Vi er nødt til at indgå i dialog med terrorister

Da Tony Blairs stabschef, Jonathan Powell, sammen med den britiske premierminister første gang mødtes med Gerry Adams og Martin McGuinness fra IRA’s ­politiske gren, Sinn Féin, i 1997, nægtede han at udveksle håndtryk med de irske republikanere. Terrororganisationen havde tidligere skudt og såret hans far og placeret hans bror på en dødsliste. Så hans sympati for Adams og McGuinness lå på et meget lille sted.   

”I dag indrømmer jeg gerne, at det var fjollet, og Tony Blair gav dem da også hånden, som ethvert normalt menneske ­ville gøre. Men da jeg skrev min seneste bog, opdagede jeg, at det sker igen og igen. Folk finder det meget svært at give hinanden hånden, første gang de mødes, når de har været en del af en konflikt, og blod er blevet udgydt,” fortæller Jonathan ­Powell.   

Trods den indledende modvilje endte han med at lede fredsforhandlingerne i Nordirland igennem ti år, og han har siden fungeret som mediator i en række internationale konflikter, herunder forhandlingerne mellem den colombianske regering og guerillabevægelsen FARC, hvor man er ved at nå en aftale. I 2011 etablerede han sammen med den britiske diplomat Martin Griffiths Inter Mediate, en organisation som mægler i væbnede konflikter rundt omkring i verden.

Jonathan Powell har udgivet flere bøger om sit arbejde, og i de seneste to, ’Terrorists at the Table’ og ’Talking to Terrorists: How to End Armed Conflicts’, forklarer han, hvorfor dialogen er et nødvendigt værktøj, når terrorgrupper skal afvæbnes:  

”Hvis du kigger tilbage i historien, vil du opdage, at vi ­altid starter en konflikt med at sige, at vi aldrig vil tale med terrorister. Men hvis de har politisk støtte, bliver vi som regel nødt til at gøre det for at få løst konflikten. I 1919, da det ­originale IRA huserede, udtalte den britiske premierminister David Lloyd George, at han aldrig ville tale med den morderiske bande, men to år senere sendte han repræsentanter ud, der skulle overtale IRA til at starte hemmelige forhandlinger. De udviklede sig så senere hen til formelle forhandlinger. Siden da har vi gang på gang sagt, at vi ikke vil tale med disse grupper, og gang på gang finder vi os tvunget til at gøre det alligevel. Så jeg er skeptisk, når folk som Dick Cheney siger, at vi aldrig vil tale med ondskaben, vi vil ­besejre den. Hvis du ser historisk på det, så sker det ikke. Vi ender med at forhandle, ikke besejre.” 

Få grupper besejres militært

Eksemplerne på, at dialog er vejen frem, står i kø, erklærer ­Jonathan Powell.

”I El Salvador havde du en grufuld borgerkrig, men dialogen fungerede, og man opnåede en tilstand, hvor de to sider i konflikten blev i stand til at leve sammen. Sydafrika er et andet lysende eksempel. På Filippinerne er forhandlingerne mellem The Moro Islamic Liberation Front og den ­filippinske regering en politisk succes. Så har vi Nordirland, og hvis vi kan nå det sidste trin med ETA i Spanien, er det endnu en succes. Til gengæld er det meget svært at finde eksempler, hvor terrorgrupper udelukkende er blevet besejret militært.”

Ifølge undersøgelsen ’How terrorist groups end’, ­udgivet af den amerikanske tænketank RAND, er der siden 1968 kun 7 procent ud af 648 terrorgrupper, der er blevet overvundet ­militært, mens hele 43 procent er blevet indlemmet i den ­politiske proces. 40 procent er enten blevet fængslet ­eller dræbt af lokalt politi/efterretningstjeneste, og 10 procent af grupperne er blevet opløst, fordi de nåede deres mål. Jonathan Powell understreger dog, at han mener, ­forskerne bag undersøgelsen begår en fejl ved at ligestille små terrorgrupper som Baader-Meinhof, der kan bekæmpes af politi/efterretnings­tjeneste, med store terrororganisationer som de tamilske tigre eller IRA.  

Det kan være svært at forstå, hvorfor stater, som er finan­sielt, teknologisk og organisatorisk overlegne, ikke er i stand til at bekæmpe terrorgrupper militært, men som bl.a. den ­israelske militærhistoriker Martin van Creveld påpeger i sin bog ’The Transformation of War’, så viser det sig gang på gang, at i asymmetriske lavintensitetskonflikter, der er den form for krig, terrorgrupper typisk fører, kan ­konventionelle militære styrker sjældent vinde. De erfaringer har Frankrig gjort sig i Algeriet og Indokina, briterne i Indien, ­Palæstina, Kenya og Cypern, Sovjetunionen i Afghanistan, Belgien i Congo, Holland i Indonesien og USA i Vietnam.

Kan man forhandle med Isis?

Selvom Isis adskiller sig fra de fleste andre terrororganisa­tioner, så tror Jonathan Powell på, at også de kan trækkes til forhandlingsbordet.

”Alle terrororganisationer er forskellige. Vi har haft fire ­forskellige bølger af terrorisme siden starten af 1800-tallet. Vi havde nihilisterne og anarkisterne i det 19. ­århundrede, så var der nationalisterne, derefter kom det såkaldte ’Ny ­venstre’, som Baader-Meinhof blandt andet var en del af, og nu har vi de religiøse terrorister som al-Qaeda. Isis adskiller sig fra andre grupper i forhold til deres religiøsitet, ­brutalitet og det, at de forsøger at kontrollere områder i såvel Syrien, Irak og Libyen. Så de er helt sikkert anderledes, men betyder det, at vi skal smide alle de lektioner, vi har lært ved at forhandle med andre grupper, ud af vinduet? Isis er en religiøst motiveret terrororganisation, og som en tidligere israelsk minister en gang sagde: ’Når Gud indtræder i forhandlingerne, så er der ingen kompromisser’. Det er selvfølgelig et problem, men på den anden side, så har vi forhandlet fred med to ­islamistiske bevægelser Free Aceh Movement (GAM) og The Moro Islamic Liberation Front (MILF), så det er ikke umuligt.”

Hvis Isis skal afvæbnes, er man nødt til at have en ­meget klar langsigtet militær og politisk strategi, lyder hans ­vurdering.

”Og det er jeg langtfra sikker på, at det internationale ­samfund har. Hvis nogen tror, at vi kan vinde over Isis ­alene ved at bombe løs, så tager de fejl. Det kommer ikke til at ske. For det første er vi nødt til at have styrker på landjorden. Vi har i høj grad støttet os til kurderne, som har været ­særdeles ­modige og kæmpet til grænsen af det kurdiske territorium, men kurderne vil ikke bevæge sig ind og kæmpe på arabiske territorier, hvilket de heller ikke bør gøre. De andre grupper i ­Syrien vil primært fokusere på at bekæmpe Assad fremfor Isis, fordi det er deres reelle fjende. I forhold til Irak vil shiamilitsen i den sydlige del af landet ikke være velkommen hos sunnimuslimerne i nord, så hvordan skulle de kunne ­besejre Isis i det område? Selvom vi kan presse Isis tilbage fra de ­områder, de har besat, og derved reducere dem til en guerilla­bevægelse, så vil de stadig begå forfærdelige drab, så det er ikke løsningen,” siger Jonathan Powell, der mener, at vi bliver nødt til at se på, hvad der ligger bag støtten til Islamisk Stat.

”Jeg vil påstå, at en af de store udfordringer er den måde, som sunnimuslimerne bliver behandlet på i Irak og Syrien. Hvis du taler med folk fra sunnisamfundet i Irak, siger de, at de føler det sekteriske styre i Bagdad ekskluderer, krænker og udnytter dem. Det er derfor, Isis er blevet budt velkommen i visse områder. Man troede, de ville være et bedre ­alternativ til styret i Bagdad. Med mindre vi adresserer de ­trængsler, der plager sunnimuslimerne i Irak og i Syrien, hvor de er ­under Assads alawitiske mindretalsstyre, så løser vi ikke pro­blemet. Når Isis så indser, de ikke kan vinde militært, skal vi stå klar med et tilbud om en politisk udvej,” siger han.