sig forsker, på trods af at man ikke ved, hvad forbundene bruger ressourcer på, når det handler om primær forebyggelse.

0 Kommentar
2
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Anders Ingemann Larsen, speciallæge i arbejdsmedicin

20.06.2016 kl. 11.51

Enig; kunne måske tilføje til det sidste at det vigtige i grunden er at man på arbejdspladserne har en tradition for se sine kolleger i øjnene og være der for hinanden - dette uanset en evt. "stress"-dagnose. Inden eksperterne kommer på banen (den sekundære forebyggelse), er der et medmenneskeligt ansvar. I forhold til den primære forebyggelse, er stress ikke et nødvendigt begreb at inddrage.

0 Kommentar
3
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Anne Petersen

27.06.2016 kl. 09.29

Nårh ...... Når ens chef er psykopat og udøver rovmobning og når der er arbejde til to - så skal man bare tænke på noget andet!

Artiklens intention og ikke mindst Pia Callesens helbredelsesregime nærmer sig efter min mening kvaksalveri.
Det er simpelthen uanstændigt over for mennesker, der er drevet ud i en alvorlig stresssygdom.
Og så undrer jeg mig over, at der ikke er flere der protesterer. Mon DJØF'ere efterhånden er så velafrettede, at de også selv mener, at dårlige arbejdsforhold er ens egen skyld.

0 Kommentar
3
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Jørgen Kilsgaard

01.07.2016 kl. 20.41

Befriende at TSK tager denne debat og ser stress udløst af menneskers totalbelastning og ikke kun det der sker på arbejdspladsen. Det er en forkert udvikling, at vi som samfund ønsker at sygeliggøre en lang række tilstande som har en kompleks årsagssammenhæng. Netop når meget peger på, at dette ikke gavner medarbejderen, men kun bureaukratiet der lever af langvarige sagsprocesser. Det er tid til fordomsfrit samarbejde mellem A og B side og ikke en politisering af stressdebatten - og heller ikke forskningen.

0 Kommentar
1
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Thomas markersen

02.07.2016 kl. 11.46

Jeg spurgte en af mine venner, der er eneboer, hvorfor han med sin store viden om stress ikke bidrog til debatten? Her er hvad han svarede mig. Han ved ikke at jeg gengiver hans svar her på siden, han ville også være ligeglad.

"Jeg vil ikke skrive hvad jeg tænker i offentlige debatter fordi
1) vi lever i en tid hvor alle der har lært at læse og skrive tror sig eksperter på alt, så min kommentar ville blot forsvinde i en malstrøm af ord hvis eneste hjemmel er, at de sammensat grammatisk korrekt. Derfor ville jeg føle, at jeg spildte min tid.
2) Desuden er det sådan, at mange godtfolk bekriger hinanden utrætteligt på internettet med projektioner og tankeforstyrrelser, for det bliver de jo nødt til for at holde fast i de sort/hvide perspektiver som deres reelt set begrænsede indsigt tvinger dem til. Dumhedens helle er den sort/hvide plade. Ja, debatter på nettet er som at spille dam, man står enten på sort eller hvidt og - Ve den der spotter nuancerne og spolerer spillet! Almenvældet tror oven i købet at deres sætninger udtrykker sandhed fordi de er formuleret, og medens det er sødt, men jeg gider ikke at deltage. Så vil jeg hellere lege med mine børn.
3) den rette "herre" under de mange strømninger på internettet, og her i stressdebatten, synes ikke at være et behov for viden eller indsigt, men snarere et behov for at blive bekræftet i en typisk sort/hvid overbevisning, samt netop i stressdebatten at tilskrive det negative ved noget oplevet til en ekstern faktor (external attribution of a negative event). Det kan måske bidrage til psykisk sundhed på den korte bane hos den enkelte, men det bidrager ikke til viden, det bidrager ikke til den fælles virkelighed på nogen saglig/faglig manér, og hvorfor skulle jeg deltage i en debat der måske i bund og grund handler om at finde syndebukke - al stress er ledernes/globaliseringens skyld - der kan agere affektregulering og stilladser for mine meddebattørers stivnede hippocampi? (slå det op). De savner i øvrigt ikke sådan en som mig, jeg ville som nævnt bare spolere spillet. Her tænker jeg især på festen forbundet med massens tilbedelse af debattører herunder psykologer, der tror sig herrer på denne markedsplads, men i virkeligheden er slaver for disse, folkets laveste impulser og sort/hvide tænkning. Forgyldte æsler er hvad de er.
4) især skolelærere, pædagoger og psykologer skal bære den bet, at alle tror sig klogere på deres felt end de selv er, hvilket er en af årsagerne til en række misere i vores samfund, og en af årsagerne til, at jeg ikke gider at deltage i debatten. Som psykolog har jeg erfaret, at det kan være utroligt hårdt at debattere med folk som ikke tager forskning og erfaring alvorligt, det er ligesom at lytte til spørgsmål og diskutere med studerende, der er dukket op til foredraget fem min før det er slut. Jeg gider det ikke. Hvis man nu, hvad denne debat angår, fx henviste til en undersøgelse, der viste at CBT interventioner (slå det op) afhjalp stress dobbelt så godt som en indsats over for arbejdsmiljø, ville man risikere at blive udsat for had i stedet for nysgerrighed, og hvis man sagde at kortvarig stress for det meste er positivt, ja, det kendetegner faktisk det gode og interessante liv, ville man kunne blive truet på livet.
5) Især på venstrefløjen synger man "kritik af Individualiseringsdiskursen" som morgensang, med - på overfladen, en hensigt om at modvirke stress i samfundet ved at pege fingre af strukturer i stedet for individer, og i al ordrigdommen opdages ikke, at man er nøjagtigt lige sort/hvid som pøblen på sit laveste. Man formår heller ikke at begribe, at medens arbejdsforhold selvfølgelig skal være rimelige (selv den mest autistiske kapitalist er med på den, for det gavner faktisk bundlinjen i det vestlige samfund), er stress basalt set styret af den enkeltes oplevelse af sin placering i et givent hierarki. Systemet er serotoninbetinget og er 3- 400 mio år gammelt, og dermed en helt ufravigelig magtfaktor i vores indre arkitektur, hvorfor selve det, at pege på samfundsmæssige strukturer som eneste årsag til stress netop aktiverer serotonin/fornemmelsen af at være uden for indflydelse og på bunden hierarkiet og dermed bidrager "kritikken af Individualiseringsdiskursen" til stress. Hvem fatter det? Ingen tilsyneladende. Men her ville den manglende vid rent faktisk være en dyd. De debattører der synger for på denne kollektive fordummelse, er måske veltalende, men er beviseligt de dummeste af dem alle, for det er altid den mest sindssyge der vælges, eller påtager sig rollen som talerør for gruppens paranoide grundantagelser.
6) Fænomener der debatteres skal som nævnt forstås sort/hvidt, ellers kan internettets debattører hverken forstå emnet eller sig selv. Så hvis man fx kom til at skrive, at langvarig og behandlingskrævende stress typisk forårsages af "dobbeltstress"(dvs. at man både oplever langvarig stress hjemme og på arbejde, hvorfor man aldrig får ladet ordentligt op) og at årsagen til stress i arbejdslivet i øvrigt typisk forårsages af idiosynkratiske, uhensigtsmæssige leveregler og manglende mental fleksibilitet ville man blive sat i bås med en stråmand af "psykopatiske kapitalister", der vil "individualisere stressproblematikken". Jeg vil ikke sættes i en bås, derfor vil jeg ikke deltage i den debat. Jeg vil hellere holde mig uden for, end at synke ned i dette mentale armod. "

Jeg valgte at dele hans svar med jer, fordi det om ikke andet virker underholdende. (Man forstår godt at han er eneboer)

0 Kommentar
3
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Jette Jøndrup

01.01.2017 kl. 02.14

Så bare fordi problemerne er massive og varierede, vil man ikke anerkende stress som arbejdsskade, og at gøre noget for at afhjælpe de stressfremkaldende faktorer vil tage mange år, holdningsændringer og dem, der går ned med stress og får f.eks. blodpropper af tilstanden, de får ikke anerkendelse for deres forfærdelige situation, som de uforskyldt er havnet i. Tag jer sammen og gør noget effektivt.

0 Kommentar
0
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.