Målløs offentlig sektor

Målstyring og meningsløshed. To begreber, der ofte er blevet koblet sammen – særligt af de såkaldte varme hænder i den offentlige sektor. Der tales om overbureaukratisering og spild af tid. Djøfisering, kort og godt. Debatten har fået fornyet styrke i kølvandet på en stor rapport fra KORA, der i april udgav et større overblik over forskningen på området.

Siden da har der næsten dagligt været livlig diskussion i aviserne og de sociale medier. Debatten afslører nogle dybe skyttegrave og fordomme, men grundlæggende er vi inde og røre ved nogle vigtige emner. For hvordan kan og bør skattekronerne bruges i den offentlige sektor? Og hvordan sikrer vi, at de politiske mål og ønsker bliver indfriet?

Efter min mening er vi som djøfere og Djøf forpligtede til at tage del i debatten. Vi skal have modet til at reflektere over egen praksis og profession. Vi skal være åbne og nysgerrige. Og ikke mindst skal vi tage ansvar for, at den offentlige sektor udvikles på bedste vis. For ikke alt er nødvendigvis tip-top i den offentlige forvaltning anno 2016.

Udgangspunktet må være en fælles forståelse af, at vi i den offentlige sektor skal styre efter det, der betyder noget for borgerne og virksomhederne. Jeg føler mig også ret overbevist om, at der er en udbredt enighed om, at der skal være styr på de offentlige budgetter, og at retssikkerheden skal være i orden. Uenighederne opstår i stedet nok der, hvor vi diskuterer omfanget og detaljegraden af styringen og de fastsatte mål.

Den uenighed er vi nødt til at bygge bro henover. For selv de bedste mål og styringsredskaber kommer til kort, hvis ikke de er forståede og accepterede af de mennesker, der skal omsætte dem til praksis i den offentlige sektor.

Her har vi som djøfere et særligt ansvar for at inddrage de andre faggruppers viden, fordi vi ofte har en opgave med at omsætte de politiske ønsker til en virkelighed på skolerne, sygehusene, plejehjemmene.

Samtidig må vi forvente, at de fagprofessionelle byder ind med forslag og idéer. Det er for nemt bare at pege fingre ”af dem inde på forvaltningen”. 
Alt, hvad der er skrevet hertil, kan lade sig gøre, hvis vi, politikere, medarbejdere og ledelse, har viljen til det. Men 64.000 kroners-spørgsmålet er: Hvorfor går det så langsomt, og hvordan speeder vi det op?

Der har jo været et utal af tiltag gennem årene fra de første moderniseringsreformer over ”Væk med bøvlet”-kampagner og så til tillidsreformen, der kom og gik uden at sætte det største aftryk.

Jeg har ikke selv alle svarene. Men ved at række hånden frem til de andre fagprofessioner i den offentlige sektor håber jeg, at vi sammen kan finde nogle af svarene. For vi må kunne indrette styringen af den offentlige sektor uden det idiotbureaukrati, som ingen rigtigt holder af. Så derfor, hvis du sidder med den gode idé, så skriv endelig til mig.