Lær at leve med bristede ambitioner

13-04-2016
6 min.

Små og store nederlag er allemandseje. Forskellen på, hvilken indflydelse de har på den enkeltes arbejdsliv, ligger i evnen til at håndtere dem, mener både erhvervspsykolog og karriererådgiver.

Kollegaen har konditorkager med. Hun er ­blevet forfremmet og stråler af glæde. Bag et par af ­lyk­ønskningerne ligger en ulmende utilfredshed: ­Hvorfor sker det samme aldrig for mig?

Der er masser af energi i at have ambitioner og stræbe efter mål i sit arbejdsliv. Hvis de viser sig umulige at nå, er det en anden historie – det kan udvikle frustration og bitterhed, som kan tære alvorligt på arbejdsglæden.

”Hvad enten du er slagter eller akademiker, sekretær eller topchef, bliver du ikke forskånet for oplevelsen af, at alt ikke altid former sig, som du håber, ønsker eller forventer i dit arbejdsliv. Det sker for alle. Det afgørende er, hvordan du håndterer det,” konstaterer erhvervspsykolog og forfatter til flere bøger om stress, Majken Matzau.

Hun arbejder med mange virksomheder og ­organisationer og hører hyppigt om oplevelsen af at blive forbigået og overset.

”Jeg møder jævnligt skuffelsen over ikke at være blevet leder, frustrationen over ikke at blive anerkendt. I øjeblikket har jeg samtaler med en kvinde, der har arbejdet samme sted i 15 år, men ikke fået samme lønforhøjelse som kolleger med tilsvarende jobbeskrivelse og anciennitet. Det nager hende frygteligt.”

Flugt, kamp eller accept

Det er sjældent, fordi evnerne ikke rækker til ambitionerne, de ikke bliver indfriet. Det er altså ikke selverkendelse, der ­mangler.

”De mennesker, jeg arbejder med, har sjældent en helt urealistisk forestilling om, hvad de skal og kan. Det handler i højere grad om at vælge sin strategi. Helt overordnet er der tre at vælge imellem: Flugt, kamp eller accept,” siger erhvervpsykologen.

Flugt er ensbetydende med at finde et andet arbejde. Før man vælger den udvej, anbefaler Majken Matzau, at man går til sin leder og kæmper sin sag. Spørg, hvorfor man aldrig kommer i betragtning til de opgaver, man brænder efter, eller får den forfremmelse, man stræber efter? Og bed ligeud om at få at vide, om der er mulighed for nogensinde at opnå det.

At kæmpe kan også være at lede efter andre veje til målet end den direkte. Hvis du er interesseret i en bestemt type af opgaver eller ledelse, kan det være nødvendigt, at du skærper din profil med kurser, efteruddannelse eller ved at rykke dig sidelæns. Deltag i nye møder på eget initiativ, gør dig synlig og læg dig i position ved at løse opgaver et niveau under dem, du stræber efter.

Hvis hverken flugt eller kamp er løsningen, er accept ­måske det rigtige:

”Accept er vejen til frihed. Hvis man har banket ­hovedet mod muren og ikke orker at kæmpe mere, kan det rigtige ­være at forlige sig med, at der er større kræfter på spil og blive på arbejdspladsen. Min erfaring er, at der altid er politiske og organisatoriske bagvedliggende årsager til, at man eksempelvis ikke får en lønforhøjelse. Vælger man accept, skal den være ægte, så man ikke kommer til at føle sig som et offer. Det er ødelæggende for mennesker.”

For med offerrollen følger placering af skyld hos andre, og det bringer ikke noget godt med sig.

”Megen menneskelig lidelse skyldes, at man kæmper mod virkeligheden. Man synes ikke, at andre gør, hvad de burde. Chefen burde være mere opmærksom på din indsats, kollegerne burde ikke tage æren for dit arbejde, andre burde i det hele taget opføre sig anderledes. Det må man indse, at man ikke kan styre og i stedet tage ansvar for sit eget liv.”

Lavthængende frugter

Frederik Iuel, chefkonsulent i Djøfs afdeling for Karriere og Erhverv, har en lidt anden tilgang til, hvor meget ansvar den enkelte har for sit arbejdsliv.

”Det er arbejdsgivernes ansvar at bidrage til, at medarbejdere udvikler sig og er motiverede i jobbet. Men den enkelte medarbejder har naturligvis selv en rolle og kan påvirke muligheden for at få ambitioner og ønsker indfriet.”

Han og hans kolleger møder medlemmer, som i varierende grad er frustrerede over utilstrækkelige muligheder for at udvikle sig i jobbet.

”Automatreaktionen kan være: Jeg skal bare væk herfra hurtigst muligt. Hvis et medlem er afklaret om den sag, stiller vi ikke spørgsmål ved det, men en samtale med os kan give en aha-oplevelse i retning af, at det er et forsøg værd at tage nogle initiativer først. Måske er der lavthængende frugter der, hvor man er ansat, hvis man ser sig om efter dem på ny.”

Tag egen djøf-medicin

Frederik Iuel er klar over, at der er travlhed og pres på ­mange arbejdspladser, og at det kan være vanskeligt at finde ­tiden til at løfte blikket fra de bundne opgaver og fokusere på egen karriereudvikling. Alligevel bør man gøre det og vende den analytiske og resultatorienterede evne, der kendetegner ­mange djøfere, mod sig selv.



”Det kan være en idé at tage sin egen djøf-medicin og se på sig selv med samme handlingsorienterede tilgang: Hvordan kan jeg koble mine karriereambitioner og ønsker til den forretning, jeg er en del af? Hvis man er i stand til det, kan man ofte finde ører, der er villige til at lytte.”

Det er værd at afprøve før et jobskifte, for ellers risikerer man, at nissen flytter med:

”Det kan der være en tendens til, hvis man ikke går øvelsen igennem og gør sig klart, hvad man vil, og afprøver, om der er muligheder for at opnå det der, hvor man allerede er. Vend mulighederne med kollegaen, ægtefællen eller en god ven – det behøver ikke nødvendigvis at være en af os i Karriere og Erhverv,” siger Frederik Iuel, hvis afdeling årligt holder 1.700 individuelle samtaler med medlemmer, der ønsker sparring om karriere og arbejdsliv.

Når det er tænkt godt igennem, er det nemmere at være tydelig i sine udmeldinger til ledelsen.

”Nogle gange er vi for ydmyge. Vi har måske svært ved at få os selv til at gå til chefen og udtale ønsker højt. Men det kan betale sig at være tydelig i sine udmeldinger, hvis man vil i en bestemt retning.”

Følg ambitionerne

Hvis der ikke er hul igennem og ingen muligheder for at ­rykke internt, mener Frederik Iuel kun, det kan gå for langsomt at se sig om efter et andet job.

”Det gælder, hvad enten man er 28 eller 56 år, selv om ­nogle vil sige, at det er svært, når man er i den sidstnævnte alder.”

Konkurrencen er hård, og arbejdsgiverne har mange kan­didater at vælge imellem, så der skal tænkes bredere og mere utraditionelt under jobsøgning, anbefaler han.

”Hvis man eksempelvis er sagsbehandler i en kommune på 10. år, er det ikke ensbetydende med, at man skal blive i det kommunale resten af sit arbejdsliv.”

Mange medlemmer fra Københavnsområdet tænker i øjeblikket i utraditionelle baner, da omkring 1.500 af dem er omfattet af de statslige flytteplaner, der blev annonceret efter valget sidste år.

”Midt i frustrationen er det for nogle blevet en anledning til at skifte til noget helt nyt,” konstaterer Frederik Iuel.

Uanset, hvordan arbejdslivet flasker sig, skal man ikke ­regne med at nå fuldstændig i mål.

”Selv om man får indfriet mange af sine ambitioner, får ingen 100 procent af deres ønsker opfyldt. Så gå efter det bedst mulige ud fra en helhedsbetragtning. Der er jo mange parametre, der spiller ind i forhold til tilfredshed – arbejdstid, ­familie, frihed, ferie og løn. Det er en dialog, man løbende må have med sig selv.”

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.