Forsker: Kritik bliver fejet af banen på jobbet

Historien kunne lige så godt handle om en skolelærer, en socialrådgiver eller måske en politibetjent, siger Rasmus Willig, som er sociolog og lektor på Roskilde Universitet. I sin seneste bog, ’Afvæbnet kritik’, beskriver han, hvordan der er opstået en tavshedskultur blandt offentligt ansatte. Forklaringen er, at medarbejdernes kritik ofte bliver afvist af chefen på en intimiderende måde og gjort til et personligt problem.

“Et ordsprog siger, at censur ikke efterlader sig nogen spor, men i min bog forsøger jeg at påvise, at det rent faktisk finder sted i konkurrencestaten. Hvis bare man undersøger det længe nok, dukker sporene frem,” siger Rasmus Willig.

Gennem de sidste syv år har han indsamlet en stor bunke eksempler på de svar, offentligt ansatte får fra deres chefer, hvis de udtrykker kritik af arbejdsforholdene. Her er et lille udpluk til at slå tonen an: “Du er da vist udbrændt.” “Hvis du ikke kan klare at arbejde her, bør du finde et andet arbejde.” “Du skulle ta’ at arbejde med dig selv, f.eks. begynde på mindfulness.”

Kritikken bliver vendt om

Hver for sig ser svarene måske ikke særligt hårrejsende ud, men sætter man dem sammen – som Willig gør i et af bogens kapitler, der udelukkende består af indsamlede citater – tegner der sig et tydeligt mønster: Igen og igen formår lederne at vende medarbejdernes strukturelle kritik mod dem selv og beskylde dem for ikke at være fleksible, robuste eller omstillingsparate nok.

“Når medarbejdere stiller spørgsmål, som rent fagligt ligger dem på sinde, bliver de returneret med et ’du’, ’dine’ eller ’dit’. Der sker altså en overskridelse mellem arbejdslivet og privatlivet, som kan virke meget intimiderende og skabe en slags psykologisk chok, så de ansatte ikke føler sig i stand til at svare igen. I stedet fører det ofte til øget selvkritik og stress, fordi man ikke føler sig tilstrækkelig nok,” siger Rasmus Willig.

I den forbindelse kunne man måske tro, at bogen indeholdt en syngende lussing til inkompetente ledere i den offentlige sektor. Men det ville være en alt for overfladisk analyse. For ligesom deres ansatte oplever lederne også selv at blive afvist, hvis de finder på at fremture med kritik af en ny idé længere oppe i systemet.

“Der er jo mange ledelseslag i det offentlige, men de har alle sammen mistet deres autonome råderum ligesom pædagogen og skolelæreren. De kan knap nok nå at implementere en reform, før der kommer en ny,” siger han.

Ingen vil vise svaghed

Fænomenet med at afvæbne kritik gennemsyrer ifølge Rasmus Willig systemet fra top til bund. Årsagen finder sociologen i indførelsen af konkurrencestaten og den massive strøm af reformer og besparelser, der skal gøre de offentlige institutioner mere konkurrencedygtige.

“Lad os sige, at liberalismen går på to ben. Vi har den politiske liberalisme med frihedsrettigheder til at komme med idéer og kritik som det ene og den rent økonomiske liberalisme som det andet. Konkurrencestaten stiller sig kun på det økonomiske ben og har amputeret det andet,” siger Rasmus Willig.

Det er også baggrunden for et sprogligt skred, hvor det ikke er velset at ytre sig kritisk.

“Alt, hvad der afviger fra konkurrencestaten, bliver genstand for kritik. Hvis man ikke bryder sig om udviklingen, udstiller man sig selv som konkurrencesvag, og det har ingen lyst til. Mange, jeg har talt med, ser sådan her på det: Brokker man sig, kan man reelt ikke vide, hvad konsekvenserne er. Måske kommer vi ikke igennem nåleøjet, næste gang der bliver gennemført en sparerunde,” siger han.

Censur skader den demokratiske debat

Hvis den tavshedskultur, Rasmus Willig kommer på sporet af sin bog, holder stik, kommer de offentlige institutioner til at tage mere form efter det private arbejdsmarked, hvor der typisk er helt andre retningslinjer for, hvad man kan ytre sig om. Og det har uheldige konsekvenser, pointerer sociologen.