Spil dig til dit nye job

27.4.2016

af

Illustration: Arctic Shores

Illustration: Arctic Shores

Ildfluer og raketter er blevet en del af ansættelsesprocessen i flere britiske virksomheder. Hos Deloitte UK har mobilspillet Firefly Freedom hjulpet virksomheden med at finde talentfulde kandidater, der ellers nemt blev overset.

Er du mere innovativ end gennemsnittet? Hvis du blev stillet det ­spørgsmål ved en jobsamtale, ville dit svar formentlig være et rungende ja – også selvom det mest nytænkende, du nogensinde har kunnet svinge dig op til, var at male dagligstuen en vovet æggeskalsfarve frem for klassisk modehvid.

Mange jobansøgere bliver bedt om at tage psykometriske tests i form af interviews og spørgeskemaer under ­rekrutteringsforløb. Disse prøver kan give arbejdsgiveren indsigt i en kandidats præferencer og kognitive evner, men forskning viser, at ansøgere ofte fristes til at slække lidt på ærligheden og i stedet svare, hvad de regner med, at arbejdsgiveren ønsker at høre. En anden hurdle er kandidater, der giver vildledende svar, fordi de mangler selvindsigt. For at løse disse problemer begyndte den britiske virksomhed Arctic Shores for to år siden at udvikle psykometriske mobilspil, fortæller direktør Robert Newry.  

”Det, der gør et spil så anderledes fra andre psykometriske tests, er, at det ikke spørger kandidaten, hvordan vedkommende vil håndtere dit og dat, eller hvad man mener om sine egne egenskaber. I stedet registrerer det folks beslutninger og handlinger,” pointerer han.

Arctic Shores gennemgik de seneste 20-30 års psykometriske forskning for at finde undersøgelser, hvor psykologer havde brugt aktivitetsbaserede tests til at måle personlighedstræk, kognitive funktioner og mental kapacitet. Når forskningen var blevet kvalitetstjekket, satte to psykologer sig sammen med to spiludviklere og to grafikere, der i fællesskab fandt ud af, hvordan man kunne forvandle det psykometriske forsøg til et spil. Derefter fulgte diverse tests og tilpasninger.

Spilerfaring er ikke en fordel

Hos Arctic Shores har man indtil videre udviklet tre spil. To af dem måler personlighedstræk og foregår henholdsvis i rummet og i en regnskov. Det tredje er et piratspil, der måler kandidaternes forståelse for sprog og tal. Det mest populære, rumspillet Cosmic Cadet, har fem niveauer og tager 20-30 minutter at gennemføre. 

Spillene er godkendt af The British Psychological Society, som kræver, at alle former for bias er elimineret.  Det betyder bl.a., at det ikke må have indflydelse på resultatet, om du har spillet mobilspil før. Det krav skulle vise sig at være lidt af en udfordring.

”Grunden til, at det tager os 20 måneder at udvikle et spil, er ikke, at det tager lang tid at producere et mobilspil. Det, der tager tid, er, at udvikle et spil, hvor ansøgeren i løbet af 20 sekunder kan forstå, hvordan spillet skal spilles, selv om de aldrig har spillet før,” forklarer Robert Newry.

Direktøren for Arctic Shores mener, at et af de mest spændende aspekter ved psykometriske mobilspil er, at de producerer betydeligt mere data end et traditionelt spørgeskema.

”Vi indsamler 3-4.000 datapunkter i løbet af en 20-30 minutters spilsession, så det er en meget omfattende mængde information, man får. Vi registrerer alt: Fra hvor hurtigt du læser instruktionerne, til de beslutninger du træffer i spillet. Informationen bruges til skabe et billede af de personlighedstræk, som vi måler. Når spilsessionen er afsluttet, bliver data sendt til vores server, hvor ansøgerens resultater sammenlignes med normalfordelingen. Så får rekrutteringsmedarbejderen adgang til data og kan tjekke, om ansøgeren besidder de kriterier, der ledes efter. Der bliver desuden udarbejdet en 10-siders-rapport, som sendes til kandidaten. I den forklarer vi, hvad vi har lært om dem, og vi placerer deres resultater i en kontekst,” fortæller Robert Newry.  

Hvor de yngre rekrutteringsmedarbejdere er positivt indstillede over for mobilspillene, oplever Robert Newry de lidt ældre medarbejdere som mere fordomsfulde og skeptiske. De forbinder ofte teknologiske spil med vold og er bekymrede for, at det vil påvirke deres firmas brand.

”Så må jeg forklare dem, at den typiske spiller i dag er en 26-årig kvinde, der spiller Candy Crush Saga, hvor det for fem år siden ville have været en 33-årig mand, der spillede et første-person-skydespil, og for 10 år siden ville have været en teenagedreng. Spilverdenen flytter sig meget hurtigt,” fastslår Robert Newry.

Afdækker talent fra alternativ vinkel

Deloitte UK fik tilbagemeldinger fra ansøgere, der mente, at virksomhedens udvælgelses- og bedømmelsesproces var lidt lang og kedelig. Derfor gik Rob Fryer, der er ansvarlig for rekruttering af studerende, på jagt efter noget innovativt og anderledes, som virksomheden kunne bruge til at teste deres ansøgere. Valget faldt på Arctic Shores spil Firefly Freedom.    

”Vi vil gerne sikre begejstrerede og interesserede ansøgere, og samtidig vil vi gerne give vores kandidater en form for feedback, så de kan bruge rekrutteringsprocessen til at lære noget om sig selv.  De får ikke bare et ja eller nej fra Deloitte, men også en bedre indsigt i deres egne styrker og svagheder. Det gjorde Firefly Freedom muligt. Vi ledte også efter noget, der kunne give os indsigt i kandidaternes sande personlighed. Det kan et spil i et afslappet miljø gøre muligt. De kan være sig selv og behøver ikke prøve at gætte, hvad det rigtige svar er, eller hvad vi ønsker, de skal sige,” forklarer Rob Fryer.

Siden juli 2015 har Firefly Freedom udgjort et supplement til Deloitte UK’s rekrutteringsproces, og omkring 2.500 jobansøgere har gennemført spillet. Håbet er, at det psykometriske spil kan hjælpe virksomheden med at identificere talentfulde kandidater, som ikke nødvendigvis ville gøre sig bemærket i den traditionelle rekrutteringsproces.

”Vores bedømmelsesforløb gav ikke kandidaterne mulighed for at demonstrere, hvor innovative, risikovillige og ihærdige de er – alt sammen kvaliteter, vi værdsætter højt. Så spillet giver os information om kandidaten fra et meget anderledes perspektiv,” siger Rob Fryer. 

En studerende, der deltog i ASPIRE – et jobtræningsprogram for studerende fra mindre privilegerede baggrunde – opnåede således en af de højeste scorer for innovationspotentiale, der nogensinde er registreret. Det er præcis den slags personer, som man håber, spillet kan hjælpe med at identificere, siger Rob Fryer, der indtil videre er godt tilfreds med erfaringerne.   

”Færre kandidater trækker sig fra rekrutteringsprocessen, og vi har fået god feedback fra kandidaterne, der synes, det er sjovt at spille spillet og få indsigt i deres egne egenskaber. Det har skabt god buzz omkring Deloitte, og det giver offentligheden et indtryk af vores virksomhed som et godt og innovativt sted at arbejde. Så vi har set flere ansøgninger, hvilket er fantastisk.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet