11.5.2016
af
Kristian Holgersen
Overarbejde behøver hverken give afspadsering eller mere i lønposen. Derfor er det vigtigt at se sin kontrakt grundigt igennem, så man er klar over, hvad man siger ja til.
Som de fleste nok har erfaret, kan det være umuligt at nå alle sine opgaver på de 37 timer, en traditionel arbejdsuge er sat til. Men selvom du i en periode har knoklet ekstra meget, behøver det ikke give afkast i form af afspadsering eller mere løn.
Det bliver nemlig mere og mere almindeligt, at virksomheder ansætter medarbejdere på såkaldt jobløn, hvor der ikke er noget loft for den faste arbejdstid. Og det kommer bag på flere af Djøfs medlemmer.
”Vi oplever jævnligt, at medlemmer ikke får drøftet arbejdstiden med deres arbejdsgiver, og så opstår der misforståelser om, hvad arbejdstiden og arbejdsforpligtigelsen indeholder,” siger René Rasmussen, chefkonsulent i Djøfs forhandlingsafdeling.
Han understreger, at man som medlem skal sørge for at sætte sig grundigt ind i sine ansættelsesforhold, så man ved, hvad man går ind til. I mange tilfælde nævner kontrakten en gennemsnitlig arbejdstid – fx 37 timer – og så kan man nemt komme til at fæstne sig ved det tal og overse, at kontrakten også indebærer, at man har pligt til overarbejde.
”Ofte lægger folk ikke mærke til, om man har mulighed for at afspadsere eller få udbetalt overarbejdet. Har du ikke aftalt overarbejdshonorering, kan du meget vel komme i en situation, hvor du tror, at overarbejdet kan afspadseres, uden at du rent faktisk har ret til det,” siger han.
Tendensen viser sig overalt på arbejdsmarkedet, særligt blandt akademikere, hvor jobløn har vundet indpas som en af de mest gængse måder at ansætte folk på, fortæller Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet.
”Alt for få kender deres overenskomst. De tager det for givet, at de er sikret en normeret arbejdstid, men sådan forholder det sig normalt ikke,” siger han.
Ifølge Henning Jørgensen er arbejdsugen på 37 timer dermed en saga blot for rigtig mange akademikere, og det skyldes i høj grad manglen på en stærk, faglig bevidsthed. I stedet trives en mere individualistisk kultur, som bliver fodret af ønsket om at gøre karriere.
”Tager vi Finansministeriet som eksempel, er der ikke nogen ansatte, der kan gøre karriere, hvis de arbejder mindre end 50 timer om ugen. Alle accepterer det som normen, hvis man skal opad i systemet, og på den måde får arbejdsgiverne udført meget mere arbejde for den samme løn,” siger han og pointerer, at betaling af overarbejde kunne være en effektiv måde at få sænket arbejdstiden.
Hos Djøf anerkender man også, at arbejdstiden på mange arbejdspladser har fået en mere flydende karakter. Det behøver dog ikke være et decideret problem, så længe medlemmerne er opmærksomme på, hvad de går ind til.
”Man skal finde ud af med sig selv, hvad man ønsker af sit arbejde og derefter lave en forventningsafstemning med sin arbejdsgiver. Og så kan man arbejde solen sort, hvis det er, hvad man har lyst til,” siger René Rasmussen.
Ender man alligevel med for mange opgaver, skal man huske på hviletidsbestemmelserne, der gælder for alle uanset kontrakt og overenskomst. Her fremgår det, at alle medarbejdere har ret til 11 timers hvile mellem hver arbejdsdag, et ugentligt fridøgn og endelig må man i gennemsnit ikke arbejde mere end 48 timer om ugen over en periode på fire måneder.
”Så selvom vi med jævne mellemrum får kontrakter ind, hvor der står ingen øvre arbejdstid, er man stadigvæk omfattet af disse regler,” siger René Rasmussen.
Ledige stillinger