En kamp mod fordomme om 'kolde hænder'

På opslagstavlen hjemme hos Ulla Wernberg-Møller hænger et postkort fra en pensioneret overlæge. På kortet fortæller overlægen, at hans fordomme om djøfere forsvandt, da han mødte hende.

”Jeg arbejdede sammen med ham i fem år. Han startede med at ­have den holdning, at jurister ikke ­forstod sig på psykiatri. Jeg var en kold hånd, som ­ikke anede, hvad der foregik i ­virkeligheden, og som var ude på at ­gøre livet surt for dem, der lavede ­meningsfuldt arbejde – altså de varme hænder,” ­husker Ulla Wernberg-Møller.

Hun gjorde sig umage med at forklare ham, hvad hun ville og kunne, og at de sådan set havde det samme mål ­– nemlig at hjælpe patienterne. Det tog han til sig i en sådan grad, at det udløste et postkort, da han gik på pension.

”Man møder en masse fordomme som djøfer i sundhedssystemet, men det nytter ikke at gå i krig med sundhedspersonalet. Det er en naturlig modsætning, at mennesker, der brænder for at hjælpe den enkelte patient, ikke har samme fokus på effektivitet, rammer og overordnede regler, som djøfere har.”

Hun har derfor gjort det til en dyd i sin tid i sundhedsvæsenet at ­forklare baggrunden for reglerne og også at ­undervise frontpersonalet i jura.

Hun begyndte som juridisk fuldmægtig i psykiatrien, blev siden ­leder for en juridisk afdeling, og for to år ­siden begyndte hun som chef for Afdeling for Traume- og ­Torturoverlevere. Afdelingen behandler flygtninge, indvandrere og danske soldater, som har kompleks PTSD. Hun har sluppet ­juraen helt og koncentrerer sig nu om ledelse af afdelingens fagpersoner, så de alle er tunet ind på at hjælpe patienterne bedst muligt. De er i alt 55 ansatte fordelt på huse i Odense og Vejle.

”Det har været bevidst for mig, at min jurauddannelse skulle bruges til noget, hvor jeg kunne få ­indflydelse på de større linjer. Jeg har aldrig ­været interesseret i kun at sidde ved et ­skrivebord og nørde i paragraffer, men derimod i at få juraen til at give mening på et større plan.”

Hendes råd til andre djøfere i sundhedssektoren er: At blive bevidst om éns rolle i løsning af kerneopgaven, at være ydmyg og sætte sig ind i sundhedspersonernes verden, og sidst, men ikke mindst at forklare om sig selv og sin faglighed. Hendes oplevelse er, at man som djøfer i sundhedsvæsenet skal arbejde ekstra hårdt for at bevise, at man arbejder for de samme mål som ’de varme hænder’.

”Men med gensidig respekt for hinandens faglighed kan det sagtens lade sig gøre. Sundhedsvæsenet kan ikke løse den komplekse opgave uden djøferne, og vi kan ikke løse den uden læger, sygeplejersker og psykologer.”   

Hvad synes du om begrebet ’kolde hænder’?

”Det kan jeg simpelthen ikke udstå. Det er så misvisende. Vi kæmper alle sammen for den samme opgave. Hvis vi ikke alle sammen tænker, at vi er her for patientens skyld, så hører vi jo ikke til i sundhedsvæsnet.” 

Kan du give et eksempel på en traumatiseret flygtning?

”Det kan være en afghansk mand, som har været udsat for flere års tortur, hvor han har været låst inde i en celle, udsat for systematisk vold og er blevet truet med at blive slået ihjel igen og igen. Måske har han mistet sin ægtefælle og børn, som er blevet voldtaget og dræbt foran ham. Nogle af mændene er også selv blevet voldtaget.” 

Hvad er typiske soldatertraumer?

”Det er følgerne af en soldats voldsomme oplevelser efter fx en vejsidebombe, hvor han ser kammerater dø eller komme frygteligt galt af sted. Det giver ar på sjælen, der viser sig ved bl.a. flashbacks, mareridt, social isolation og aggression, når soldaten vender hjem fra krig. Vi ser også soldater, der bliver traumatiserede, fordi de selv har skullet slå ihjel – et slags bøddelsymptom.” 

Hvordan påvirker patienternes historier dig?

”De går lige ind. Det er frygtelige ting, der sker i krig. Jeg finder dog mod i, at vi er der for dem. Mit job er at skabe rammerne for, at vores dygtige medarbejdere kan behandle vores patienter og inkludere de pårørende, hvis liv også er meget påvirket.”