Smartphones stresser vores hjerner

”Det gik lynhurtigt op for mig, at uden min telefon var jeg arbejdsmæssigt fuldstændig ekskluderet af flokken. I kraft af mit arbejde med kommunikation og presse var jeg vant til at holde mig opdateret og samtidig være tilgængelig døgnet rundt. Det var en ret vild følelse,” fortæller Katrine K. Pedersen.

Det lille angstanfald

Oplevelsen gav stof til eftertanke, og de overvejelser har Katrine K. Pedersen samlet i bogen ’Phono Sapiens – det langsomme pattedyr på speed’, som udkom i februar. Hendes research til bogen viste hurtigt, at vores forhold til smartteknologien er præget af en række blinde vinkler. I USA taler man nu om fænomenet iDisorder som en betegnelse for psykiske sygdomme, der er forårsaget af den teknologiske udvikling.

”Vi bliver så forblændede af mulig­hederne, at vi helt glemmer at forholde os kritisk til den teknologiske ­udvikling. På den måde ender vi med at lade os styre af teknologien i stedet for selv at styre, hvad vi vil bruge den til og hvornår.”

Professor i psykologi ved ­California State University Parry D. Rossen fortæller, at hver gang vi modtager en ­notifikation, fx en mail, en sms eller en besked om, at nogen har skrevet en kommentar på vores Facebook-profil, opfatter hjernen det som et lille angst­anfald. Og får vi 30 eller 40 af den slags anfald om dagen, bliver hjernen udmattet, fordi den er i konstant alarmberedskab.

Smartteknologien giver os en oplevelse af, at der hele tiden er nogen, der er i gang med noget, som vi burde ­være en del af. Netop den følelse blev ­meget konkret for Katrine K. ­Pedersen, mens hun var sygemeldt med hjernerystelse. For når man ikke svarer på mails og sms’er med det samme, og når man ­ikke hele tiden tjekker ind på de sociale medier, står man uden for ­fællesskabet.

”Vi har en norm om, at man ikke ringer til hinanden efter kl. 10 om aftenen, medmindre det er nærmest ­livsvigtigt. Det er på tide, vi begynder at skabe samme normer for vores brug af smartteknologien,” siger Katrine K. Pedersen.

En del af flokken

I arbejdssammenhænge kan det let ­opfattes, som om man er nødt til ­hele ­tiden at være tilgængelig, hvis man vil være en fleksibel, omstillingsparat medarbejder. Men smartteknologiens grænseløshed skaber en grundlæggende usikkerhed blandt medarbejderne. For hvad nu hvis jeg ikke fik svaret på den mail i tide? Hvad tænker de andre så om mig? Er jeg så kvalificeret? Hvad betyder det for mine karrieremuligheder?

”Flokken kan kalde på os hele tiden, og vi tør ikke sige nej til flokken, fordi vi ikke kan overskue, hvad der sker, når vi gør det. Samtidig skaber det en gensidig utålmodighed i vores relationer, fordi vi forventer, at andre er lige så tilgængelige som os selv. Så nu sidder vi og sender sms’er til hinanden, selv når vi er på toilettet. Det er helt absurd.”

Katrine K. Pedersen opfordrer til, at arbejdspladser begynder at lave ­regler for, hvornår man forventes at svare på mails og sms’er, og hvornår medarbejderne med god samvittighed kan holde fri. Uden et fælles værdisæt skaber vi et pres på hinanden for altid at stå til rådighed – også når det er week­end, og når vi har barnets første syge­dag.

På nedsat kraft

Smartteknologiens mange ­muligheder understøtter forestillingen om, at hvis bare vi bliver mere effektive, kan vi også arbejde hurtigere og smartere og på den måde nå mere. Men det er en udvikling uden ende, og vi er ved at nå grænsen for, hvor effektive vi kan være.

”Vi hylder folk, der er gode til at ­holde mange bolde i luften på én gang, og smartteknologien giver os jo mulighed for både at tale i telefon og svare på mails samtidig. Problemet er bare, at vi ikke bliver mere effektive, når vi spreder vores fokus,” siger Katrine K. ­Pedersen.

Hun sammenligner det med, hvad der sker med en computer, som ­kører mange programmer samtidig. Den ­ kører langsommere, fordi den ikke kan ­fokusere sin datakraft ét sted.

Med smartteknologien smelter ­arbejdsliv og privatliv fuldstændig ­sammen. Vi sender beskeder og mails til hinanden ud fra en forestilling om, at modtagerne bare kan lade være med at svare, hvis de ikke vil.