Det danske uddannelsessystem bryder mønsteret

08-06-2016

Af: Ela Acar

2 min.

Vi fik aldrig muligheden. Den har du nu, og derfor skal du gribe den” lød det fra mine forældre, da jeg skulle vælge uddannelsesretning. Mine forældre kom til Danmark i 1978 fra Tyrkiet, de var ufaglærte og havde slet ikke samme muligheder, som jeg har i dag. For dem var og er hele uddannelsessystemet og dét, at alle har lige adgang til at tage en uddannelse et kæmpe privilegium. Og at vi har et unikt SU-system, anser de for at være en stor investering - for mig og for samfundet. Forventningerne var derfor tårnhøje - jeg skulle have en universitetsgrad! Jura var ikke et selvskrevet valg, men jeg var overbevist om, at jeg, med mine forældres støtte og et stærkt dansk uddannelsessystem i ryggen, havde de vigtigste forudsætninger for at gennemføre studiet.

Familiens første akademiker

Som mønsterbryder og familiens første og eneste akademiker, er studietiden et møde med mange faglige udfordringer og sociale koder, som jeg ikke har fået ind under huden hjemmefra. Det gør mig stadig bevidst om værdien ved at studere - både personligt og samfundsmæssigt.

Jeg ved, at der sidder mange dygtige unge mønsterbrydere derude, der hver dag knokler for deres uddannelse, så de kan bidrage til et velfungerende samfund. Det er derfor stærkt foruroligende, at vi lige nu må lægge øre til en akademiker-bashing, som reelt risikerer at ramme mønsterbrydere særlig hårdt - for hvordan tackler man faren for at blive betegnet som overuddannet og en økonomisk byrde, når netop uddannelsessystemets muligheder er grunden til, at man er brudt ud af sit eget miljø?

Afgørende med SU på kandidaten

Det er fuldkomment meningsløst at anklage os for at være økonomisk privilegerede unge. Faktum er, at kandidat-SU’en er et afgørende parameter, for at studerende får lige mulighed for at gennemføre kandidaten med et vidensniveau, der skal bidrage til det danske arbejdsmarkeds behov og udfordringer. Kort sagt: Uden SU’en ville mit uddannelsesvalg have set anderledes ud - og i langt højere grad være formet af hjemmets traditioner og økonomiske formåen end mine faglige evner og ambitioner.

Mens jeg sidder og er vidne til den nedsættende tone over for aka-demikere, husker jeg mine forældres vise ord, og hvorfor jeg egentlig valgte at springe ud i den juridiske verden. Og hver dag minder jeg mig selv om, at jeg i kraft af det danske uddannelses- og SU-system har grebet en unik mulighed for at gøre en forskel og for at skabe værdi for mine medmennesker. Den mulighed havde jeg ikke fået, hvis ikke samfundet havde åbnet dørene med lige uddannelsesvilkår.