"Nu har de ansat tre i den stilling, jeg havde"

Det havde været under opsejling længe. Men det tog to år, før Linda Clod Præstholm bare ikke kunne mere. Hun rystede på hænderne, havde krampe i kæben, var konstant svimmel og havde kvalme. Hun havde åndenød, hovedpine og tinnitus. Til sidst sov hun slet ikke, hun lå bare og lavede små post-it-lapper inde i hovedet med alt det, hun skulle nå at have styr på.

Et morgenbesøg hos lægen resulterede i en ordre: ’Du skal ikke på arbejde’. Det krævede overtalelse fra lægens side, for Linda Clod Præstholm havde jo både et møde klokken 9 og klokken 10, og klokken 11 skulle hun fremlægge en sag.

Hun var rigtig glad for sit job på et stort IT-projekt. Men hun var også presset. Meget presset. Ofte arbejdede hun 70 timer om ugen, og på et tidspunkt kunne hun via sagsbehandlingssystemet se, at hun havde opgaver svarende til 2,6 gange, hvad en normal arbejdsindsats krævede. 

”Det var også almindeligt at svare på mails klokken 1 om natten, og hvis man ikke selv tjekkede mails, var det svært at komme forberedt til et møde næste morgen, fordi meget kunne være sket i løbet af aftenen og natten. Til sidst var jeg så presset, at jeg anså det for en succes, hvis jeg gennemførte et møde uden at bryde sammen.”

Fra fuld skrue til fuldstændig ro

I dag næsten to år senere kan Linda Clod Præstholm kun klare én – for hende – større ting om dagen. Så valget kan stå mellem at lave aftensmad, at mødes med en veninde eller gennemføre et interview med djøfbladet.

Hun forsøgte at vende tilbage til jobbet syv måneder efter sin sygemelding. Men alle symptomerne vendte tilbage med det samme. Hun var slet ikke klar. Lægen sygemeldte hende igen, og så blev hun fyret.

Af psykologen fik hun at vide, at hvis ikke hun tog den fuldstændig med ro, ville hun risikere at få en hjerneskade. Men det gav sig selv – hun magtede ingenting. Og hun end ikke overvejede at anmelde sin psykiske arbejdsskade til Arbejdsskadestyrelsen, fordi hun intet overskud havde. Men fra kommunen fik hun at vide, at hun ikke kunne få sygedagpenge, hvis hendes sag ikke var anmeldt. 

Lægen anmeldte Linda Clod Præstholms sag, og med Djøfs hjælp skrev hun selv en redegørelse. Hendes sag er en af de få psykiske arbejdsskader, der er blevet blåstemplet til at gå videre i systemet. Men dermed ikke sagt, at hun ender med at få en erstatning. Det gælder nemlig kun for et forsvindende fåtal af dem, der anmelder psykiske arbejdsskader.

Forberedt på det værste

I forbindelse med sin skadessag har Linda Clod Præstholm både være omkring Arbejdsmedicinsk Klinik og en psykiater – sådan er proceduren.

”Arbejdsmiljømedicineren var chokeret over min tilstand, og hun sagde, at hun ville anmelde min arbejdsgiver til Arbejdstilsynet. Samtidig sagde hun, at hun fuldt ud anerkendte, at min arbejdsskade skyldtes mit arbejde. Det var psykiateren enig i, og han sagde, at jeg mindst skulle være sygemeldt et år mere, før jeg var rehabiliteret,” fortæller Linda Clod Præstholm.

Overlægen fra Arbejdsmedicinsk Klinik har også prøvet at forberede hende på ikke at blive ked af det, hvis hun ikke får sin skade anerkendt.
”Det kan jo være svært ikke at blive anerkendt, når man har det så dårligt. Det svarer til at sige til folk, der har fået gift i øjnene på arbejdet, at de nok havde øjnene for meget åbne.”

Linda Clod Præstholm er netop blevet udredt på Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet. De har konstateret, at hun har svært ved at koordinere og have flere ting i hovedet på én gang. Hun lever efter et skema for at have ro i hovedet. I dag får hun sygedagpenge suppleret af midlertidig invalidepension fra JØP, som hun foreløbig får året ud. 

Alligevel ser hun lyst på fremtiden. Hun skal nok komme til hægterne igen, mener hun. Og når hun er kommet ud på den anden side, tror hun også, der er kommet noget godt ud af det. Bl.a. dét med at lytte til kroppens signaler.

”Som nogle siger: ’Stress er den bedste gave, du kan få, men i den grimmeste indpakning’.”

Siden artiklen blev skrevet, har Linda Præstholm fået afslag på sin arbejdsskadesag fra Arbejdsskadestyrelsen. Hun har besluttet sig for at klage over afgørelsen.