Sociale medier polariserer danskerne

11.5.2016

af

Foto: Ollyy/Shutterstock

Foto: Ollyy/Shutterstock

Facebook og Twitter splitter befolkningen ad, og de traditionelle medier forstærker denne udvikling til skade for demokratiet, siger medieforskeren Lars Holmgaard Christensen. Tankeløse likes og fakta-resistens er nogle af symptomerne.

Lars Holmgaard Christensen

  • 44 år.

  • Ph.d. i kommunikation og digitale medier, Aalborg Universitet.
  • Forskningslektor i digital kommunikation ved Aalborg Universitet, København.
  • Ekstern lektor på CBS og kommunikationsrådgiver i Cosma Research.
  • Tidligere forskningschef i sociale medier ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus (2008-2013).
  • Har skrevet artikler om Facebook, journalistik, risikokommunikation og nyhedsforbrug, bl.a. ’Facebook som nyhedskanal: Det sociales nyhedsværdi’ i antologien ’Facebook – fra socialt medie til metamedie’.
  • Bestyrer Facebook-gruppen Nyhedernes Sociale Ansigt.

Læs mere:

  • J. Linaa & J. Tække (red.): ’Facebook – Fra socialt medie til metamedie’, Samfundslitteratur 2013.
  • H. Jenkins, J. Green & S. Ford: ‘Spreadable Media: Creating Value and Meaning in a Networked Culture’, New York University Press 2013.
  • J. Ronson: ‘So You’ve Been Publicly Shamed’, Riverhead Books 2015.

Den sociale medie­revolution med Facebook og Twitter i spidsen er blevet hyldet for at give ordet frit og mindske afstanden mellem borgere, medier og politikere og dermed styrke vores demokrati.

Men ifølge medieforsker Lars Holmgaard Christensen, der har en ph.d.-grad i digitale mediers sociologi, har danskernes udbredte brug af de sociale medier paradoksalt nok ført til en polarisering: Vi ønsker kun at dele viden og diskutere med dem, der har de samme holdninger som os selv. Samtidig florerer bagtalelse og tilsvining af dem, vi er uenige med, i en grad, så sund fornuft, gode argumenter og i yderste konsekvens demokratiet er trængt.

”Med de sociale medier er der sket en sammenblanding af det personlige og det offentlige, som betyder, at vi er blevet mere uansvarlige og sløsede i vores måde at ytre os på. Vi har fået svært ved at skelne mellem objektive fakta og personlige holdninger, og vi er blevet dårligere til at tage ansvar for vores egne ord og handlinger,” siger Lars Holmgaard Christensen.

Med ”vi” mener han både borgere, mediedebattører og politikere. Vi er alle underlagt en uskreven lov på de sociale medier, der siger, at det er de konfliktsøgende og grænseoverskridende ytringer, der høster mest opmærksomhed og flest likes.

”Og hvis nogen føler sig kaldet til at korrigere den negative fællesskabsfølelse, som kan opstå i en tråd, hvor alle er enige om, at nogle andre er idioter, bliver vedkommende enten ignoreret eller svinet til – uanset om vedkommende har en væsentlig pointe,” siger Lars Holmgaard Christensen.

”For det handler ikke om at bringe viden frem og blive klogere, men derimod om at skabe tilslutning omkring et gruppetilhørsforhold. Som konsekvens peger flere studier på, at færre og færre ønsker at blande sig i politiske diskussioner, hvis ikke de er sikre på, at dem, de diskuterer med, har sammenlignelige holdninger,” siger han.

Tankeløse likes

Som menige brugere af sociale medier er vi selv med til at tilføre negativ energi til den dynamik, Lars Holmgaard Christensen beskriver. Han sammenligner den ansvarsfrie position på sociale medier med den situation, man befinder sig i, når man kører bil og raser over de andre bilister, eller når man forsvinder i mængden på et fodboldstadion og frit kan huje og råbe.

”På Facebook liker man fx meget let og meget tit uden helt at sætte sig ind, hvad det er, man trykker like til,” forklarer han.

”Man læser ikke den tekst, som et opslag tager udgangspunkt i, og man når heller ikke altid at opdage, hvad kommentaren egentlig refererer til. En catchy overskrift, som lyser op i mængden, og et vist antal likes er nok, for det er jo ikke hvem som helst, der har lavet opslaget, men derimod en af de udvalgte blandt alle ens Facebookvenner.”

Når man først en eller flere gange har liket og kommenteret Facebook-venners opslag, bliver det netop disse venners fremtidige aktivitet – både i form af opslag og deres likes eller kommentarer til andre brugeres opslag – som dukker op i éns eget nyhedsfeed. 

”Så man får mere af det, man tilvælger, og på den måde opstår der en lemmingeeffekt og indsnævring af den information, man får. Først bliver vi venner med ligesindede, og derefter medvirker vores aktivitet på Facebook til, at vi først får information fra de venner, vi er mest enige med. Derfor tænker man sig sjældent om, før man trykker på like-knappen.”

Fakta-resistens rammer også akademikere

En yndet sport på Facebook er ifølge Lars Holmgaard Christensen at kommentere nyhedsartikler.

”Hvis man politisk befinder sig til højre for midten, tager man en artikel i Information og deler den med sine Facebook-venner for at få bekræftet, hvor sindssyge de er på venstrefløjen. På venstrefløjen finder man en artikel i Den Korte Avis, som deles og føres som bevis for, hvor sindssyge de er på højrefløjen. Så man leder efter blottelser og fejl hos modparten frem for at lede efter, om modparten har et argument, som giver mening og kan påvirke éns egne holdninger. Denne leg med nyheder kan forklare, hvorfor forskningen i nyhedsforbrug og debat på sociale medier både finder polarisering, men også at brugerne orienterer sig bredt i nyheds- og debatudbuddet, fordi de leder efter en konflikt og måder at få bekræftet deres egen position.”

Der findes selvfølgelig også mange opslag, kommentarer og debatter, som har et positivt udgangspunkt, understreger Lars Holmgaard Christensen.

”Men et stort antal har moralsk indignation som brændstof. Nogle er vrede over et eller andet, og derfor bliver det hurtigt personligt med angreb på eller hård kritik af dem, man er utilfreds med – vel at mærke uden at de pågældende er med i debatten og dermed får en chance for at forklare eller forsvare sig.”

Denne tendens gælder ikke kun danskere med lavere uddannelser som dem, der allerede længe har domineret den stærkt negative tone, som fx trives på et socialt medie som Ekstra Bladets Nationen, fremhæver Lars Holmgaard Christensen.   

”Jeg har set veluddannede akademikere og magtfulde bestyrelsesformænd bruge sociale medier som en affaldsspand, hvor det ikke handler om at fremlægge fakta, diskutere, eller anvise veje, men udelukkende om at skabe tilslutning blandt så mange som muligt til det, man selv siger og mener. Der opstår simpelthen en form for fakta­resistens, hvor viden bliver til ammunition. Står man stærkt i en diskussion, vil man bruge sin egenproducerede fortælling om fakta. Står man svagt, vil man forsøge at fremstille modstanderens fakta som manipulerede og dermed forkaste, at modstanderens fakta kan være et fælles udgangspunkt for diskussionen.” 

Digitalt pres på traditionelle medier

Samtale- og udvekslingsformen på de sociale medier kan dermed sammenlignes med de politiske debatter på tv, som i stigende grad udvikler sig til en slags hanekampe mellem politikere indbyrdes eller mellem politiker og tv-vært, hvor man for enhver pris må fastholde sit standpunkt og undgå at give indrømmelser, mener Lars Holmgaard Christensen. Og det er ikke den eneste afsmitning mellem de sociale medier og de traditionelle medier, som foregår i disse år, fremhæver han.

”De traditionelle medier har gennem en årrække været presset af faldende læsertal og annonceindtægter, og det har skabt et digitalt pres på redaktionslokalerne. På redaktionerne overvåger man Twitter- og Facebook-profiler for et større galleri af kendte danskere for at være først med nyheden, hvis én siger noget bemærkelsesværdigt – hvilken igen ofte vil være noget konfliktuelt og grænseoverskridende. Det er et markant skifte. Før i tiden sad man på redaktionerne og bestemte, hvad den gode historie var, og hvad læserne og seerne skulle vide. I dag holder man øjne og ører åbne for, hvad læserne og seerne selv taler om og skynder sig at viderebringe det, hvis det er tilstrækkeligt skarpt. Dermed flytter en del af den definerende og bestemmende mediemagt sig til Facebook og Twitter.”

Socialmedie-bevidste politikere

En anden grund til, at afsmitningen mellem sociale og traditionelle medier er stor og voksende, er, at de har overlappende kriterier for, hvad der kendetegner ’den gode historie’.

”Tendensen til, at konflikt og grænse­overskridende budskaber høster flest kommentarer og likes på sociale medier, er sammenfaldende med de gamle mediers nyhedskriterier. Den gode nyhed skal gerne indeholde konflikt og meget gerne skarpe meningstilkendegivelser. Dertil kommer væsentlighed, men dette tredje nyhedskriterium er i stigende grad trængt. Der foregår en tabloidsering også hos de seriøse medier, hvor det i stigende grad giver adgang til spalterne eller sendefladerne, hvis bare de to første kriterier om konflikt og skarpe ytringer er opfyldt,” siger Lars Holmgaard Christensen.

Der er en ”cirkulær medieøkologi på spil,” forklarer han.

”Når de klassiske medier har en nyhedshistorie, bliver den delt på sociale medier, og hvis nogle kommenterer den på en bemærkelsesværdig eller grænseoverskridende måde, kan det resultere i, at det bliver en nyhedshistorie i et traditionelt medie, som så igen kan deles og kommenteres. Det så vi fx ved Anker Jørgensens død, hvor en kritisk kommentar på Facebook fra Joachim B. Olsen blev til en nyhedshistorie, som igen blev delt og affødte kommentarer på de sociale medier, hvorefter de traditionelle medier kunne fortælle om stærke reaktioner på Joachim B. Olsens kommentar – og siden om at han valgte at trække i land og beklage.”

Politikeren fra Liberal Alliance er en af de politikere herhjemme, der er bedst til at levere input til den cirkulære medieøkologi, men han er langtfra den eneste. Lars Holmgaard Christensen peger på bl.a. Zenia Stampe (RV), Esben Lunde Larsen (V), Rasmus Jarlov (K) og Lars Aslan Rasmussen (S) som andre eksempler på politikere, der er leveringsdygtige i konfliktsøgende og grænseoverskridende budskaber, der trænger igennem i både sociale og traditionelle medier. 

”Og de gør det med en blanding af humor, perfiditet, fordomsfuldhed og kreativitet, så der er mange måder at like det grænseoverskridende, som rammer os pakket ind i social livlighed med mange fortolkningsmuligheder,” siger han. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Helle
7 år siden
Det er en tendens til blandt de frelste at vi ikke skal diskutere men altid finde koncensus og enighed og det er nærmest forbudt at stille kritiske spørgsmål eller gøre opmærksom på at noget er galt Det gennemsyrer vores samfund og vores institutioner. Men er det ikke godt at vi kan finde fora uden for arbejdspladsen til at diskutere ? Alt berører os jo idag og hvis ikke man kan ytre uenigheden uden at det nærmest er et problem at man ikke er enig, så har vi vel meldt pas på ytringsfriheden. De sociale midler er et sted at diskutere også uden at det skal være pakket ind. Men man bør gå efter bolden og ikke manden. Men vi skal have steder hvor vi kan diskutere og stille spørgsmålstegn ved de mærkværdige ting der sker og beslutninger der tages. Indkøb af dyre jagerfly, et Banedanmark der ikke fungerer, en togdrift der næsten er på højde med Nigeria, indkøb af togvogne i Italien der ikke duer, ingen er blevet gjort ansvarlige for dette spildte milliard indkøb, rige der ikke bil betale skat og som gemmer dem i skattely, politikere der giver sig selv lønstigninger op til over 400.000 kr årligt, efterlønnen der forsvandt for alle unge, systwmtyranni og det vestlige samfunds nedtur, alle ting der er værd at drøfte, og da demokratiet ikke diskuteres i fælles fora ml befolkning og politikere, ja så er sociale medier en platform til at diskutere eller meningsytre sig. Lødighed og ordentlig måde at diskutere skal være iorden og lad være med at lade dig indpirere at åolitikernes måde at diskutere i tv på, for så bliver det straks en grim dialog.