Ikke lyst til at fjumre
Mathilde begyndte på universitetet lige efter gymnasiet og valgte jura i allersidste øjeblik. Hun havde fire ansøgningsblanketter med hver sin førsteprioritet og bestemte sig først for, hvilken hun skulle aflevere, da hun stod på universitetet.
Hvorfor valgte du ikke at tage et sabbatår?
”Medierne og politikerne kaldte det et fjumreår, og det var bestemt ikke noget, man blev opfordret til. Det tror jeg påvirkede mig. Jeg havde ikke lyst til at fjumre.”
Det første halve år på jura var imidlertid ”et mareridt” for Mathilde, der overvejede at droppe ud. Men hun havde ikke lyst til at være ”sådan én, der gav op”, så hun holdt fast. Tvivlen forlod hende ikke efter det første semester, men siden da har studiet været ”okay”, som hun formulerer det.
”Det har ikke været sådan, at jeg har kamphadet mit studie – det var måske bare ikke drømmen. Men jeg kunne ikke sætte fingeren på, hvad jeg så hellere ville,” siger hun og tilføjer, at hun nu er så langt, at det vil være alt for dyrt og risikabelt for hende at skifte studie.
Meget fokus på drømmestudiet
Ifølge Kim Jesper Herrmann bliver studietvivl generelt opfattet som noget dårligt. Lytter man til politikere og universitetsledere, bliver produkterne af tvivlen – fx forsinkelser og studieskift – beskrevet som betydelige samfundsproblemer.
”Når man hele tiden taler om, at studerende skal gå den lige vej, er det ikke velset at være i tvivl, fordi det risikerer at tage tid og føre til omvalg. Men hvilke studerende ved, hvad de går ind til, når de starter på universitetet? Det skulle være mærkeligt, hvis man ikke var i tvivl,” siger han.
Undersøgelsen fra Aarhus Universitet tyder på, at de studerende giver sig selv skylden, når de kommer i tvivl, frem for at rette blikket mod uddannelsen og dens opbygning. Derfor påpeger Kim Jesper Herrmann, at det er vigtigt, at universiteterne tilskynder de studerende til at tale om deres tvivl, så man undgår, at tvivlen bliver til et tabu.
”I lang tid har der været meget fokus blandt medier og studerende på, at man skal finde sin drømmeuddannelse, og der er et pres på de studerende for, at de skal vælge rigtigt første gang. Derfor kan det nogle gange være et tabu, om man nu har valgt rigtigt, fordi forestillingen om drømmestudiet står meget stærkt. I det lys er det interessant, at en tredjedel erkender, at de nogle gange er i tvivl, om de er havnet på den rette hylde. Det giver en nuance til fortællingen om, at når man er studerende, så går man på sit drømmestudie og har en langsigtet plan for sin karriere,” siger han.
Kunne være blevet en superlæge
At det kan være svært at dele sin tvivl med andre på studiet, kender Mathilde udmærket til.
”Mange af mine holdkammerater har været rimelig målrettede, så de har hele tiden talt om, hvad de gerne ville med jura. De ved godt, at jeg ikke har det sådan. Men det er svært at sige til nogen, der brænder så meget for faget. Man vil jo gerne være en del af samtalen og fællesskabet, og det er vanskeligt, når jeg nu ved, at det her nok ikke er det, jeg skal.”
Hvordan har du det med, at du ikke har et drømmejob at se frem til ligesom dine studiekammerater?
”Det er megafrustrerende, og jeg kan godt blive lidt modløs af det. Jeg er egentlig glad nok for min hverdag nu, og jeg er nået så langt, at jeg lige så godt kan give det en skalle. Jeg har valgt den forkerte uddannelse, men det er jo mit arbejde, og jeg er pligtopfyldende. Nu kommer jeg ud og bliver en okay jurist – men det kan være, jeg var blevet en superlæge eller en superteolog, og det havde samfundet måske haft mere ud af.”
Redaktionen er bekendt med Mathildes rigtige identitet.
